Nordsøaftalen har sikret Mærsk og partnere i DUC en forrentning på fem til seks gange markedsrenten takket være, at olieprisen er femdoblet siden aftalens indgåelse.
af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Det er godt, at aftalen med Mærsk er taget op igen, hvilket formentlig blandt andet skyldes Enhedslisten.
Men.... er formålet for regeringen, at Mærsk virkelig kommer til at betale mere? Eller er der mest tale om et politisk stunt fra klimaministerens side, der skal give indtryk af handlekraft, men mest skal lukke munden på kritikere?
Retten til undergrunden tilhører suverænt samfundet, repræsenteret ved den danske stat. De fleste stater har – for at maksimere de statslige indtægter fra olie – benyttet sig af et stærkt, statsligt olieselskab og/eller udbud mellem private selskaber.
Derfor er det besynderligt, at A. P. Møller i Danmark – for et gebyr på 40 kroner – i 1962 fik eneretsbevilling til at efterforske og udvinde olie- og gas frem til 2012.
Det skete med henvisning til at bevare ressourcerne på danske hænder, hvorefter Mærsk afhændede totredjedele af bevilling til to udenlandske, multinationale selskaber (Shell og Chevron), som blev partnere med Mærsk i Dansk Undergrunds Consortium (DUC).
I takt med olieprisernes stærke stigning fra 1970’erne og fremefter forsøgte socialdemokratiske regeringer at stramme beskatningen.
Den var dog ikke særlig effektiv, og en af regeringen nedsat kommission (Kulbrinteudvalget) foreslog i 2001 at indføre en beskatning, som sikrede olieselskaberne en normal forrentning, men inddrog overnormale profitter.
Planen blev imidlertid aldrig til noget, fordi VK-regeringen ved økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i stedet indgik en aftale, som nok øgede beskatningen her og nu, men på længere sigt sikrede olieselskaberne et fedt udbytte af kommende olieprisstigninger – hvilke der som bekendt har været mange af siden.
Superprofitter
Det må anerkendes, at den danske stat har tjent ganske mange penge på olien fra Nordsøen. I form af skatter, afgifter og overskudsdeling er indtægterne de seneste 10 år løbet op i alt 214 milliarder kroner. Men det er i endnu højere grad tilfældet for olieselskaberne.
Nordsøaftalen har sikret Mærsk og partnere i DUC en forrentning på fem til seks gange markedsrenten takket være, at olieprisen er femdoblet siden aftalens indgåelse.
Det er op til 30 procent højere end i andre brancher. Penge, som ville have været til det offentliges disposition, hvis man havde gennemført kulbrinteudvalgets forslag om blot at sikre olieselskaberne en »normal« profit.
Nærmere bestemt har tænketanken Concito beregnet, at det danske samfund har mistet 75 milliarder kroner i skatteindtægter i forhold til den i Kulbrinteudvalget i 2001 foreslåede højere beskatning.
Samtidig skal en såkaldt kompensationsklausul beskytte DUC mod fremtidige forhøjelser af beskatningen.
Årsagerne til, at aftalen i sin tid i den grad favoriserede Mærsk frem for det offentlige, er flere: Mærsk er en gigant i dansk økonomi, og at der har været et element af erhvervsstøtte i Nordsøaftalen, er givet.
Endvidere giver stor økonomisk betydning selvfølgelig en meget stor politisk indflydelse.
Der har formentlig derfor også været tale om en politisk »vennetjeneste« til de Konservatives og Venstres gode »allierede« i A.P. Møller, som sikkert til gengæld har ydet rigelige bidrag til de to borgerlige partiers partikasser og valgkampe.
Til gengæld fik samfundet/det offentlige/staten for lidt ud af Nordsøaftalen. For Nordsøaftalens forgyldning af Mærsk og Co modsvares jo af en tilsvarende mindre indtægt hos det offentlige. Nærmere bestemt 75 milliarder kroner.
Regeringen og klima- og energiminister Martin Lidegaard må på den ene side anerkendes for overhovedet at bryde mange års tabu mod at diskutere aftalen. I samme åndedrag må det dog bemærkes, at klimaministerens udmeldinger om formålet har været tvetydige.
På den ene side er der peget på, om staten kunne have fået flere penge ud af aftalen, og at man »bør reparere, hvis der er noget at reparere«, samt at kompensationsklausulen ikke bør give DUC ret til erstatning for højere beskatning helt til 2042.
På den anden side har ministeren kategorisk erklæret at stå ved aftalen, hvilket er på forhånd at overgive sig til Mærsks nåde og forgodtbefindende.
Han har også udtrykt, at »aftalen er god«, og at formålet med at tage aftalen op til eftersyn er at »dræbe myter« (om det modsatte).
Mulige udfald af serviceeftersynet
Det første mulige scenario for udfaldet af »servicechecket« indebærer, at der i klima- og energiministerens åbning for »reparation af aftalen« ligger, at man faktisk vil gøre et seriøst forsøg overfor A. P. Møller på at få hevet nogle flere penge hjem.
Det burde i yderste tilfælde indebære, at man er villig til at bryde aftalen. Når staten årligt får 10 milliarder kroner for lidt ind på aftalen, ville det som anført efter nogle år have tjent sig ind igen.
Herved ville samfundet få et betydeligt større udbytte af olieudvinding i stedet for, at pengene i dag går til de multinationale olieselskaber som superprofitter.
Det andet mulige scenario er, at eftersynet af Nordsøaftalen er et politisk stunt, som primært skal munde ud i, at der ikke kan laves nogen ændringer (på grund af kompensationsklausulen), samt måske »dokumentere«, at der heller ikke er grund hertil.
Formålet kunne altså fra Radikales side være at stoppe et hold-kæft-bolsje i munden på utilfredse med aftalen blandt S- og SF-vælgere, samt ikke mindst på Enhedslisten: »Nu har vi prøvet, men vi kunne altså ikke komme nogen vegne, så nu må diskussionen om Nordsøaftalen altså stoppe.«
Et tredje muligt scenario er, at regeringen går efter en mere kosmetisk ændring af Nordsøaftalen. Det kunne bestå i, at beskatningsprocenten på den ene side forhøjes (i dag omkring 60 procent), men hvor der til gengæld indføres en fradragsret for foretagne investeringer til olieudvinding.
Hermed øges beskatningen af DUC formelt set, men for selskaberne vil det næppe hæve den effektive beskatning væsentligt, idet fradragene i modsætning til i dag vil nedsætte den effektive skatteprocent, så den formentlig ville ende omkring de nuværende eller måske endda under – afhængig af hvor store investeringer selskaberne foretager.
Staten ville formentlig ikke få flere penge ud af beskatningen af Nordsøolien i forhold til i dag. Men det ville for den danske stat dog give en vis fordel, at man får sikkerhed for, at en større del af DUC’s overskud investeres i øget olieproduktion fra Nordsøen. I modsætning til i dag hvor pengene fra Nordsøen ryger lige i olieselskabernes kasse, uanset om de investerer i fremtidig produktion.
Og med større investeringer kan der formentlig på længere sigt komme en større produktion og dermed et større volumen i de danske skatteindtægter fra Nordsøen.
Det er dog en ringere løsning end at omgøre aftalen og hæve beskatningsprocenten, idet staten herved ville få et langt større provenu ud af ændringen.
God brug for pengene
Der vil være god brug for, at der kommer flere penge fra olien til det danske samfund. Vi har som bekendt både en stor arbejdsløshed og et stort statsunderskud.
Mærsk-direktør Niels Smedegaard Andersen har her gjort sig til talsmand for, at der ikke er råd til velfærden, og at det offentlige burde spare 5-10 procent af udgifterne.
Det var nok så indlysende i stedet at starte med, at Mærsk og partnere betaler den skat, de burde. At der i hvert tilfælde kom noget mere til det danske samfund ud af Nordsøolien.
Hertil kommer, at Danmark – for at leve op til sine forpligtelser i henhold til EU og egne mål om stærkt at reducere udledningen af CO2 indenfor de nærmeste årtier – vil have brug for store beløb til nødvendige investeringer i og støtte til energirenovering, energieffektivisering og omstilling fra energiproduktion baseret på fossile brændstoffer til vedvarende energi.
Denne grønne omstilling fra sorte energikilder vil kræve store beløb i de kommende årtier. Hvad ville være mere passende, end at de midler kom fra øget beskatning af olien.
Skal det virkelig batte noget, kræver det et mere grundlæggende opgør med den nuværende aftale og dermed med dansk økonomis erhvervsgigant par excellence, Mærsk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
