New Yorks politidirektør Kelly og borgmester Bloomberg står i et dilemma. Det hedder Occupy Wall Street og udfolder sig i Zucotti Park.

Det trækker sig sammen. Vi har en situation, hvor  det bærende økonomiske system går i opløsning mellem hænderne på eliten. For blot få år siden de var ustyrligt arrogante, slog ud med armene og erklærede, at de kunne købe hele verden.

Nu er de hårdt klemt mellem krisen i deres eget økonomiske system og arbejderklassen, der har fået nok. Det er et stjerneklart klassesnit, som ikke er set i mands minde. Det er bemærkelsesværdigt, at vi samtidig har en dyb krise, og et folkeligt oprør under opbygning.

Da Occupy Wall Street (OWS) startede 17. september på trapperne  af National Museum of the American Indian ved Bowling Green på Manhattans sydspids, var der ingen der vidste, at det ville når hertil. Ligesom vi i dag heller ikke ved, hvor bevægelsen er om to måneder. Men stemningen var indædt. Efter de første fælles møder i flere diskussionsfora på Zucotti Park gik flokken rundt om Wall Street for at afsøge en adgang gennem politiets kæder.

Stemningen var tydelig, her var en forsamlingen af unge, der var ved at tage verden i sine egne hænder. Gamle aktivister, som der også var en del af, strålede som genfødte. De havde ikke regnet med, at de skulle nå at blive en del af en stærk politisk bevægelse én gang til i deres liv. Første gang var i den radikale borgerrettighedsbevægelse og modstanden mod Vietnam krigen. De var snart klar over, at her var noget stort under opbygning. Alle vidste jo godt hvor hårdt flere årtiers neo­liberalt regime og krisen havde ramt både land og by. Siden er det bare vokset.

Der gik fjorten dage inden det blev en historie i medierne. Politiet fik tavsheden brudt med overfald af occupyfolk med peberspray og masseanholdelsen på Brooklyn Bridge. En morgen blev der forsøgt en rydning af Zucotti Park, men det lykkedes at mobilisere mange folk – også fra fagforeningerne – den morgen, der betød at aktionen blev afblæst.

Siden har borgerskabets politidirektør Kelly og borgmester Bloomberg været i et dilemma. De er oppe imod et moment, som de var længe om at opdage, men det har de nu. En overreaktion kan slå tilbage med stor energi. De står med et bæst, de ikke kan kyse og kontrollerer.

Det kan stadig være at Zucotti Park bliver ryddet. Pladsen har selvfølgelig stor symbolsk betydning, ligesom Tahrir pladsen i Egypten, der var stedet hvor slaget skulle afgøres. Stederne har symbolsk og politisk betydning, det er OWS’s hjerte. Det er her budskaberne kommer fra.

Men på den anden side er det en bevægelse uden ét center. Det har også været dens styrke. I første fase har det været enormt vigtigt, at folk har talt sammen. Det er væltet op med beretninger fra mennesker.

En pige fra Minesota fortalte, at hun havde sat sin uddannelse på stand by fordi hun ikke havde råd. Nu ville hun være hér. Hun havde set hvordan hendes mor, som havde været ude for en ulykke, ikke kunne betale for sin medicin og nu måtte have flere jobs for at holde familien kørende. En yngre mand fra Bronx fortalte om, hvordan hans bolig var gået på tvangsauktion.

Den ene efter den anden fortæller om det store amerikanske kollaps. Fortællingerne bliver fortalt i folkets mikrofon, hvor de korte sætninger bliver gentaget af kredsen omkring, så alle kan høre. Den enkelte fortællinger bliver tydelig og mærkbar for alle. Det bliver en kollektiv erkendelse, som tager trykket fra den enkelte som havde kæmpet kampen på egen hånd, og måske føle sig utilstrækkelig. En stor del af energien i OWS kommer fra denne kilde.

De personlige fortællinger har været det afgørende moment i bevægelsen, der på den måde har fået en rodfæstet karakter og er blevet immun overfor medierne. Den personlige fortælling – face to face – i USA har vist, at de sociale mediers revolutionære kraft er overdrevet. Også i Egypten. Selvfølgelig spiller de en rolle, men ikke den afgørende.

Teorien om de sociale mediers førende rolle er båret frem af medierne, som kunne identificere sig med dette abstrakte væsen, mobiltelefoner og Internet. OWS er stærk, fordi det er det talte ords bevægelse, som ikke så nemt lader sig manipulere, og overtage af smarte politikere. Ikke fordi de ikke har prøvet, de vil gøre det igen.

Jo – der er anarkistiske tendenser i OWS. Nogle gange mere udtalte end andre. Men det, der ligner anarkistisk inspirerede former, er også blandet op med nye erfaringer med organisation, som bland andet er dyrket op i de mange communities, hvor der bliver lyttet til hinanden, talt og besluttet.

På et tidspunkt vil bevægelsens organisationsform være utilstrækkelig – der vil være behov for en politisk ledelse og en demokratisering af bevægelsen. Der er vi ikke nu. Men det vil også være et tidspunkt for en splittelse. Det afgørende bliver, hvor snittet kommer til at ligge. Det bliver ikke én til 99 procent, snarere 10 til 40 procent.

Snedige politiske kredse - også venstrefløjsfolk - har beskyldt OWS for ikke at have nogle klare krav, som den vil have gennemført. Jamen hvem skulle de forhandles med og hvem skulle formulere dem? Men sandheden er jo, at der er en vulkan af krav. Masser af communities, organisationer, foreninger og så videre bringer deres krav frem.

De har opdaget et momentum som bevægelsen har skabt og som de bruger. Og de begynder også at se, at de kan skalere deres krav op. Det er da fremragende. Indtil videre handler det om at udvikle massebevægelsen, med millioner af krav på alle områder. Krav der udspringer af communities og bevægelser, der er rodfæstede. 

OWS udspringer af en utålelig situation, som også er et vilkår i lande som Spanien og Grækenland, hvor bevægelserne har samme karakter. I Danmark tyder meget på, at vi er på vej i samme retning med eksploderende ungdomsarbejdsløshed, jobtab og ingen vækst i økonomien. Regeringen agerer stadig ud fra en vildfarelse om, at krisen er noget der går over, og så kører det igen.

Men sådan er det ikke. Regeringens forudsætning om et kørende samfund kræver en vækst på cirka tre procent. Det er nogenlunde det, der skal til. Det er en historisk tilstand, som med sandsynlighed ikke kommer igen. Hvad så?

Kapitalismen kan ikke leve af nul-vækst, der skal akkumuleres. Europa er ramt. Tidligere har kontinentet være mester i at sprænge sig ud af krisen i et orgie af selvdestruktion – krige. Kortet er brugt op.