Regeringen fremhæver i regeringsgrundlaget, at den vil styrke voksen- og efteruddannelsen. Men prioriteringen ses ikke i finanslovsforslaget.
fra Uddannelsesforbundet
Genopretningen af AMU kan ikke vente til trepartsforhandlingerne en gang til næste forår. Systemet er truet af kollaps, og det balancerer på gravens rand.
Manglende handling nu vil ikke bare være at svigte de kortuddannede og de ledige, men også det arbejdsmarked, der bygger på kvalificeret arbejdskraft. Uddannelsesforbundet kræver derfor, at regeringen handler nu:
* Fjern prisloftet på lediges 6-ugers selvvalgt uddannelse
* Genopret AMU-taksterne
* Bring VEU-godtgørelsen tilbage til fuld dagpengesats
* AMU skal være tilgængeligt for alle, der har brug for efteruddannelse – fjern forhindringen for mennesker med forældede uddannelser.
Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) er de seneste par år blevet beskåret med over 30 procent, og 200.000 færre er derfor kommet på AMU-kurser.
De massive besparelser i Genopretningsaftalen fra 2010 betød desuden, at vilkårene for de kortuddannedes kompetenceudvikling blev stærkt forringede.
Samtidig er det netop AMU, der sikrer en fleksibel arbejdsstyrke, så danske virksomheder kan få kvalificeret arbejdskraft med opdaterede kompetencer.
Virksomhedernes konkurrenceevne kræver, at de har en veluddannet arbejdsstyrke til rådighed, og det er blandt andet AMU en garant for. Og den veluddannede arbejdsstyrke er en af vejene ud af den økonomiske krise.
Regeringen fremhæver i regeringsgrundlaget, at den vil styrke voksen- og efteruddannelsen. I regeringens finanslovsforslag kan vi imidlertid ikke se prioriteringen af voksen- og efteruddannelse.
Regeringen fjerner ikke prisloftet på 3500 kroner for lediges selvvalgte uddannelse. Den genopretter ikke AMU-taksterne, som ellers er beskåret med over 100 millioner kroner de seneste par år.
Den sikrer heller ikke, at borgere med forældede uddannelser kan deltage i AMU-kurser. Regeringen konstaterer blot, at prioriteringen af voksen- og efteruddannelsen må vente til trepartsforhandlingerne i foråret 2012.
Regeringen må handle nu!
Vedtaget på kongressen den 18.-19. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278