Vi kræver, at vi investerer os ud af krisen og dermed skaber flere arbejdspladser – og ikke sparer os ud af krisen, hvilket betyder, at arbejdernes vilkår bliver forringet.

Grækenland er et eksempel på, at den samme økonomiske politik ikke fungerer i alle lande, og et eksempel på, at en fejlagtig politik med at forsøge at spare sig ud af krisen koster den græske befolkning dyrt. Illustration: Latuff

fra den 15. Skandinaviske Transportarbejder Konference

200 skandinaviske transportarbejdere udtaler:

Den økonomiske krise i Europa betyder angreb på arbejdernes grundlæggende, faglige rettigheder. Vi kræver, at de ansvarlige betaler regningen for at få økonomien tilbage på rette spor.

Krisen skyldes, at de borgerlige, liberale regeringers politik globalt gennem de senere år har medført et større skel mellem rig og fattig – og der er tilmed kommet en større gruppe af rige.

De rige gav bankerne mulighed for at spekulere hæmningsløst med kapital, hvilket var startskuddet til krisen. Boligmarkedet kollapsede i USA og fik afsmittende, uoverskuelige økonomiske konsekvenser, også i Europa.

Den europæiske centralbank kræver, at der føres en fastlåst, økonomisk politik, således at de enkelte lande i eurozonen ikke kan regulere egen nationaløkonomi.

Det kan sammenlignes med, at der var ét centralvarmeanlæg i hele eurozonen, og at systemet kun var udstyret med én termostat, som var placeret i Frankfurt, og som der blev skruet op og ned på alt efter temperaturen i Frankfurt.

Flere lande i Europa kan altså ikke gennemføre politiske tiltag for at rette op på egen økonomi, og det betyder, at kollektive rettigheder fjernes, og krisen forværres.

Det fænomen ses i Grækenland, Portugal, Irland og senest i Italien. 

I EU har man besluttet at give Grækenland en økonomisk indsprøjtning for at redde landets økonomi med den betingelse, at Grækenland skal acceptere, at alle kollektive aftaler, forhandlet mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen i årtier, er opsagt.

Grækenland har ingen mulighed for sige nej til »tilbuddet«, da alternativet er, at landet erklæres bankerot.

Vi kræver, at vi investerer os ud af krisen og dermed skaber flere arbejdspladser – og ikke sparer os ud af krisen, hvilket betyder, at arbejdernes vilkår bliver forringet.

Vi vil forsvare vores kollektive rettigheder. Vi vil ikke acceptere, at den økonomiske krise skabt af spekulanter skal finansieres af tilkæmpede rettigheder for arbejdere.

Vi kræver, at regningen betales af den finansielle sektor, og at den finansielle sektor fremover skal under politisk kontrol.

Vedtaget på konferencen i Göteborg den 18.-20. november.