Basser gør os tunge og dorske, det er den slags, man serverer, når der skal bages rævekager og laves rådne kompromisser. Bajere er trods alt bedre til at sætte kog på gryden.

af Kjeld Stenum

Dette er en skærveknuser om fortiden. For nu om dage er der ingen drukkultur på byggepladserne. Selvom officiel sundhedspolitik går stærkt ind for grøntsager, hvorunder vi betonere naturligvis også regner det, der er indeni grønne flasker, så har velmenende funktionærer og alkoholforbud forvandlet os fra sunde øldrikkere til et usundt kagespisende folkefærd.

Ja, engang var der ligefrem en funktionær, som havde kvajet sig, så han skyldte os en omgang basser. Han kom og serverede sund økologisk gulerodskage i stedet for. Det mobbede vi ham for i månedsvis bagefter. Skulle det være kage, skulle det fandeme ikke være noget med økologi og gulerødder.

Men der blev drukket meget på byggepladserne, da jeg var yngre. Helt tilbage i min ungdom var jeg i et sjak, hvor vi havde fire pauser om dagen. Vi gik i skuret i hver eneste pause, og der kom bajere på bordet hver gang, undertiden af dem med krave på. Havde ingeniøren gjort os sure, tog vi mere end én og forlængede pausen. Og når der på den måde var blevet fyret godt op under bejdsen, gik han ind til ingeniøren for at forhandle løn.

Imens blev vi andre naturligvis i skuret. Og før forhandlingerne var slut, var vi så godt lakket til, at der absolut ikke blev mere ud af den dag. Andet end det husker jeg helt ærligt ikke, der nogensinde kom ud af det.

Men det endte nu nok som dengang, de ville have mig med ud at sejle. Det var bejdsen og hans bror, de havde en båd. Om foråret brugte de alle deres weekender på at gøre den sejlklar, der er meget miljø omkring sådan noget lystsejlads, så der røg et par bajere ned i de weekender også.

Men da den var blevet klar, skulle de jo have os andre med ud på en tur. Der meldte jeg fra, det må jeg indrømme, og det var ikke, fordi jeg havde noget imod bajere i weekenderne, det var, fordi jeg ikke var helt tryg ved, at de to brødre var bedre til at styre båd end til at styre bajere.

Efter weekenden fik jeg mine bange anelser bekræftet. Bejdsen, som var styrmand, havde hurtigt fået så meget indenbords, at han blev træt og gik under dørken for at sove den ud. Så var der ingen til at styre, de andre havde jo hver deres opgave ombord, det handlede vist mest om noget med ikke at tabe den flaske, de sad med i hånden. Og så drev båden på grund.

Sådan gik det vel også med vores byggeri. Jeg husker ikke længere detaljerne, men vi var i hvert tilfælde ikke særlig længe i firmaet. Og bagefter gik sjakket i opløsning.

Selvom det er blevet meget mere stressende at være betoner, bider vi mere i os, efter at bajerne blev forbudt. Men det er altså heller ikke specielt inspirerende at sidde og snakke om de ting, vi er utilfredse med, over kaffe og blødt brød. Basser gør os tunge og dorske, det er den slags, man serverer, når der skal bages rævekager og laves rådne kompromisser, når ansvar skal forflygtiges. Bajere er trods alt bedre til at sætte kog på gryden, hvis der skal konfliktes.

En anden gang arbejdede vi på Ceres-bryggeriet i Aarhus. Fra bryggeriets side stillede de to kasser ud til os hver dag til fri afbenyttelse. Det kunne nogle administrere, andre ikke. Den ene af de to, jeg dengang gik sammen med, var en gammel gnavpotte, Ivan, kan vi kalde ham her, og han hidsede sig vældigt op over det med de kasser. Han rørte aldrig øl selv. Vi andre var enige om, at derfor kunne han vel godt unde os andre dem.

Den anden, Henrik, var på min alder, altså meget ung. Vi var kun glade for at kunne få et par gratis bajere i løbet af en arbejdsdag. Men vi styrede det nogenlunde. Kranføreren kunne også godt lide øl, og han havde sværere ved at styre det.

Engang blev Ivan og Henrik uenige om et hejs. Ivan mente, det var en uforsvarlig anhugning, Henrik havde lavet, og da det var Ivan, der var den erfarne, sved kritikken jo, så Henrik protesterede. Så flegnede Ivan fuldstændigt ud. Den knægt skulle fandeme lære at lytte til dem, der vidste noget om, hvad det handlede om, ellers blev han aldrig gammel på nogen byggeplads.

Bagefter blev Ivan flov og fortalte, at han engang havde fået et hejs i hovedet, som en fuld kranfører havde tabt, og fra dengang gik han stadig rundt med en splint indeni hovedet, som de ikke havde villet fjerne. Og med den kranfører deroppe, sagde han og nikkede op mod tårnkranen over vore hoveder, så skulle der altså ikke meget til, før han tændte af.

Det gik også galt med den kranfører. Henrik og jeg blev ikke så længe på pladsen, vi fik en fyreseddel for at nægte at arbejde i regnvejr, men én af de sidste dage, vi var der, fik tårnkranen så meget sving på, at byrden gungrede ind og lavede et stort hul i det eksisterende bryggeris gavl, som ellers skulle have været bevaret. Så han nåede at ryge ud før os.

Hvad skal man sige? Det er noget rigtig skidt at blande druk og farligt arbejde. Nu om dage forbyder de fleste firmaer øl på byggepladserne. Men der er kun den grund til at forbyde det, at det ellers for tit bliver et problem. Og hvorfor gør det det? Ikke fordi vi ikke kan tage ansvar for os selv. Men fordi vi er frarøvet muligheden for at tage ansvar for vores arbejde.

Hvis vi havde en oplevelse af det som vores personlige bidrag til det samfundsfællesskab, vi selv var en del af, var vi nok lige så ømme over det, som bønderne efter bondefrigørelsen var over deres dyr. De bønder drak ikke. I dag ejer bankerne bondemandens dyr, og Jeppe giver sig til at drikke og lader dyrene sulte ihjel.

Nogenlunde sådan har vi det også med vores arbejde. Så forbyder de druk og vil have os til at æde kage i stedet. Med det resultat at andre stimulanser finder ud på byggepladserne. Gør man det forbudte, oplever man det let selv som at trodse det uudholdelige.