10 års krig »for demokrati« i Afghanistan har ikke forbedret befolkningens livsvilkår.
af Jesper Petersen, Haslev
Partiet Venstre støtter ideen om at angribe Iran militært, fordi landet efter al sandsynlighed er ved at udvikle atomvåben.
Men hvorfor så ikke lægge ud med at bombe et af verdens farligste lande, Israel, der (i lodret strid med international lov) allerede har skaffet sig atomvåben? En fjernelse af styret i Israel vil samtidig eliminere Mellemøstens mest destabiliserende faktor.
Søren Pind er i dagspressen citeret for at kalde styret i Iran farligere end Saddam Husseins Irak. Hertil bør det retfærdigvis tilføjes, at den største fjende for de lande, som Vesten p.t. fører krig i, som for eksempel Irak, er det selvsamme Vesten.
10 års blodig krig »for demokrati« i Afghanistan har således ikke forbedret befolkningens livsvilkår. Og i Irak har krigen foreløbigt kostet 1,4 millioner irakere livet og drevet endnu flere i landflygtighed. De, der ikke kan flygte, frister en tilværelse i lovløshed, usikkerhed og kaos. Kun olien flyder – under USA’s militære beskyttelse – frit ud af landet; til verdens umættelige, miljøødelæggende industrisamfund.
Prisen for Vestens skatteborgere er på alle måder høj. 1.280 milliarder dollar menes Vestens angrebskrige siden 11. september 2001 at have kostet. Ydermere undergraver krigene (også) dag for dag vor kulturkreds’ positive, demokratiske værdier .
De, der mener, at nutidens USA-styrede krigspolitik er rigtig, har intet lært af historien, og bør for enhver pris forhindres politisk indflydelse, hvis man ønsker en fremtid uden krig, vold og terror som verdensorden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278