Selvfølgelig har vi ikke fattigdom, som vi ser i Etiopien og Somalia. Men det ændrer ikke på, at der er 234.000 danskere, som lever under OECD’s fattigdomsgrænse.

Børn rammes hårdt af fattigdom i familien. | Modelfoto: Mette Kramer Kristensen

Nyhedskommentar

af Ulla Rosenvold

Samtidig med at rækken af private julehjælpsorganisationer enstemmigt melder om en voldsom stigning i antallet af ansøgere til julehjælp, har vi fået en diskussion om, hvor vidt der overhovedet er fattige i Danmark.

På baggrund af et enkelt eksempel på en kontanthjælpsmodtager, som har råd til både smøger og hundemad, forsøger Liberal Alliance og resten af blå blok at aflive enhver debat om fattigdom i Danmark. Ifølge dem er problemet, at kontanthjælpen er så lukrativ, at det slet ikke kan betale sig at arbejde.

Lad os lige slå fast, at der er 234.000 mennesker i Danmark, der lever under OECD’s fattigdomsgrænse. 65.000 af dem er børn.

Selvfølgelig er der ikke tale om fattigdom og nød, som vi ser i Etiopien eller Somalia, hvor mennesker dør af sult. Der er tale om mennesker, som er fattige i forhold til den almindelige levestandard i Danmark.

De allerfattigste er familier på starthjælp og andre af de nedsatte kontanthælpssatser. En undersøgelse, analyseinstituttet CASA lavede sidste år, viser, at en flygtningefamilie på starthjælp med tre-fire børn har et rådighedsbeløb på mellem 3000 og 5000 kroner om måneden, når der er betalt skat, husleje og de helt nødvendige faste udgifter.

Det betyder, at der er mellem 100 og 170 kroner om dagen til at betale for mad, tøj, transport og fritidsaktiviteter for fem eller seks personer. Enhver kan sige sig selv, at der ikke er råd til andet end discountmad og tøj fra genbrugsbutikken. Fornøjelser er en uhørt luksus.

Fattig barndom

Fattgdommen i disse familier rammer især børnene. De fortæller om en barndom, hvor de er udelukket fra andre børns fællesskab, fordi de ikke har råd til at betale for eftermiddagsmaden i fritidshjemmet, gå i biografen med vennerne eller til fodbold, invitere venner hjem til middag, tage med på studietur eller holde børnefødselsdag.

Starthjælpen blev indført i 2002. Den er 35 procent lavere end kontanthjælpen, som indtil da havde været den laveste ydelse i det danske sociale system. Det rykkede grænsen for, hvad vi vil være bekendt at lade mennesker, som ikke kan forsørge sig selv, overleve for.

Argumentet var dengang, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er det samme vi hører i dagens debat. Logikken er, at hvis man forarmer mennesker, bliver de tvunget til at finde sig et job, og bliver parat til at acceptere selv meget ringe løn- og arbejdsforhold.

Men undersøgelser viser, at fattiggørelse kun får en lille del af starthjælpsmodtagerne i arbejde. Hovedparten synker bare dybere ned i elendigheden og bliver fastholdt i en ond cirkel, som det bliver endnu sværere at komme ud af.

I øvrigt viser nye tal, at 96,8 procent af danskerne i arbejde har en gevinst på mere end 1000 kroner om måneden ved at arbejde frem for at være på kontanthjælp.

Ingen vil ansætte

Det er jo også en betingelse for at kunne komme i arbejde, at der er et arbejdsmarked, som er parat til at ansætte en.

Mange af starthjælpmodtagerne er kendetegnet ved dårlige danskkundskaber og traumer på grund af krig og nød.

I den brede gruppe af kontanthjælpsmodtagere har mange psykiske og sociale problemer. Her gemmer sig også en stor gruppe, der blev ramt af ungdomsarbejdsløsheden i 80’erne. De kom aldrig ud på arbejdsmarkedet, men blev hængene i kontanthjælpssystemet. Når mennesker oplever over længere tid, at der ikke er brug for dem, kan det smadre deres arbejdsevne.

Det er ikke mennesker med de her problemer, arbejdsmarkedet står i kø for at ansætte. Især ikke i en tid, hvor vi igen oplever stigende arbejdsløshed og kravene til den enkelte er tårnhøje.

Det er befriende, at den nye regering nu afskaffer de mest fattigdomsskabende satser og giver kontanthjælpsmodtagere lov til at holde ferie ligesom alle andre mennesker. Det er til gengæld yderst negativt at høre socialministeren tale om, at vi skal gøre op med krævementaliteten.

Problemet er ikke, at kontanthjælpsmodtagerne stiller urimelige krav. Problemet er, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om samfundet har et ansvar for at sikre et rimeligt eksistensgrundlag for dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv.