Fortolkes religioner reaktionært, er det fordi man vil have dem til at tjene reaktionære samfund.

Skærveknuser

af Kjeld Stenum

Indenfor kristen religion har man et begreb om næsten, som er det lidende medmenneske, man tilfældigt møder. Den kristne fordring er, at man skal elske dette lidende menneske som sig selv og på grund af denne kærlighed føle sig drevet til at afhjælpe dets lidelser, som var det éns egen trivsel, man sloges for.

I andre af de store verdensreligioner formuleres lignende holdninger: Af buddhisten fordres medfølelse med alt levende, af muslimen fordres, at en del af indkomsten bruges på fattigforsorg, for eksempel. Kun hinduismen skiller sig ud: Livet handler om at blive ren, og fattigdom og jordisk ulykke er selvforskyldt urenhed, som det for den renere handler om at undgå.

Og der er ingen barmhjertighed selv overfor den uforskyldte fattigdom, som man fødes ind i. Er man født ind i fattigdom, er det alligevel éns egen skyld, for ifølge hinduismen genfødes menneskene, og fødsel ind i fattigdom skyldes et tidligere liv i urenhed.

Det er en meget barsk lære at høre på for os med baggrund i kristendommen. Det skal da heller ikke bortforklares, at hinduismen har spillet rollen som bærende ideologi i et tusindårigt højreekstremt kastesamfund, som voksede ud af apartheid mellem en oprindelig dravidisk befolkning og indtrængende ariske erobrere, og som man knapt har fået bugt med den dag i dag.

Men det betyder ikke, at hinduer er dårligere mennesker end mennesker, der knytter deres selvforståelse til en anden religion eller til ateisme. Nej, hinduen kan blive grebet af medfølelse med et andet menneskes lidelser lige så vel som den kristne eller buddhisten.

Men religionen belærer hinduen om at rense sig for den urenhed, som man påfører sig ved at give efter for sådanne følelser. Hvis man tilhører én af de øverste kaster, må man end ikke lade sig friste til så meget som at se på den kastesløse, der overlever ved at udføre urent arbejde. Og kommer man af vanvare til at gøre det, skal man rituelt vaske sine øjne for at vaske urenheden af sig.

Hvad man kan få ud af denne sammenligning er, at alle religionerne har den fælles opfattelse af os mennesker, at vi er tilbøjelige til at identificere os med hinanden og derfor også til at afhjælpe hinandens lidelser. I de fleste religioner ophøjes denne tilbøjelighed til en dyd, enkelte gør den til en uting, alt sammen afhængigt af, hvilken rolle religionen spiller for samfundsdannelsen.

Som ateist er jeg enig i, at vi har denne tilbøjelighed. Og jeg hælder til at tro på, at den har en genetisk forklaring. Også hos vore nærmeste slægtninge i abeverdenen kan man finde masser af eksempler på handlinger, der kun kan forklares som udsprunget af empati.

Jeg tror, denne genetiske tilbøjelighed i særlig grad selekteres hos os mennesker, fordi vi med vores fysiske svaghed og langsomme udvikling i særlig grad er afhængige af at fungere i fællesskaber, hvis vi skal overleve. Vi er samfundsvæsner, og båndene imellem os og dermed vore samfunds funktionsduelighed bæres af empatiske handlinger.

Men hvad så med en lære som hinduismens? Hinduismen har uomtvisteligt været bærende ideologi for et ganske vist højreekstremt, men også årtusindgammelt samfund, der trods sine for os utiltalende træk dog har fungeret. Hvordan kan det være de empatiske handlinger, der bærer samfundsfællesskaberne, når også sådan et kastesamfund kan have så hårdnakket overlevelsesevne?

Jeg tror alligevel, det er rigtigt at sige, at det er vores evne til empati, der gør, at vore samfund kan fungere. Der er ingen, der siger, at samfund er fuldkomne, blot fordi de fungerer. Og der er heller ingen, der siger, at det, at et samfund har fungeret så længe med et kastesystem som det indiske, også skyldes selve kastesystemet. Det er også muligt, at det har fungeret på trods af kastesystemet.

Man kan jo fuldstændig parallelt sige, at vore samfund også fungerer som samfund (endnu da), på trods af en kapitalisme, der gør skrupelløs egoisme og ikke næstekærlighed til kardinaldyd. Kun de mest hårdhudede liberalister tror på, at samfund udelukkende er produkt af egoistisk selvudfoldelse og rationel kalkule.

Men ingen rationel kalkule kan forklare, hvorfor det ene grænseløst egoistiske menneske skal stole nok på de andet til, at de overhovedet kan handle i fællesskab. Skal to parter stole på hinanden, må de overskride egoismen.

Jeg tror sådan set ikke, at kristendommen er en bedre religion end hinduismen. Religioner er det, de fortolkes som. Fortolkes religioner reaktionært, er det fordi man vil have dem til at tjene reaktionære samfund.

I middelalderen var kristendommen kirkens redskab til at kue bønderne. Derfor omfattede næstekærligheden ikke det kødelige legeme, der blev opfattet som besat af ondskab og synd, og det onde var det legitimt at pine og eventuelt dræbe. Senere udryddede con­quistadorerne hele indianske civilisationer med den religiøse legitimering, at de var djævelens repræsentanter. I slavetiden var negre ikke rigtige mennesker, kun lidt over aberne, derfor talte de ikke som næster.

Og vores moderne, sekulariserede, kristne civilisation har udviklet masser af mekanismer, der skal afhumanisere dem der er i vejen for os, så vi ikke behøver at tænke på dem som næster: Vi gør dem til utilregnelige psykisk syge, vi erklærer dem for statsløse uden borgerret, hvilket er en slags ikkemennesker.

Ja, er de så politisk ubekvemme, at vi ønsker at legitimere udryddelseskrige imod dem, griber vi til samme trick som conquistadorerne: Vi erklærer dem for djævelens repræsentanter og taler om ondskabens akser eller lignende. Nej, vi har ikke noget at lade hinduerne høre!