Den nye regering og Enhedslisten er tydeligvis heller ikke opmærksomme på, hvilket vækstpotentiale, der ligger gemt i kultursektoren.
fra bestyrelsen i Kulturforeningen Andelshaven Sølyst, Jyderup 1)
Kulturforeningen Andelshaven vil først og fremmest lykønske den nye regering og Enhedslisten med en på mange måder flot finanslovsaftale. Aftalen peger i en socialt rigtig retning. En retning vi gennem mange år har savnet.
Til gengæld står det desværre lysende klart, at hele kulturområdet har lidt en krank skæbne under de overståede finanslovsforhandlinger. Det er beklageligt! Ikke mindst i det lys at mange kunstnere og kulturfolk under valgkampen tog aktiv stilling til fordel for et regeringsskifte.
Beklageligt, fordi den nye regering og Enhedslisten tydeligvis heller ikke er opmærksomme på hvilket vækstpotentiale, der ligger gemt i kultursektoren.
Det eneste umiddelbare resultat af finanslovsforhandlingerne synes at være en simpel forlængelse af tidligere aftaler omkring det Kgl. Teater.
Den krise det danske samfund befinder sig i, er ikke alene en økonomiske krise men også en værdikrise. Den handler i høj grad om, hvilken udvej og hvilke svar der skal findes på nationale og globale spørgsmål. Det er derfor en stor overraskelse at Enhedslisten, SF, SD og De Radikale har valgt, at se helt bort fra at styrke kultur og kunstneriske initiativer. Den første aftale efter valget kunne have signaleret et skift for dansk kulturliv ved blandt andet at sikre:
• Nye midler til styrkelse af de bærende kulturinstitutioner i Danmark
• Investering i job- og vækstinitiativer indenfor kulturlivet
• Styrkelse af den rytmiske musikscene
• Internationale initiativer som fribyer for alle forfulgte kunstnere
• Støtte forslag om etablering af et internationalt center på dansk grund til fremme af kulturel ytringsfrihed.
Dansk kulturliv fortjener bedre, og en ny regering står virkelig svagt, hvis ikke den ændrer afgørende signaler på dette område.
1) Bestyrelsen består af:
Niels Hausgaard, Sine Bach Rüttel, Gry Harrit, Søren Krogh, Arne Würgler, Per Worm og Poul-Henrik Jensen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278