Nogen retfærdiggørelse af kapitalisternes tilegnelse af produktionens merværdi findes ikke. For den er uretfærdig.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Vi fattigfolk vil jo gerne leve, og endda med levevilkår, der står i et vist rimeligt forhold til den slidsomme tilværelse, livet går med for de fleste af os. Det oplever kapitalisterne som, at vi er krævende mennesker. Og det forsøger de at fremstille som urimeligt. Det må være rimeligt, at den, der tager initiativ og risici, også modtager en vis belønning, siger de og mener dermed at have retfærdiggjort, at de fratager os enhver bestemmelsesret over den produktion, vi selv har lagt krop til.

Men det, de mener med, at de tager »initiativ« og »risici«, er ikke andet end den risiko, der er ved at træffe beslutninger om, hvordan overskuddet fra produktionen skal investeres. Altså netop den bestemmelsesret over de produ­cerede værdier, som de har taget fra os, og som rigtig mange af os uden tvivl hellere end gerne tog tilbage, hvis vi lige gjorde os klart, hvad det handlede om.

Nogen retfærdiggørelse af kapitalisternes tilegnelse af produktionens merværdi findes ikke. For den er uretfærdig.

Det er der en del, der godt ved, hvad enten det er fordi, de er skarpsindige, eller fordi de har læst Karl Marx. Andre bliver løbende klar over det, for eksempel når de oplever den kapitalistiske finanssektors kollaps, og det bliver mere iøjnefaldende, at den ikke har investeret i deres liv for at tjene dem, højst for at udnytte dem.

Så indimellem bliver kapitalisterne moralsk trængte på deres forestillinger om at skulle belønnes for at tage risici med værdier, der retteligen er vores. Men det gør dem ikke så meget. For dem handler tingene ikke så meget om moral som om realiteter.

 Og realiteterne er, at tjener de ikke penge nok på danskerne på de danske arbejdspladser, så har de en af både den danske statsmagt og af diverse EU-traktater sikret frihed og ret til at hente billigere folk ind udefra, eller til at flytte alle de i Danmark optjente penge ud af landet og berige lande med lempeligere skatteregler og mere kuede arbejdere med deres »initiativ«. På den måde får de regeringerne i de forskellige kapitalistiske lande til at konkurrere om at fedte for de rige og kue arbejderne.

Sådan er realiteterne. Og de er her i Danmark direkte demokratisk sanktionerede i vores grundlovs bestemmelser om privatejendom, som de i øvrigt er i de allerfleste kapitalistiske landes demokratisk vedtagne forfatninger.

Så kapitalisternes magt er blevet dem demokratisk tildelt. Så længe de har magten, behøver de ikke bekymre sig så meget om retfærdigheden. Er magt ikke nødvendigvis retfærdighed, er den uomtvisteligt ret, i hvert fald. De har retten til at flytte ud af landet med det, de har ejendomsretten til. Og overfor en dansk global koncerns trusler om at flytte helt ud af landet bliver selv den mest indignerede venstreorienterede politiker oftest tavs og mundlam, i hvert fald hvis det er en politiker, der er kommet et stykke vej med karrieren.

For man sætter virkelig respektabilitet og karriere på spil, hvis man bevæger sig ud i så stor mangel på realisme, at man rejser en diskussion, der udfordrer vores grundlov. Man tager jo virkelig en chance: Før man har nogen chance for at trænge igennem med budskabet om, at grundloven ikke tager vare på retfærdigheden i denne sag, kan kapitalisten nå at flytte sine investeringer i ly under mere bekvemme forfatninger både ti og tyve gange.

Jo nærmere man vil være på at trænge igennem, desto flere kapitalister vil søge i sikkerhed udenlands. Og en masse arbejdspladser vil forsvinde, og den modige politiker vil blive straffet af vælgerne. Det er et rent kamikaze-projekt, og derfor ser man aldrig indflydelsesrige politikere bevæge sig ud i det.

På den måde har kapitalisterne virkelig fat om samfundets nosser, og det er derfor, deres magt næsten ikke er til at bryde uden gennem voldelige revolutioner; som ofte løber af sporet, netop fordi de kommer i stand gennem anvendelse af tvang overfor dem, der er for bange for at miste deres arbejde til at bakke op om sagen. Selv den mest velmenende kan sjældent i længden tåle at have magt til så megen tvang uden at ende med at misbruge den.

Så det er vigtigt at arbejde for, at beslutningerne bliver mest muligt fælles, også selv om man måske ikke tror på, at det lader sig gøre at ændre på den slags ting ad demokratisk vej. For det kan i hvert fald slet ikke lade sig gøre uden denne demokratiske mobilisering. Vil vi vinde retten til selv at bestemme over vores produktive tilværelser tilbage, er vi nødt til at appellere til hinanden om at stå sammen om at forlange det, lige indtil vi evner at gøre det.

Og man kan jo lige så godt begynde med en appel i en klumme, der kun kan have håb om at blive trykt i den eneste avis, kapitalisterne ikke har nogen investeringer i, som de kan true med at flytte, nemlig Arbejderen. Kan den ikke skrives af en minister, der risikerer at tabe sin udsigt til ministerpension på gulvet, kan den i hvert fald skrives af en forgældet klummeskribent, der ikke har andet at tabe end sin manglende ret til at bestemme over sit eget liv. Altså:

VI ER NØDT TIL AT HAVE GRUNDLOVEN LAVET OM, SÅ KAPITALISTERNE IKKE LÆNGERE HAR EN UANFÆGTELIG RET TIL AT FLYTTE VÆRDIERNE VÆK FRA DEM, DER SKABER DEM.

Det lader sig nok ikke gøre uden at anfægte selve kapitalismen. Men så må vi jo tage det med.