Euro-topmødet i sidste uge besluttede indføre kvalificeret »super-flertal« i den nye krisefond ESM. De største lande får vetoret, resten må makke ret.
af Helge Knudsen
Euro-topmødet i sidste uge førte ikke blot til en aftale om at oprette en finanspolitisk union oven på den nuværende økonomisk og monetære union, ØMU’en.
Topmødet vedtog også at ændre i afstemningsreglerne i den kommende permanente krisefond, ESM, og det skaber uro i euroland.
Finland truer således med at nedlægge veto mod de nye afstemningsregler, som indfører en hasteprocedure med kvalificeret »super-flertal« når der skal stemmes om hvordan fondens midler skal bruges. Aftalen var ellers at beslutninger om fondens midler kun kunne træffes enstemmigt af eurolandene, som alle skal skyde penge i fonden.
Den nye procedure skal ifølge euro-topmødets slutdokument sikre, at »ESM er i stand til at træffe de nødvendige beslutninger under alle omstændigheder.«
Konkret betyder det, at beslutninger kan træffes med 85 procent af stemmerne. Og hvert euroland har en stemmeandel, der afhænger af dets indskud i EU’s centralbank.
Dermed kan de tre store EU-lande Tyskland, Frankrig og Italien reelt træffe beslutningerne, fordi de udgør et blokerende mindretal, mens de øvrige eurolande vil komme til kort, uanset om de slår sig sammen.
Ifølge den finske grundlov vil det kræve et parlamentsflertal på to tredjedele for at Finland kan gå med til at afgive yderligere selvbestemmelse til EU. Og den finske seksparti-regering samler kun 124 af de 133 stemmer, der skal til et sådant flertal.
Derfor står der da også i slutdokumentet fra euro-topmødet, at den nye regel om kvalificeret flertal er »med forbehold af bekræftelse i det finske parlament«.
Uimponeret marked
Finansmarkederne og deres ratingbureauer er ikke ligefrem imponerede over topmødets resultater.
Det skyldes især, at den nye ESM-fond ikke som forventet vil fordoble den nuværende, midlertidige krisefond EFSF’s midler.
Alt tyder på,at de 500 milliarder euro, som topmødet besluttede, at krisefonden højest kan bestå af, ikke er nok, hvis den internationale finanskapital skal have alle sine penge retur med renters rente fra de gældsramte eurolande.
De betingelser, som EU og den internationale valutafond har pålagt Grækenland, vil reelt kun forstærke den græske gældskrise. Alt peger på, at Grækenlands gæld vil vokse i de kommende år, i takt med at nedskæringerne lægger samfundsøkonomien øde.
Hvis krisefonden også skal bruges på en spansk og italiensk statsbankerot, vil det kræve 1100 ekstra milliarder euro.
Finanskapitalen fik sidste ord
Til gengæld kan de private investorer på finansmarkederne glæde sig over en anden ændring i ESM-planerne.
De bliver nu skrevet om, så det tyske krav om at de private investorer også skal være med til at betale, udgår af teksten.
I det oprindelige forslag var det meningen, at de skulle acceptere en nedskrivning af deres tilgodehavende, når et euroland må gøre brug af krisefonden, sådan som det her i sommer skete for Grækenlands private kreditorer.
Forbundskansler Merkels krav, som blev fremsat sidste år, var et forsøg på at dæmme op for den voksende utilfredshed i den tyske befolkning med eurozonens krisepolitik.
Utilfredsheden går nemlig ikke kun på, at deres skattepenge skal gå til at redde grækerne, men i mindst lige så høj grad på, at de og ikke finanskapitalen skal betale for krisen.
Men finansmarkederne svarede igen med at sætte prisen op for at låne penge til de sydeuropæiske eurolande.
De højere renter var efterfølgende medvirkende til, at også Portugal måtte underlægge sig EU og IMF’s redningspakker med tilhørende krav om offentlige nedskæringer og privatiseringer.
EU-præsident Herman Van Rompuy indrømmer åbent, at det er netop den udvikling på finansmarkedet, der har fået unionslederne til at trække kravet til de private investorer tilbage igen.
Den Europæiske Stabilitets Mekanisme skal sikre, at intet gældsplaget euroland ryger ind i en statsbankerot, som kan koste de private investorer en stor del af de investeringer, som de i øjeblikket scorer rekordhøje renteprofitter på.
Med omskrivningen af reglerne for krisefonden har de samme investorer nu sikret sig, at de ikke kommer til at miste penge på den konstruktion, og de store eurolande har samtidig sikret sig fuld kontrol over krisefonden.
Hele regningen ender hos skatteyderne, først og fremmest dem i de gældsramte eurolande.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
