Øverst i en troværdigheds-undersøgelse ligger sygeplejersker. Nederst ligger journalister, politikere og spindoktorer. Jamen – kan man nu forstå det?

Den nye regerings politik er – på nær nogle enkelte lyspunkter – en fortsættelse af den forriges. Man vil ikke tage et opgør med den asociale og militaristiske linie, fordi – som man siger – man kan tælle til 90. Det hele gøres til et parlamentarisk problem. Hvorfor mobiliserer man ikke befolkningen, kritiserer Anton Nielsen fra sin celle i Horserød.

Mette Kramer Kristensen

Af Anton Nielsen

Den 17. oktober kunne man i en af gratis-aviserne læse resultatet af en undersøgelse - en troværdigheds-undersøgelse. »Radius Kommunikation« havde spurgt 1000 mennesker mellem 18 og 65 år om deres holdning til 17 forskellige faggruppers troværdighed.

Øverst lå de ellers så udskældte sygeplejersker. Nederst lå i nævnte rækkefølge: journalister, politikere og spindoktorer.

Jamen – kan man nu forstå det? Det var vel nok en overraskelse!

Disse fine folk. Berømte og feterede skærmtrolde og vommede redaktører. Stålsatte politikere – de store løfters kvinder og mænd. Kan det virkelig passe? Ja, måske. Lad os se dem lidt efter i sømmene:

* Journalisterne – pressens nålestribede »gulddrenge«, som blot skriver det, de har fået besked på. Ét den ene dag – det modsatte den næste. Man er omstillingsparat – også i den grad.

Deres historiske uvidenhed er monumental. Men uvidenhed er tilsyneladende en dyd. Ja vel på det nærmeste en betingelse for at man kan begå sig i faget. I hvert fald er uvidenhed – for ikke at sige dumhed – ingen hindring for den stræbsomme journalist. Uden at blinke kolporterer man halve sandheder og hele løgne. Målet helliger midlet. De bære et stort ansvar for den almene politiske uvidenhed og fordummelse.

* Politikerne, hvis fornemste kvalitet tilsyneladende er, at de kan tælle til 90. Visioner og ideer er for længst gemt af vejen i den store glemmebog. Ideologi og politisk holdning hører fortiden til. Klassekampen er – ligesom Unionen – stendød.

Imens breder fattigdommen sig. For i dag styrer Markedet og Gud Mammon. Det er de riges paradis. Derfor er skatteyderne selvfølgelig udset til at polstre de nødstedte banker. Det er den eneste vej ud af krisen. Der er 99 procent fattige og én procent rige. Så er det da helt rimeligt, at flertallet betaler gildet. Det må da enhver kunne forstå?

* Og så spindoktorerne – undersøgelsens absolutte bundskrabere – som har gjort deres til at forvirre begreberne for almindelige mennesker. Det er et 24-timers job. Munden står ikke stille ét sekund. Måske bliver de betalt pr. tusind ord? Tomme ord og indholdsløse såkaldte »analyser« – det rene hokus pokus – står dem ud af halsen i lårtykke stråler.

Deres ærinde er, at gøde jorden for det kapitalistiske samfund. Det er indoktrinering af tredje grad. De er ideologiske snoge fra Magtens gemakker, der giver »gode råd« om alt mellem himmel og jord. Ikke noget at sige til, at de rangerer nederst på listen.

Det er det gode ved undersøgelsen. Den viser med al tydelighed, at de er gennemskuet, som de fusentaster og politiske bedragere, de er.

Nu falmer skoven trindt om land…

Læserne må undskylde mig ovenstående vredesudbrud – det var måske lidt rigeligt at gøre ud af den flok løjsere – men jeg kan blive så edderspændt rasende, når jeg som nu sidder i fængsel, og mine muligheder for at give udtryk for mine meninger er stærkt begrænset. Men nu er dampen lukket ud, lad os da se lidt på den sidste tids makværdigheder.

I valgkampen lovede man guld og grønne skove. Nu er det politiske efterår sat ind. Nu falmer skoven trindt om land. Som de visne blade – således også de gyldne løfter. De falder stille til jorden og fejes væk af vinden. Forude venter vinteren. Det bliver en kold tid for de arbejdsløse, de syge, de gamle og de unge – ja faktisk for alle almindelige mennesker.

Den nye regerings politik er – på nær nogle enkelte lyspunkter – en fortsættelse af den forriges. Man vil ikke tage et opgør med den asociale og militaristiske linie, fordi – som man siger – man kan tælle til 90. Det hele gøres til et parlamentarisk problem. Hvorfor spørger man ikke befolkningen? Hvorfor mobiliserer man ikke fagbevægelsen? Hvorfor bryder man ikke med den golde parlamentarisme - og sikre sig et flertal i befolkningen for en anden politik?

