af Per Dørup Jensen, Aalborg

»Diktatoren gennem 42 år er faldet«, »det libyske folk er befriet« (måske lige med undtagelse af de millioner, der for et nogle måneder siden demonstrerede deres støtte til deres flygtende leder) messede den NATO-styrede presse næsten uafbrudt, efter at Gaddafi var blevet lynchet af en barbarisk hob.

Nu er kendsgerningen jo desværre, at den politiske kultur i Mellemøsten ikke giver meget plads til en opposition.

Men i modsætning til de fleste andre diktatorer i området brugte Gaddafi i høj grad oliepengene til udviklingsprojekter til fordel for den libyske befolkning, der som følge heraf, havde Afrikas højeste levestandard.

Derudover hjalp han i betydelig grad den fattige, sorte befolkning syd for Sahara. Dette er slut nu.

Nu kan libyerne se frem til kaotiske fattigdomstilstande nøjagtig som i Kosovo og Irak, der ligeledes blev »befriet« af Nato.

I dække af løgnene om »responsibility to protect« civilbefolkningen og indførelse af demokrati, har Nato præcisionsdræbt størstedelen af Libyens forsvars- og sikkerhedsstyrker, omdannet landet til en ruindynge og indsat en bande kriminelle med netværk til mordere, bøller og terrorister.