20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejderbevægelse haves – nærhed ønskes

Arbejderbevægelse haves – nærhed ønskes

Fredag, 25. november, 2011, 09:41:18

Det er et problem, når der stort set ikke er tillidsrepræsentanter på LO-kongressen, fordi man prioriterer afdelings- og forbundsfolk.

af Lars Mose, fællestillidsmand, Danish Crown Horsens

Alle vi folk fra arbejderbevægelsen ved, at den er rivende gal, vi mister medlemmer.

Vi stiller os alle undrende overfor, hvordan nogen dog kan finde på at forlade os. Det er jo os, LO-arbejderbevægelsen, der har sikret løn og arbejdsforhold i generationer.

For mig handler det om én ting. Nærhed.

Hvad nytter det, at vi laver strukturer på store kongresser, når medlemmer samtidig fosser ud af bagdøren, fordi de aldrig har set en repræsentant fra fagbevægelsen?

Hvad skal nye organisationsprojekter gøre godt for, når medlemmer hellere vil have en snak, hvis og når de føler, at arbejdslivet hænger dem ud af halsen?

Det er et problem, når der stort set ikke er tillidsrepræsentanter på LO-kongressen, fordi man prioriterer afdelings- og forbundsfolk.

Det er jo os tillidsrepræsentanter, der er medlemmernes nærmeste talerør. Hvis fagbevægelsens visioner ikke tager udgangspunkt i medlemmerne, er de uinteressante – set fra min stol.

Hvordan kan det være, at jeg som fællestillidsmand for 1300 organiserede slagteriarbejdere sætter spørgsmåltegn ved en organisation, som jeg lever og ånder for?

Det er ret simpelt. Jeg var gået fra at være anarkist og rebel til at være magelighedsorganisator, der kom de rette steder og holdt de rigtige skåltaler. Jeg havde pludselig mere øje for organisationen, end jeg havde for mine egne kolleger.

Heldigvis fik jeg et vink med en vognstang fra kollegerne. Om at de ønskede en større nærhed. Det vink giver jeg nu videre.

Så derfor, forbundsformænd, sekretærer og andet fagforeningsgodtfolk:

Tag nærhedsprincippet til jer, kom ud og snak med jeres medlemmer, gør kongresserne nærværende, drop projekterne – se jeres medlemmer i øjnene!

I har verdens bedste medlemmer, hvis I bare gider komme ud til dem. Tro mig, når jeg påstår, at den nærhed giver en meget bedre arbejdsdag og er første skridt til at lukke medlemstilbagegangen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2011 - 09:41   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev