S-SF-R’s regeringsgrundlag lover faktisk, at der skal vedtages en klimalov med ambitiøse reduktioner i drivhusgasudledningen. Det lyder godt, men bliver det også omsat i handling?
fra Klimabevægelsen
Når repræsentanter fra verdens lande i dag (: den 28. november) mødes i Durban, Sydafrika, til det årlige klimatopmøde »COP17«, så er det med forventningen om, at de næste to ugers forhandlinger kun vil føre til meget sparsomme fremskridt.
Det meget lave forventningsniveau står i stærk kontrast til det faktum, at klimakrisens omfang fremstår tydeligere og tydeligere.
Alene siden det katastrofalt resultatløse COP15 Klimatopmøde i København (december 2009) har verden oplevet en række humanitære katastrofer, som kan relateres til klimaforandringerne.
Blandt de værste i erindringen fremstår den ekstreme tørke på Afrikas Horn og de voldsomme oversvømmelser i blandt andet Pakistan og Thailand.
Selv Danmark er ikke gået ram forbi med massive skybrud i både 2010 og 2011.
Men det bliver vores børn og børnebørn, som for alvor kommer til at mærke konsekvenserne af vores generations handlinger. Katastroferne vil nemlig komme endnu hyppigere i fremtiden i takt med, at CO2-udledningerne fortsætter.
Forværring
Og det går slet ikke i den rigtige retning: I 2010 var udledningerne hele seks procent højere end i 2009, og den globale temperaturstigning ser ud til at blive langt mere end de to grader, som FN har vurderet at være acceptabelt.
Klimakrisen forværres altså dag for dag, så længe verdens regeringer ikke formår at gennemføre konkrete tiltag, som skal dæmpe udledningerne.
Mens vi venter på, at de globale forhandlinger udmønter sig i en bindende global aftale, så hviler der samtidig et stort ansvar på de enkelte landes regeringer og befolkninger om at udvise ansvar for klimaet.
Danmark er et af verdens rigeste lande, som faktisk har råd til de nødvendige klimaløsninger. Så Danmark bør udvise ansvar og handlekraft ved at vedtage en klimalov, som det eksempelvis er set i England og Skotland.
Danmark skal vise vejen
Regeringsgrundlaget for den nye S-SF-R-regering lover faktisk, at der skal vedtages en klimalov med ambitiøse reduktioner i drivhusgasudledningen. En lov som samtidig vil sikre nye arbejdspladser, og som vil frigøre os fra afhængighed af de fossile brændsler.
Det lyder godt, men bliver det også omsat i handling? I den netop aftalte finanslov for 2012 synes klimaet ikke at være blevet prioriteret.
Der er netop nu forhandlinger om et nyt energiforlig. Disse forhandlinger må ikke blokere for de nødvendige mål i en klimalov, men de bør i stedet være knyttet op på en klimalov.
For at minde regeringen om, at en klimalov skal være meget stærk for at nytte, så vil vi på den Globale Klimaaktionsdag lørdag den 3. december gå til demonstration under parolen:
»Tag ansvar for klimaet – en stærk klimalov nu«.
Demonstrationen er vigtig, da vi borgere hermed markerer, at vi ønsker at holde politikerne fast på de løfter som de har givet os.
Klimademonstration i København lørdag den 3. december klokken 13 på Nytorv og klokken 14.30 på Rådhuspladsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278