En ikke-smitsom lidelse, der vokser så voldsomt på samfundsplan, må være samfundsskabt.

af Kjeld Stenum

Nylig var det fremme i medierne, at der kan være meget alvorlige bivirkninger hos fostrene, hvis gravide får lykkepiller. Man har således mistanke om, at udviklingen af motorik og sprog hæmmes, men også at lykkepillerne kan fremkalde abort, fosterdød, medfødt vejrtrækningsbesvær, og medfødte hjertefejl.

Der er kun tale om en mistanke, da der ikke foreligger forskningsmæssig dokumentation. Mistanken beror på lægers indberetninger, hvoraf der var 48 alvorlige i 2007, et tal, der åbenbart er fire år om at nå op til overfladen. Alligevel stiger ordineringen af antidepressiv medicin til gravide voldsomt, i løbet af de seneste tre år er den steget med 40 procent.

Og dette er kun ét hjørne af problemet. For cirka et års tid siden var der debat i medierne på baggrund af, at lægerne i stigende omfang ordinerede antidepressiv medicin til unge, på trods af at der i efterhånden en del år har været opmærksomhed på, at det netop hos unge kan føre til øget fare for selvmord. Sundhedsstyrelsen fraråder således, at praktiserende læger ordinerer lykkepiller til unge uden speciallægers vejledning.

Antallet af unge, der medicineres for ADHD, er ligeledes voldsomt stigende, der er tale om en tyvedobling på 12 år, i dag er der omkring 32.000. Vi har kort til at opleve andres adfærd som belastende, og så giver vi dem medicin.

Der er en stor overdødelighed blandt de folk, vort samfund rubricerer som psykisk syge. Blandt mænd dør de såkaldt psykisk syge 20 år (!) tidligere end gennemsnittet, blandt kvinder 15 år tidligere.

Dette er ganske voldsomme tal. Der forskes vist en del på feltet i øjeblikket, det burde være gjort, før nogen medicin blev sluppet fri på markedet. Men man har fundet ud af, at én af grundene til overdødeligheden er almindelige legemlige sygdomme, der af uransagelige grunde synes at blive underbehandlet hos folk, der kategoriseres som psykisk syge.

En anden grund er en højere selvmordsfrekvens, hvilket måske ikke er så mystisk, da det ofte netop er i forbindelse med selvmordsforsøg, at man kan få stemplet »psykisk syg«. Men en tredje grund mener flere eksperter kan være bivirkningerne fra medicin.

I 2010 tog 462.000 (fire hundrede og to og tres tusinde) danskere antidepressiv medicin, og det er næsten en fordobling siden 1999. Dette vidner enten om en voldsom stigning i lægernes ordinering af medicin mod psykiske lidelser eller om en voldsom stigning af psykiske lidelser. Eller eventuelt lidt af begge dele.

Men også på verdensplan er udviklingen i disse år eksplosiv. Når der ikke er tale om noget lokalt dansk, er det et argument for at antage, at der ikke bare er tale om en medicinsk modedille blandt læger. Og får vi ikke gjort noget ved årsagerne, kan vi nok vente en voldsom udvikling i årene, der kommer.

Allerede nu opgør man antallet af europæere med psykiske problemer til 165 millioner. Af dem får en tredjedel behandling. Men man mener, langt flere er behandlingskrævende.

Der er med andre ord penge i antidepressiv medicin. Mange penge. Var jeg medicinalfirma, ville jeg have svært ved ikke at lade min interesse for de penge påvirke min evne til saglighed omkring mit produkt.

Hvad er en psykisk lidelse? Det findes der uden tvivl et utal af definitioner på. Jeg synes bedst om at definere det som noget, der ikke fungerer særlig godt i et menneskes forhold til en mindre eller større gruppe af andre mennesker.

Jeg kan bedst lide at definere det på den måde, fordi det at finde en løsning så forpligter ikke blot det pågældende menneske selv, men også dem, det har problemer med at fungere i forhold til. For ikke at tale om det samfund, der generelt giver for lidt plads til problemer af den slags.

Jeg kan også bedre lide at tale om et psykisk problem end om en psykisk sygdom, fordi jeg hellere vil se det som et problem, der skal løses mellem mennesker, end som et stof, der mangler i hjernen hos den, der tilfældigvis er hårdest mærket. Jeg tror gerne på, at dette signalstof kommer til at mangle i vore hjerner, når vi udsættes for tilstrækkeligt voldsomme prøvelser og mister initiativet. Men prøvelserne, de kommer udefra.

Så jeg tror ikke på lykkemedicin som andet end nødløsninger i meget presse­de situationer. Og jeg synes, det er en skandale, at lægerne stort set ikke har andet end medicinalfirmaernes egne undersøgelser at holde sig til, når de skal tage beslutning om eventuel medicinering. Ligesom det er en skandale, at de oftest ikke har noget dueligt alternativ til medicinering.

For hvad tilbyder man én, som er blevet smadret så meget i samfundets mølle, at vedkommende ikke ved bedre end trygle om hjælp? Psykolog? Tjah. Først for nylig er det overhovedet blevet bredt muligt at tilbyde støtte til psykolog-hjælp. Men kan selv den dygtigste psykolog lave om på det, hvis hovedproblemet er samfundsmøllen?

At være »gal« betyder i dag at være »syg«. Eller »forkert«, som vi kender det fra udtrykket »at holde på den gale hest«. Men en ikke-smitsom lidelse, der vokser så voldsomt på samfundsplan, må være samfundsskabt.

I den mere end tredive år gamle Galebevægelse, som i dag er omtrent glemt i offentligheden, selvom den skam eksisterer endnu, findes vist omtrent de sidste, der holder fast i den gode jyske betydning af ordet »gal«. Nemlig betydningen »vred«.

Det er et sundhedstegn at reagere med galskab på et sygt samfund, hævder Galebevægelsen ufortrødent på sin hjemmeside, på trods af årtiers indoktrinering om det modsatte fra medicinalfirmaer og psykiatriske eksperter.

Det er nok det, vi skal tilbage til: At man bærer sin galskab med stolthed. Og bruger den til at lave samfundet om.