20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Endelig en ny politik

Endelig en ny politik

Fredag, 25. november, 2011, 18:19:36

Efter 67 dage kan vi nu se de forskellige elementer, som regeringen vil gennemføre på sin første finanslov

Vi hilser det særligt velkommen når Danmarks nye beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, anlægger en ny motiverende og mere positiv tone overfor arbejdsløse og sygemeldte, lyder det fra 3F Esbjerg Transport. Her Mette Frederiksen på sin første arbejdsdag som minister.
Peter Anderson

af Henning Overgaard, 3F Esbjerg Transport

Ros til regeringen for den nye linje, som er til gavn for Danmark og lønmodtagerne.

Fagforeningen har tålmodigt afventet at kommentere den nye regerings politiske resultater og signaler, som er normal dansk tradition for en ny regering de første 100 dage. Efter 67 dage kan vi nu se de forskellige elementer, som regeringen vil gennemføre på sin første finanslov, så det er først nu man med rette kan begynde at kommentere den nye regerings politik.

S, SF og Ø har ikke 90

Helle Thorning er blevet tvunget til at gennemføre de urimelige forringelser af efterlønnen, som Lars Løkkes regering vedtog sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti, fordi Socialdemokraterne ikke har 90 mandater sammen med SF og Enhedslisten. Alligevel så er 3F Esbjerg Transport klar til at kvittere for den nye politik, der fremgår af regeringens finanslov.

Endelig – efter lang tids venten, kan man se, at der er forskel på politik i Danmark. Den nye regering har sammen med Enhedslisten markeret, at der er nye værdier og nye toner i dansk politik. I en tid, hvor politik oftest klinger negativt på grund af krise, skal der også være plads til ros når politikerne fortjener det.

Vi hilser det særligt velkommen når Danmarks nye beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, anlægger en ny motiverende og mere positiv tone overfor arbejdsløse og sygemeldte, men vi er heller ikke bange for konkret at pege på nogle af de ting, vi opfatter som positiv ny politik.

65 millioner til bekæmpelse af social dumping, er en positiv begyndelse på at styrke politiet og myndighedernes indgriben overfor virksomheders misbrug af udenlandsk arbejdskraft, som ulovligt eller kreativt underbyder og underminerer danske overenskomster og rettigheder.

En forlængelse af dagpengeperioden til udløbet af 2012, for de arbejdsløse som fik halveret deres ret til dagpenge af det tidligere VKO flertal. Det genopretter ikke VKO-skaden, men det er en god redningsaktion.

Fjernelse af det famøse prisloft på AMU-kurser, som den tidligere regering indførte, hilses særligt velkommen. Nu bliver det igen en selvvalgt mulighed for almindelige arbejdere, at tage et ganske almindeligt truck- eller svejsekursus, så de kan opkvalificere sig til nyt job, mens de går arbejdsløse.

Oprettelse af 3.000 skolepraktikpladser og undersøgelse af muligheder for klausuler om praktikpladser, ved offentlige anlægsopgaver, forbedrer mulighederne for de unge der ikke kan få en læreplads.

Tvivlsomt regeringsgrundlag

Det kan godt være, at det regeringsgrundlag S og SF forhandlede med de Radikale, ikke var det, vores medlemmer havde håbet på. Men til gengæld er den finanslov, som regeringen har forhandlet med Enhedslisten, et klart signal om, at der er forskel, og der er nye positive toner i dansk politik.

Det er ikke perfekt, men det er klart bedre for lønmodtagerne end det VKO gennemførte. Vi afventer dog stadig en afskaffelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, så sygemeldte ikke automatisk tvinges på kontanthjælp, mens de stadig er syge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2011 - 18:19   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev