Det er muligt at få øje på regeringens vilje til at finde nye veje og nye værdier i dansk socialpolitik, men lige så let er det at få øje på, at tonen fra det sidste 10 år er svær at slippe.

Martin Mounzer

Udenfor

af Preben Brandt

Der er gang i den socialpolitiske debat lige nu. Socialministeren mener, at hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar for fællesskabet.

Folketingets socialudvalgsformand tager på besøg hos en påstået fattig kvinde sammen med en journalist og en politiker, som skal overbevises om, at der er mennesker i Danmark, som er fattige, men glipper med det og opnår vel nærmest det modsatte. Og en ny rapport viser, at der i dag er lige så mange hjemløse som for både to og fire år siden.

Jeg kunne håbe, at socialministerens udtalelse om, at vi skal påtage os vores pligter og ansvar over for fællesskabet, var rettet mod de økonomisk og socialt stærke borgere. Men det var det ikke.

Hun talte om at de, der ikke er i arbejde, og som overlever på offentlige ydelser, skal forstå, at de også har pligter. Selvfølgelig har kontanthjælpsmodtageren pligter, som langt flertallet gerne lever op til, hvis de kan. De, der kræver i dagens samfund, er medlemmer af den veluddannede og vellønnede middelklasse, som har glemt alt om solidaritet.

Et positivt skridt

Men heldigvis kan jeg så være glad for, at fjernelsen af de særlige og meget lave kontanthjælpsydelser ikke falder ind under begrebet krævementalitet. Det fremgår af finansloven for 2012, at disse dybt asociale og fattigdomsskabende ydelser forsvinder fra næste år. Og når det står i finansloven, så bliver det vel også sådan.

Debatten om fattigdom og ikke mindst debatten om en officiel fattigdomsgrænse har efterhånden kørt gennem mange år, og er gang på gang blevet forplumret ved at blive trukket ud på mærkelige veje og vildveje.

Men det er faktisk meget enkelt, for Finansministeriet benytter en fattigdomsgrænse, som de godt nok kalder en lavindtægtsgrænse. Den beregnes år efter år og bruges i international sammenhæng til sammenligning af fattigdom og ulighed i de enkelte lande. Det er en relativ grænse, som udelukkende benytter sig af objektive tal og dermed giver et indiskutabelt billede af hvor mange, der har så lav en indkomst, at de kan opfattes som fattige.

Sammen med andre beregninger af ulighed vil det give et godt billede af fattigdom og ulighed i Danmark. Så havde vi det på det rene, og vi kunne derefter diskutere dels de fattigdomsindikatorer, som den tidligere regering var så forhippede på at indføre og dels årsagerne til og konsekvenserne af fattigdom for for eksempel børn og sundhed.

Eller for den sags skyld diskutere om fattigdom er selvforskyldt, eller om det slet ikke er et problem at være fattig.

Ingen forbedring

Jeg har ventet på den rapport, der skulle fortælle hvor mange hjemløse, der var i Danmark i uge 6 i år. Tællingen er blevet foretaget præcist to år efter, at staten har sat en fireårig hjemløsestrategi i gang og i den forbindelse bevilget 500 millioner kroner over de fire år til at reducere hjemløsheden.

Selvom man kun var halvvejs i forløbet forventede jeg, at der måtte være en forandring til det bedre at se. Men nej, hverken på landsplan eller i København, hvor op mod 40 procent af alle landets hjemløse befinder sig, er der færre hjemløse. Der er færre, der lever på gaden, men den udvikling begyndte allerede før hjemløsestrategien blev iværksat.

Et af de forhold, der specielt er sat fokus på i hjemløsestrategien, er en reduktion i antallet af helt unge hjemløse og især, at de meget unge hjemløse ikke skal ind og bo på et herberg. Antallet af unge hjemløse er alligevel steget markant, og der er flere, der overnatter på herberger.

For hele landet er der en stigning over de sidste to år i antallet af helt unge hjemløse, der overnatter på herberg fra 152 til 220 og for København fra 47 til 68. Hvordan kan vi lade så mange unge bo på hjemløseherberger, når vi kender de skræmmende og langvarige konsekvenser, det har at være indenfor sådan et sted?

Og hvordan kan det være, at man ikke kan se nogen som helst effekt af en sådan velfinansieret øget indsats?

Det er muligt at få øje på regeringens vilje til at finde nye veje og nye værdier i dansk socialpolitik, men lige så let er det at få øje på, at tonen fra det sidste 10 år er svær at slippe. Man måler nu engang et samfunds anstændighed på hvordan det tager sig af de svageste af samfundets borgere.