Men hvorfor tager man ikke kampen og slås for det, man lovede sine vælgere? Det ville vække respekt – en respekt man ikke har for nuværende – uanset at man dermed udløste et nyvalg. Et valg, som man havde mulighed for at vinde, netop fordi man vil fremstå som de, der står ved deres ord. Man ville have skaffet sig et helt andet grundlag for handle – et grundlag som ville hvile på et reelt folkeligt mandat.

Men nej – det vil man naturligvis ikke. Fordi man grundlæggende er enig med den foregående regerings politik. Man har oven i købet bundet sig selv på hænder og fødder med forlig indgået med VKO-regeringen.

Regeringen består som bekendt af tre partier, to borgerlige partier – Socialdemokratiet og Det radikale Venstre og dertil et forpjusket SF – Sand Flugts Partiet – som for længst har opgivet enhver selvstændig tanke og bare følger trop.

Ikke overraskende for de af os, som har fulgt dette parti – født i antikommunismens navn – fra dets dannelse indtil nu, hvor de hastigt er på vej mod »De Døde Skibes Ø« – endestationen for politiske vrag. Men et par ministerposter blev det da til. Tillykke hr. Sohn! De vil gøre Dem i kjole og hvidt ved nytårstaflet.

Så med den sammensætning af regeringen, er der måske ikke så meget at sige til, at det går, som det gør. Måske har mange spændt forventningerne for højt, i håbet om nye og bedre tider, og dermed glemt tidligere tiders bedrøvelige erfaringer med lignende regeringer. Derfor til slut en lille og ufuldstændig huskeseddel – så vi ikke glemmer igen – men som desværre nok vil blive adskilligt længere inden for kort tid.

Den politiske huskeseddel (mangelliste)

1/ Udenrigsminister Søvndal har droppet den lovede kommissionsundersøgelse af CIA’s ulovlige torturflyvninger over grønlandsk og dansk luftrum. Efter forhandlinger med Grønlands hjemmestyreformand, overlader man de fremtidige undersøgelser til de grønlandske myndigheder, som står fast på at undersøge den slibrige sag så langt, det er dem muligt. Deres tiltro til de amerikanske løfter, kan efter Thule-sagen, ligge på et meget lille sted.

- Ovennævnte udenrigsminister glædede sig såre over mordet på Gadaffi. Danske piloter smed 923 humanitære, præsitionsbomber over Libyen. Hvor mange slog de ihjel? Hvor glad var du, Villy Søvndal? I 1960 gik SF til valg under parolen.

- Og hans lidet glorværdige entré på den internationale scene: Et stort flertal stemte for palæstinensernes optagelse i UNESCO. Men vor nye udenrigsminister stemte blankt! Vi finder »timingen forkert« – og palæstinenserne skal »ind ad fordøren ikke ad bagdøren« forklare han sin følgagtighed over for storebror i Washington.

2/ Krigsminister, Nick Hækkerup har klart givet udtryk for, at han vil fortsætte VKO-regeringens såkaldte »aktivistiske udenrigspolitik« – læs militaristiske udenrigspolitik. Han er klar til at deltage i angreb overalt på kloden, når trompeten kalder, og ordren kommer fra Pentagon. I demokratiets navn – naturligvis.

For at være på højde med situationen, afskaffes værnepligten og en professionel hær oprettes. Slut med fodtusserne – plads for de professionelle, fædrelandsløse mordere.

3/ Af justitsminister, Morten Bødskov – manden »der nød at stemme for terrorlovene i 00-erne« – skal man næppe forvente det store, når det gælder afvikling af den kriminelle terrorlovgivning. Tværtimod! PET kan fortsætte sine aflytninger af befolkningen. Retssamfundet undergraves. Derfor skal kampen mod terrorlovene forstærkes. Vi kommer til at slås for hver eneste skridt fremad.

4/ Social- og integrationsminister Karen Hækkerup har besluttet af igangsætte en kortlægning af de højre- og venstreradikale grupper. Der er absolut behov for en undersøgelse af de højreekstreme grupper, som vinder frem i hele Europa. Flere steder sidder de i regeringskontorerne. Det kan anbefales ministeren at rekvirerer DEMOS oversigt over de højreradikale, fascistiske grupper i Europa – inklusive Danmark. Det er nyttig læsning.

Hvad venstrefløjen angår, så forekommer en undersøgelse fuldkommen meningsløs, hvis da ikke formålet er – endnu engang – at forsøge at kriminaliserer krigsmodstandere, fredsforkæmpere og antifascister.

5/ Sidst men ikke mindst: Regeringen fører nøjagtig den samme politik som VKO-regeringen. Den såkaldte »tilbagetrækningsreform« er stadig ved magt – det har man jo lovet VKO. Hvad med det man har lovet de unge, de arbejdsløse, efterlønnerne og pensionisterne?

Jeg slutter her, men læserne kan selv fortsætte. Huskeseddel – mangellisten – kan desværre blive meget længere.