Ved at omforme det, vi tager afstand fra, til noget attraktivt og omvendt, svækkes vores kritiske sans, som snart går tabt.

af Henk Hansen, Hvidovre 

Nazisternes sprog er omhyggeligt blevet studeret af en tysk jøde og filolog, Viktor Klemperer, som overlevede jødeforfølgelsen.

I 1947 udkom hans bog med den lettere uforståelige titel, LTI, en latinsk forkortelse for »Det Tredje Riges sprog«. Denne gamle bog er blevet oversat til dansk og udgivet sidste år.

Bogen har været inspirerende læsning og skærpet min opmærksomhed på, hvordan sproget kan bruges til at udviske og skjule realiteterne. Her nogle danske »sprogblomster«.

Hvis vi fastholder, at reformer udtrykker forbedringer, og at reduktioner og nedskæringer gør forhold dårligere, så bliver det unægtelig lettere at forstå hinanden og tale meningsfuldt sammen.

På den måde kan Poul Nyrup Rasmussens (S) begrænsning i efterlønnen og den afsatte regerings såkaldte »tilbagetrækningsreform« behandles på én og samme måde, nemlig som det, de er, en begrænsning eller en afskaffelse af Svend Aukens efterlønsreform.

Af andre forførende tricks kan nævnes. Flygtninge forklares som bekvemmelighedsflygtninge, fagfolk forvandles til smagsdommere, dansk krigsdeltagelse i Irak glorificeres som aktivistisk udenrigspolitik, muslimer mistænkeliggøres som militante eller for at drive muldvarpe-virksomhed, oppositionen umyndiggøres med beskeden:

»Der er ikke noget at komme efter«, og krisepoltik eller nedskæringer skal nu hedde genopretning.

Sådan praktiseres der i dagens Danmark en sprogbrug med lutter tyske tricks fra trediverne, og sprogbrugen virker som gift – som arsenik. For ved at omforme det, vi tager afstand fra, til noget attraktivt og omvendt, svækkes vores kritiske sans, som snart går tabt. Et slående tysk trick på, hvordan noget abnormt omgøres til acceptabel adfærd er dette: 

Jødeudrydelsen (som ord) forsvandt, og op af hatten trak de 'Die Entlösung'.

Tilbage til vores hjemland midt i en valgkamp, hvor nogle – jeg véd ikke hvem – forenklede valget til to hold, 'et rødt' og 'et blåt'. Måske fristede det nogle til at tro på et valg mellem rødt for socialisme og blåt for noget andet, i så fald blev de fuldstændig forført .

Eller måske anvendtes de to farver blot for at behandle hele valgkampen som en harmløs sport på snak. Politikkens alvor og vigtighed blev herved verfet væk.

Ingen har mig bekendt forsøgt sig med spørgsmålet, hvad skilte de to grupperinger, trods klima- og miljøpolitik måtte være til at få øje på. Men nej, vi hørte en masse om ansvarlighed eller mangel på samme, så store dele af taletiden blev en trist seance i forførelsens kunst.

Er der en medicin mod giften, altså arsenikken? Mit råd efter at have læst Klemperer lyder: At gå på jagt efter sprog, der slører og forfører, er en viljens agt og nok den eneste kur, der dur.