LO Faglige Seniorer opfordrer regeringen til at ændre loven, så almindelige mennesker fortsat kan leje kolonihaver til rimelige havelejer.
LO Faglige Seniorer
På det seneste er der fra en række kommuners side gjort store anstrengelser for at få lov til at forhøje havelejen for kolonihaverne i deres områder. Det er foreløbig sket i København og Gentofte.
Senest er det forsøgt i Helsingør, hvor priserne ifølge Venstre-borgmesterens forslag skulle stige fra omkring to-tre kroner per kvadratmeter til omkring 20 kroner per kvadratmeter. Det ville betyde en stigning i havelejen fra cirka 1400 kroner til cirka 8-9000 kroner for et lille stykke kolonihavejord.
Kommunernes anstrengelser skyldes, at Statsforvaltningen har afgjort, at kommunerne kun må leje kommunal jord ud til brug for kolonihaver til markedsleje – i modsætning til de gældende regler, hvor kommunerne og kolonihaverne kunne forhandle sig frem til et prisleje, der var rimeligt for begge parter.
Hvordan kommunerne skal kunne fastsætte en markedsleje på kommunal jord, der ikke må sælges til brug for byggeri eller industri – er der ikke mange, som forstår. Oveni kravet til markedsleje har Statsforvaltningen også kundgjort, at i de kommuner, hvor man har givet pensionisterne rabat på havelejen, skal det ophøre straks. Uden varsel i øvrigt.
Efter LO Faglige Seniorers opfattelse har kolonihaverne i Danmark i mange år været betragtet som et vigtigt fristed for danskere, som gerne ville opleve et sted, hvor der var frisk luft og mulighed for sol til gavn og glæde for ikke mindst deres børn. Kunne de derudover få mulighed for at dyrke lidt jord til daglige forbrugsafgrøder, var det dejligt.
En af årsagerne til, at kolonihaverne blev så populære var, at det også gav de, der ikke havde økonomisk mulighed for at erhverve sig et parcelhus, en chance for at finde et grønt område, som de kunne leve et godt og sundt familieliv i.
Så sent som da daværende miljøminister, Svend Auken, i 2001 fik Folketinget til at vedtage en lov om kolonihaver, blev det slået fast, at kolonihaver fortsat skulle være »en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden«. Da Kolonihaveloven blev vedtaget »glemte« Folketinget at vedtage en bestemmelse om, at netop dette fornemme formål skulle give anledning til forhøjelser af havelejerne på omkring 8-900 procent bare ganske få år senere.
LO Faglige Seniorer vil opfordre den nye miljøminister og den nye socialdemokratisk ledede regering til at hurtigst muligt, at gennemføre en lovændring, der fortsat kan give almindelige mennesker mulighed for at leje kolonihaver til rimelige havelejer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278