Det er ikke så længe siden, at eliten tog ansvar og fortalte vidt og bredt, at det hele kørte på skinner, fordi de var handlekraftige, modige og tog de rigtige beslutninger.

Krisen er blevet meget konkret for de fleste. Mange har mærket den længe. Den politiske elite tumler stadig rundt og leder efter en løsning, eller rettere prøver at holde skuden flydende. »Vi skal kick-starte økonomien i Danmark« og lignende er en del af denne overlevelses retorik.

Det er ikke så længe siden, at eliten tog ansvar og fortalte vidt og bredt, at det hele kørte på skinner, fordi de var handlekraftige, modige og tog de rigtige beslutninger.  »Vi kan købe hele verden«, husker vi. Sådan er det i opgangstider. Og nu? Når krise er der, ændrer scenen sig. Vi hører om det nervøse marked, om økonomi i modvind, og især om at alle problemerne kommer ude fra. Ingen er ansvarlig – nu er vi alle ofre.

Der er netop her, at bevægelserne i Sydeuropa mod EU’s økonomiske diktater og de korrupte regeringer – sammen med Occupy Wall Street – har formået at få klassedelingen i samfundene til at stå tydeligt frem. Fortællingen, om at vi er i samme båd, er brudt sammen.

'sygen fra syd'

Den ene procent har fået en stor andel af de 99 procents problemer. Selvom der stadig tjenes gode penge i virksomhederne, er frygten også mærkbar. Det bliver mere og mere klart, at 'sygen fra syd' er blevet en del af selve systemet.

Da der blev solgt statsobligationer torsdag til at fylde de tomme kasser, var det til en noget højere rente. Italien måtte igen betale over syv procent, som var kriseniveauet, da Berlusconi blev presset af taburetten. Monti-effekten holdt ikke mange dage. I Spanien nåede renten 6,9 procent.

Det skete på baggrund af store opkøb af både spanske og italienske statsobligationer fra Den Europæiske Centralbank (ECB)for at holde renten nede. Danske Banks seniorøkonom Frank Øland blev i Børsen citeret med denne vurdering:

»Der er sådan set ingen grænse for, hvor meget ECB kan købe op for, og inden det her er ovre, har ECB købt statsobligationer for mange flere penge, end centralbanken nogensinde havde frygtet.«

Det er jo det. Det hele udvikler sig i meget større proportioner, end nogen af dem havde forestillet sig. Til gengæld har folk på gaden netop fået færten af, hvad der var i gære. Og hvordan samfundet er – det har de 99 procent netop stor følsomhed overfor.

Det er dem i grænsezonerne, ofte de senest tilkommende, der først mærker det. At de er klemt ud og tvunget til klarhed og handlinger.  Derfor er det gaderne i Athen, Rom, Madrid og New York, der fyldes med folk.

EU er en del af problemet

I øjeblikket rejser statsminister Helle Thorning-Schmidt rundt for at tale med sine kollegaer. Også her er det, som alting kan komme tilbage på sporet – til de gode gamle dage for et par år siden. Mere EU ses som en del af løsningen.

Men en del af den folkelige erkendelse er. at EU er en del af problemet. Af mange grunde. Den største er, at det er en  udemokratisk organisme, som samler magt. Og samtidig på en række områder er en konfliktfyldt størrelse som er er ubeslutsom.

Det er en meget dårlig kombination, i en verden der bevæger sig hurtigt, og hvor nationalstaterne, der er med i EU, er meget forskellige i forhold til økonomi, udvikling, behov og muligheder. Og – ikke for at være fri-markedstilhænger – men EU har næret korruption, ikke mindst i de mest kriseramte lande. Det er rigtig mange euro, der er sendt derned. Samtidig har absurde støtteordninger til landbrug og andre områder yderligere deformeret økonomien.

EU blokerer for landenes dynamik og handlemuligheder. Parlamenterne har ikke mulighed for at handle frit og suverænt i forhold til alle aspekter af samfundet. Det er jo der, at dynamikken ligger, og det er i den ramme, at demokratiet er muligt, til en begyndelse.

Sammen med myten, om at vi alle er i samme båd, er også myten om EU ved at gå i opløsning.