Lader det sig i det hele taget gøre at have en samfundsøkonomi baseret på nulvækst?

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Vi diskuterer problemet om vækst meget i disse økonomiske kriseår, og det er der god grund til. Lige så længe, som vore økonomier har været kapitalistiske, har vækst været det styrende paradigme for al økonomisk visdom. Alle, der anfægtede det, var naive tåber. Skal man have en konkurrencedygtig økonomi, må man sørge for at have den størst mulige økonomiske vækst.

Ikke engang på den antikapitalistiske venstrefløj har det altid været velset at bringe selve spørgsmålet om, hvorvidt vi i det hele taget skal have vækst, på banen. Ét af de mest solide argumenter for, at vi skal kæmpe for socialismen, har længe været, at kapitalismen er økono­misk irrationel, fordi den har indbyggede væksthæmmende kriser.

Det vil være mere rationelt, hvilket i denne sammenhæng vil sige det samme som, at det vil sikre en mere stabil vækst, hvis vi afskaffer den konkurrence mellem enkeltkapitaler, som skaber kriserne. Altså, groft sagt, vi er socialister, fordi socialisme er bedre til at skabe vækst end kapitalisme.

Under Den kolde Krig fra Anden Verdenskrigs slutning og frem til murens fald blev denne opfattelse ligefrem udmøntet som en erklæret økonomisk kappestrid mellem den verden, der kaldte sig socialistisk, og den kapitalistiske.

Efter murens fald blev jo stort set hele verden kapitalistisk. Og det meste af hvad der ikke kaldte sig kapitalistisk af navn, var det alligevel af gavn, fordi man indførte vækstfremmende incitamenter i økonomien, hvilket var noget med kontant belønning for at klare sig godt i konkurrencen og mulighed for at opbygge økonomisk magt gennem privat berigelse.

Så der var ikke meget, der modvirkede den ustabilitet i kapitalismen, som skaber krise. Alligevel gik der næsten 20 år efter murens fald, inden kapitalismen kom i alvorlig krise, vel fordi den fandt ekspansionsmuligheder på de områder, der under Den kolde Krig havde været lukket land for den, fordi de lå på den anden side af Jerntæppet.

Men nu er krisen kommet i al sin uindskrænkede vælde. Og de meget barske krisetiltag, som kapitalisterne griber til for at redde deres finansieringssektor, nemlig udsultning af større og større dele af de fattigste og svageste borgere, rejser omfattende protester, der næsten uundgåeligt må være antikapitalistiske, og også er det.

Men en del af denne nye antikapitalisme er, at mange af dens ideologer midt i vækst-krisen provokerer med at anfægte selve paradigmet om vækst. Man vil have et samfund i økologisk balance med sit naturgrundlag, og det mener man ikke er foreneligt med paradigmet om vækst. Men er dette nu sandt?

Er det sandt, at det er nødvendigt at gøre op med vækstparadigmet for at sikre økologisk balance? Og lader det sig i det hele taget gøre at have en samfundsøkonomi baseret på nulvækst?

En seer ringede i et tv-program ind til vores ny finansminister Bjarne Corydon og foreslog dette. Det kunne vel ikke gøre den store forskel, om væksten var 0,2 procent, eller den var 2 procent, mente seeren. Hvilket finansministeren meget kategorisk gik i rette med. Når væksten var omkring nul, blev folk bange for deres beskæftigelse og så videre, og så gav alle sig til at spare op i stedet for at bruge penge, og så gik alting i stå. Så nulvækst havde ifølge hans filosofi en indbygget tilbøjelighed til at blive til selvforstærkende negativ vækst.

Det er utvivlsomt også sandt for den, der ikke vil gøre op med samfundets kapitalistiske grundlag. Kapitalisme skaber voksende modsætninger mellem kapitalisterne og dem, de udbytter. Og den socialdemokratiske universal-opskrift på at undgå, at disse klassemodsætninger vokser til en social revolte, er at kæmpe for en vedvarende vækstøkonomi, så man kan holde de udbyttede i ro ved hele tiden at kaste smuler til dem, mens kapitalisterne løber med broderparten.

En nulvækst-økonomi ville tvært­imod stille klassemodsætningerne på spidsen og med garanti fremkalde revolte enten fra et højre, der gjorde op med retsstaten, eller fra et venstre, der gjorde op med kapitalismen. Som god socialdemokrat vil man naturligvis hverken det ene eller det andet.

Men det ny venstre er overvejende antikapitalistisk og forestiller sig ikke nulvækst uden et samtidigt opgør med den kapitalistisk styrede økonomi. Sådan et opgør vil også være nødvendigt. Det vil være nødvendigt at have et system, der i sin planlægning kan disponere fuldstændigt over de økonomisk væsentlige ressourcer og forholde sig frit til, hvordan de skal investeres i den fremtidige udformning af samfundet.

Men det er nok stadig et spørgsmål, om man så kan have nulvækst. For finansministeren har ret også så langt, at det vil stille os overfor meget barske omstillingskrav, også selvom kapitalisterne ikke får lov at sætte sig på broderparten af finanserne. Uden at ansvaret helt er vores allesammens, altså at planlægningsprocessen er absolut demokratisk, vil det i hvert fald ikke kunne gå.

Men selvom et opgør med vækst-imperativet nok ikke er til at komme udenom, så er det dog et spørgsmål, om det også er nødvendigt at lade det afløse af et nulvækst-imperativ. Det, som er afgørende for økologisk balance, er, at energiregnskabet ikke går i negativ, altså at vi ikke nedbryder vores klodes brugbare energi hurtigere, end den opbygges gennem universets tilførsler, hvilket først og fremmest vil sige Solens tilførsler gennem varmestråling og gravitation.

Og vores teknologi rummer jo mange muligheder: Direkte solenergi, vind­energi, bølge- og tidevandsenergi, brint­energi, visse typer bio-energi og så videre. Det er »bare« et spørgsmål om produktudvikling og langsigtet forskning, altså om de rigtige investeringer. Dem er kapitalisterne ikke i stand til at foretage. Måske er vi det selv.