De venter altid. Det, de venter på, er, at vi bliver trætte og giver op.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

At kommunikere er en tillidssag. Vi må kunne stole på hinanden, hvis en samtale skal lykkes. Hvis vi mennesker generelt ikke kunne stole på hinanden, ville vores evne til at tale sammen gå i stykker, så ville vores samfund også gå i stykker, og vi ville formentlig uddø som biologisk art.

Nu sidder vi så her på det ugentlige orienteringsmøde sammen med pladsens ingeniør, som i forhold til os repræsenterer firmaets interesser og får sin løn for at varetage dem bedst muligt. Vi går på en brorenoveringsopgave, og fordi der er tale om renovering, er der også tale om fast timeløn og ikke akkord, hvor lønnen ligger højere.

Alligevel måtte vi for godt et års tid siden æde en timelønsnedsættelse på 10 kroner. Vi kunne vælge imellem det og så en fyreseddel. Omtrent halvdelen af firmaets arbejdskulier havde fået sådan én.

Også på akkorderne er der i det forløbne år blevet strammet voldsomt op. De seneste efterretninger, jeg har hørt, er, at de ikke tjente mere end et par kroner mere end os i timen, og forskellen på akkord og fast timeløn ligger normalt på meget mere, mindst en ti-tyve kroner.

Det fik også nylig konsekvenser, da et stort sjak af firmaets allerbedste, allerlængst ansatte og allermest stabile folk tog deres gode tøj og gik. De havde fundet arbejde i et par andre entreprenørfirmaer til fast timeløn, der lå 10 kroner eller mere over, hvad de havde haft på akkorden.

Vi andre kan jo prøve det samme, på den anden side havde vi fundet, at tiden måtte være gunstig for en lønforhandling. Vores udgangspunkt er, at hvis firmaet ønsker at holde på os, er det på tide, at det også afspejler sig i den kontante afregning.

Firmaet er imidlertid ret ligeglad med os, for det har lige opdaget den guldgrube, der hedder billige polakker, og det kører mange af de bærende entrepriser nu på. Så vores forhandlingssituation er vanskelig.

(Jeg er her i en parentes nødt til at sige til Enhedslistens folketingsgruppe, at det altså ikke er godt nok at forlange polakkerne betalt efter dansk overenskomst, for det vil bare sige mindsteløn på omkring 110 kroner i timen, og det er kun to tredjedele af, hvad de dårligst betalte danskere går for. Det kan vi ikke konkurrere med, af så lidt kan vi ikke betale huslejer og skat.)

Ingeniørens situation er også vanskelig. Det er ikke ham, der træffer beslutningerne om vores løn, det sker højere oppe i direktionen blandt instanser, som er omtrent usynlige og umulige at kontakte for os. Vi bliver end ikke tilkendt en reel forhandling.

Vi kan forhandle indirekte gennem vores ingeniør, der så skal bære vores budskab videre, eller vi kan ringe ind til direktionen og få at vide, at jo, de har skam hørt om vores problemer (tænk!), og der skal nok komme et udspil fra dem. De venter bare på et fællesmøde for entreprenører eller gud-ved-hvad. De venter altid. Det, de venter på, er, at vi bliver trætte og giver op.

Sådan er situationen. Og hvad er det nu for en slags samtale, der udspiller sig på sådan et ugentligt orienteringsmøde mellem os og vores ingeniør? Jo, vi rykker under trussel om at rejse vores vej for et svar omkring lønnen, og vi spørger, om der i det hele taget vil være arbejde til os på længere sigt. Men vi tror ikke en skid på, hvad han svarer.

Vi tror ikke på, hvad han siger om firmaets politik på området, som er, at polakkerne kun skal bruges som supplement. Der skal være en fast kerne på omkring hundrede danskere. Den kerne kan der naturligvis skæres ned på, og der skal nok ikke meget til, før man gør det.

Vi tror heller ikke på det, når han siger, at det lysner med hensyn til udsigterne for arbejde på længere sigt. Og vi har ikke tillid til hans ord, når han forsikrer, at det er hans fornemmelse, vi har al mulig grund til at forvente et positivt udspil fra firmaet om lønnen, og at det vil komme indenfor den allernærmeste fremtid.

Tror han på det, når vi truer med at rejse? Lidt gør han vel, ellers anstrengte han sig vel ikke sådan for at gyde olie på vandene. Han ved, at det vil give ham stjerner i firmaet, hvis han klarer at holde på os. Men han tror på den anden side ikke meget på vore trusler, ellers ville vi vel gøre mere ved det, tænker han. Han skal bare holde tungen lige i munden og undgå at provokere.

Så det er ikke ligefrem en situation båret af gensidig tillid, og det er der reelt heller ingen grund til. Hvordan kan vi overhovedet tale sammen med så lidt tillid omkring hinandens udsagn, og hvorfor gider vi? Det er et godt spørgsmål. Det er et spørgsmål om, hvordan og hvorfor kapitalismen i det hele taget klarer at fungere uden at nedbryde det samfundsfællesskab, den udfolder sig i.

Liberalister ville svare, jamen vi har jo et interessefællesskab, fordi vi har brug for arbejde, og firmaet har brug for at tjene penge, og derfor har vi indgået en kontrakt med hinanden, nemlig vores ansættelseskontrakt. Længere end den kontrakt rækker fællesskabet ikke, dybere er forklaringen ikke, og det er også forklaring nok.

Men det er ikke forklaring nok. Selv kontrakter er umulige, medmindre man i forvejen har et vist minimum af tillid at basere dem på. Vi skriver naturligvis ikke under på en ansættelseskontrakt, medmindre der er en vis minimal ressource af tillid, som gør, at vi stoler på, vores arbejdsgiver vil betale os den kontraktnedfældede løn, for eksempel.

Hvis han tager røven på os for tit, har vi ingen grund til at stole på ham, og så bliver der oprør på arbejdsmarkedet. Det er den slags tillid, der får samfund til i det hele taget at fungere.

Kapitalismen snylter på den tillid. Driver den snylteriet for vidt, graver den sin egen grav. Lad os så i det mindste sørge for, at den ikke graver vores med!