Jeg er ved at blive grundigt træt af, at vi interesserer os mere for at løse hjemløsheden ved at ændre den hjemløse end ved at ændre samfundet.
UDENFOR
af Preben Brandt
Det er ikke til at holde ud, at vi mere og mere lader os dominere af det synspunkt, at det det alene er det enkelte individ, der er noget i vejen med når vedkommende ikke fungerer.
Det er i stigende grad svært at få fagfolk og politikkere til at flytte fokus over på de samfundsmæssige forhold, der begrænser nogle mennesker i at have samme udfoldelsesmuligheder som andre.
Når man bliver opmærksom på det er det helt åbenlyst sådan vi agerer, men det er så let at glemme og falde med ind i den tone, der kalder på at gøre den enkelte ansvarlig og at det nok skal blive bedre, hvis man leverer mere og bedre behandling.
Dit eget ansvar
Det er den arbejdsløse, der skal holdes i kort snor, så hun skriver tilstrækkeligt med ansøgninger og hvis det er nødvendigt kommer på kursus i at skrive ansøgninger.
Det er den stressede, der skal lære at han skal tackle sit liv på en anden måde og hans arbejdsplads, der skal have ændret arbejdsmiljøet. Det er teknikker til at ændre det, som er de simple forklaringer på problemerne, vi eftersøger.
Derimod er vi tilbøjelige til at lade vi de store og komplicerede samfundsbaserede årsager til problemerne ligge uden at tage dem i betragtning.
Sådan er det i dag på de fleste af de områder hvor der er behov for sociale indsatser. Sådan er det mest almindeligt at vi tænker socialpolitisk.
Og selvfølgelig er det også sådan vi handler, når det drejer sig om at gøre en indsats over for hjemløshed.
Jeg er ved at blive grundigt træt af, at vi forsøger at løse hjemløsheden ved at interessere os mere for at ændre på den, der er hjemløs, end at skabe rum i samfundet, hvor også mennesker, der af den ene eller den anden grund er anderledes, kan deltage.
Umyndige hjemløse
Jeg havde en oplevelse i den forløbne måned, hvor jeg blev mindet om, at sådan er det.
Jeg deltog i et møde i en tværeuropæisk forening, hvor medlemmerne er nationale organisationer, der leverer service til hjemløse.
Mødet handlede fagligt set om, hvordan man sikrer god kvalitet i arbejdet med hjemløse. Og det er selvfølgelig godt at vi bliver dygtigere til at hjælpe mennesker, der har behov for det.
På en anden del af mødet forsøgte den danske brugerorganisation for hjemløse, som også er medlem af den europæiske organisation, at blive den danske repræsentant i organisationens bestyrelse.
Men dér var de ikke velkomne, de blev forkastet af de andre danske medlemmer på almindelig demokratisk vis og ved stemmeflertal mellem de danske medlemmer. Så var den vel ikke længere.
Spørgsmålet om hvorfor blev vel egentlig kun besvaret med et »fordi de fleste danske organisationer ikke ønsker at blive repræsenteret ude i Europa af en brugerorganisation.«
Dårlig begrundelse, er mit gensvar. Hvis man så endda sagligt havde argumenteret for, at hjemløse er ude af stand til at løse sådanne opgaver og dokumenteret det, så okay, så var det sådan det måtte være.
Vi begår en fejl i den almindelige debat og forståelse af hjemløshed, fordi vi taler om mennesker, der er hjemløse, som om de kun er nogle stakler, som vi skal hjælpe ved at ændre på dem.
Og her skal »vi« både forstås som ganske almindelige borgere og som de professionelle der arbejder i de institutionelle systemer, der yder indsatser over for hjemløse.
Ret til selvbestemmelse
Det er ikke forkert, at mange hjemløse ikke har mulighed for at tage affære selv.
Men det er forkert, at det gælder alle og det er forkert at selv den mest ydmygede hjemløse ikke også har ønsker, drømme og håb.
Ganske rigtigt, nogle hjemløse har af den ene eller den anden grund ikke kræfter til eller mulighed for at kæmpe mod den udelukkelse, den ydmygelse og den manglende respekt, de bliver udsat for af det civile samfund og af samfundets institutioner.
Andre bliver lige tolereret og får mulighed for at leve et ydmygt liv, uden megen mulighed for at tage bestemmelse over hvordan deres liv skal leves.
Måske kunne meget forandres og antallet af dem, vi ser som hjemløse reduceres betydeligt, hvis vi vovede at se på disse menneskers værdi, også som ligeværdige i, at tage beslutninger og ansvar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278