Kapitalismen ånder og har det godt. At en befolkning er kriseramt, betyder således ikke, at systemet og dets hovedaktører er i krise.

af Christian Stokbro Karlsen, Munkebo

I læsningen af uddraget af Kommunistisk Partis programforslag hæfter jeg mig særligt ved to ting:

At man 1) i ramme alvor taler om »kapitalismens krise«, og dernæst 2) kan kæmpe for fagforeningerne, der i et og alt tilhører reformisterne og således ikke arbejder for en afvikling af kapitalismen, men en kommapolitik inden for det gældende system.

Man taler om kapitalismens krise, der spredte sig som ringe i vandet fra USA i 2008, men for at der kan være en krise, må der nødvendigvis også være en forværring af tingenes tilstand.

Det kan således godt være, at landenes befolkninger er i krise, og at de små erhvervsdrivende er i krise, hvilket for sidstnævntes vedkommende indebærer, at mangfoldigheden er i krise, men kapitalismen som system er ikke i krise – tværtimod.

På Danfoss’ hjemmeside kan man, under overskriften »Danfoss styrket ud af krisen«, læse, at omsætningen i 2010 steg med 31 procent.

Mærsk overgik i 2010 rekordåret 2004 med en indtægt efter skat på 28,2 milliarder kroner; det er værd at bemærke, at i en såkaldt kriseramt økonomi kan et selskab som Mærsk overgå et rekordår, der ligger fire år før krisens udbrud.

Fremgang trods krise

Tendensen er den samme, hvis man kigger på andre af storaktørerne på den internationale økonomiske scene. Så man kan næppe tale om en systemkrise i kapitalismen; den ånder og har det godt. At en befolkning er kriseramt, betyder således ikke, at systemet og dets hovedaktører er i krise.

Med hensyn til fagforeningerne er min personlige oplevelse en fuldstændig impotent organisation, der går mere op i medlemsrabatter og som allerede nævnt i kommapolitik.

Under nogle lønforhandlinger for et par år siden stillede en af forhandlerne sig således op over for arbejderne og sagde, at firmaet ikke var til at forhandle med (er det ikke udgangspunktet for enhver forhandling, hvad skulle alternativet være?), hvorfor vi måtte regne med en reel lønnedgang.

Det var der bred enighed om, at vi måtte acceptere – også efter at en af firmaets forhandlere blev citeret for at have sagt, at Netto havde billigt rugbrød, så der kunne vi jo handle for eftertiden, hvis vi fik problemer.

Ingen reaktion hos medarbejderne, og fagforeningens repræsentanter nikkede høfligt på sidelinien.

Dernæst er der fagforeningskonsulenten, der efter et møde i ramme alvor sagde, at hun en anden gang jo skulle kunne drikke kaffe med det pågældende firma.

Eller hvad med tillidsmanden, der indgår en lokalaftale, der gør det dårligere for de arbejdere, hvis sag han skal tale. Sådan ser  fagforeningen ud bagom alle de bekostelige reklameindslag.

Derfor undrer det mig, hvordan kan man altså støtte en organisation, der i deres konkrete arbejde godt nok forsøger at gøre det bedre for den enkelte (vel at mærke altid den enkelte) arbejder, men end ikke med en ildtang ønsker at røre forestillingen om et systemskifte?

Ingen nytænkning

Det er rigtigt, at der har været flere fagforeninger ude og erklære sig for røde støtter, men hvilken rød er det, vi taler om?

Den lyserøde, der i et og alt har accepteret kapitalismens spilleregler: før bare politik, ja, men hold fingrene væk fra de grundlæggende strukturer. Dermed arbejder man ikke ud fra et solidarisk sigte, men fastholder den trængte arbejder i den position, der overhovedet er hans årsag.

Så det, jeg mangler i Kommunistisk Partis programforslag, er at høre en ny tone. For den selvfølgelige tale om støtte til fagforeningerne, der hovedsageligt styres af socialdemokrater, og tale om kapitalismens krise er netop dét – selvfølgelig.

Og det er forbandet ærgerligt – især når man tænker på, hvad der foregår af nytænkning og begås af nylæsninger på den reelle venstrefløj i disse år.