Det bliver spændende at se, om Frank Taylors rapport, der førte til åbningen af det dansk/grønlandske luftrum for USA’s fly, vil være tilgængelige for forskerne på DIIS.
af Niels Harrit, Dragør
Den 12. september 2001, blev artikel 5 i NATO-traktaten, [i] den berømte musketér-ed, aktiveret for første gang i Atlantpagtens historie. Det skete ved et møde i Det Nordatlantiske Råd i Bruxelles.[ii]
Imidlertid blev beslutningen først implementeret og »institutionaliseret« den 4. oktober, i form af otte kollektive tiltag, der skulle understøtte indsatsen mod den internationale terrorisme.[iii] Det femte af disse otte tiltag lyder (forkortet, i egen oversættelse):
»NATO-landene blev i dag enige om (…) at give generelle overflyvningstilladelser til (…) militære fly fra USA og dets allierede i forbindelse med operationer mod terrorisme.«
I Udenrigsministeriets redegørelse for CIA-flyvningerne[iv] fra oktober 2008 fastholder man, at tilladelsen kun blev givet til militære fly og altså ikke til fly fra CIA eller private firmaer. Som svar på en henvendelse fra den danske regering bekræftedes dette af amerikanerne. [iv] Endvidere tilføjes det:
»USA kan bekræfte, at man er indforstået med, at disse generelle overflyvningstilladelser gælder militære fly, og at tilladelserne ikke danner [v] juridisk grundlag for efterretningsaktiviteter i eller på dansk, grønlandsk eller færøsk territorium eller luftrum.« (Min oversættelse).
Da flyvningerne bevisligt har fundet sted i større stil, må man konkludere, at de amerikanske myndigheder har opfattet dem som militære.
Legitimiteten af disse flyvninger har alligevel været genstand for undersøgelser under både Europarådets og EU-Parlamentets auspicier. Da disse undersøgelser i sin tid fik rimelig dækning i pressen, skal de ikke omtales videre her.
Hvorfor artikel 5?
Men hvorfor blev Artikel 5 overhovedet aktiveret og implementeret?
Det ved vi faktisk ikke.
Efter det ovenfor omtalte møde den 12. september, 2001, i Det Nordatlantiske Råd, kunne man læse i pressemeddelelsen fra NATO:
»....hvis det kan konstateres, at dette angreb på USA blev dirigeret fra en fremmed magt (»was directed from abroad«), skal angrebet betragtes som en handling omfattet af artikel 5 i NATO traktaten, som stadfæster, at et væbnet angreb på én eller flere af de allierede i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb på dem alle« (egen oversættelse).
Det bemærkelsesværdige ved denne meddelelse er forbeholdet »hvis«. Man havde åbenbart en skyldig i kikkerten, men manglede blot beviserne.
Disse beviser blev tilsyneladende forelagt NATO’s Råd af Frank Taylor, som var embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium med titel af »rejsende ambassadør«, ved et lukket møde den 2. oktober, 2001, i Bruxelles.[vi] Frank Taylors rapport er omgærdet af en vis mystik. NATO’s generalsekretær Lord Robertson holdt efterfølgende en pressekonference, hvor han forklarede, at rapporten var – og vedbliver at være – hemmeligstemplet. Lord Robertson kunne kun viderebringe hovedkonklusionen:
»Vi ved, at de personer, som udførte disse angreb, var en del af det verdensomspændende al-Queda netværk, der ledes af Osama bin Laden og hans næstkommanderende, og som beskyttes af Taleban« (egen oversættelse).
Endvidere meddeltes:
»På baggrund af denne rapport er det nu blevet konstateret, at angrebet mod USA den 11. september blev dirigeret fra en fremmed magt (»was directed from abroad«), og at handlingen derfor er dækket af artikel 5 i NATO traktaten.«
Skjulte beviser
Det fremgår også af NATO’s pressemeddelelse, at der blev givet briefinger i de nationale hovedstæder, hvilket vil sige også i København. Dagen efter, den 3. oktober, blev Det Udenrigspolitiske Nævn orienteret og fik – må man formode – forelagt de beviser, som Frank Taylor havde præsenteret i Bruxelles dagen forinden.
Men den danske offentlighed har aldrig set dem.
Den 7. oktober faldt de første bomber i Afghanistan.
Den 8. oktober blev Det Udenrigspolitiske Nævn atter indkaldt og orienteret om de tiltag, som NATO havde besluttet den 4. oktober, heriblandt de nævnte overflyvningstilladelser.
Den politiske og juridiske legitimitet (moral snakker vi ikke om) af disse beslutninger og af den afgivelse af dansk, grønlandsk og færøsk suverænitet, de repræsenterer, ses at stå og falde med kvaliteten af de beviser, ambassadør Frank Taylor forelagde NATO-rådet den 2. oktober.
Regeringen har set disse beviser.
Det Udenrigspolitiske Nævn må have set dem.
Vi, befolkningen, har ikke set dem.
Nu skal Dansk Institut for Internationale Studier i gang med en ny undersøgelse, og vi har fået at vide, at den skal baseres på »tilgængelige oplysninger«.
Det bliver spændende at se, om Frank Taylors rapport, der førte til åbningen af det dansk/grønlandske luftrum, vil være tilgængelige for forskerne på DIIS – i al fortrolighed, naturligvis.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
