At tale om et anderledes samfund, som både en mulighed og en nødvendighed, virker mere og mere indlysende. Ikke at gøre det virker til gengæld uansvarligt.

Der er alle tegn på opbrud. De, der tror, at de kan sige noget vigtigt om i morgen ved at se i bakspejlet, har intet at byde på. Samfundet har løsnet sig, og der opstår overraskende sammenhænge og energier. Retningerne er dog uklare. Der tumles fremad.

Sådanne perioder har der været før i historien, hvor alt er kommet i skred, og hvor det går hurtig. Ofte er det en tid, der er blandet af ulykker, rædsler, glæder, nederlag og sejre.

Overraskelserne

I det Arktiske Ocean er der lige opdaget et kæmpe udslip af metan-gas, som har en tyve gange stærkere destruktiv effekt på atmosfæren end CO2. Gassen slipper ud fra bunden på grund af afsmeltningen.

De faktorer, der destabiliserer klimaet, er kommet i skred. De påvirker og forstærker gensidigt hinanden. Prognoser, der baserer sig på historiske data, kommer til kort over for en ny superdynamik. 

17. december sidste år havde Mohamed Bouazizi fået nok af regimet. Gadehandleren brændte sig selv ihjel på torvet i Sidi Bouzid. I løbet af ingen tid blussede oprøret op. Situationen var modnet, så Muhamed Bouazizi's handling var nok. Mange havde sikkert fornemmet det, men ingen vidste det.

Situationen i Egypten var den samme. En bevægelse som så ud af ingenting blev et magtfuldt center for en periode i det store land. Og nok så vigtigt. Regimets magthavere var slet ikke i stand til at læse situationen. De kendte ikke deres land og dets folk. Mens regimets folk fandt afmagten opdagede folket sin styrke, og brugte den.

Centrale pladser i Madrid og New York blev okkuperet. Da det startede vidste ingen, hvor det ville føre hen. Der havde før været protester. Og så var man gået hjem igen. Men der var opstået en sejhed, en insisteren, som var dannet af en indestængt trods og vrede. Man blev længe og så bredte det sig.

Den amerikanske hedgefond Luxor Capital spekulerer nu i, at Danmark og Danske Bank går ned – eller næsten ned. Det oprørte hav er et perfekt farvand for hajerne, der sætter havet i bevægelse for at kunne score kassen på både op og nedture. Kynismen er magtfuld.

Brudlinier

Både EU-krisen og COP17 i Durban har vist, at det etablerede politiske system er helt ude af stand til at tage den politiske ledelse af de mange fænomener. De griber til værktøjer fra en verden, der ikke eksisterer mere som en rimelig mulighed. De håber at klimaet retter sig, og at krisen går over af sig selv. Der skal blot skæres i velfærden og drysses nogle milliarder ud til bankerne.

Det er det folkene har fået færden af. At det ikke går, at det er dem, der vil blive efterladt i en ekstremt dårlig situation. Afgrunden mellem folkene – lad os bare kalde dem de 99 procent – og magten hos den sidste procent – vokser hurtigt og måske uigenkaldeligt.

En del af tidens modning er dannelsen af brudlinier, som både skiller og samler. Det er et landskab, der er mere klart end længe. At tale om et anderledes samfund, som både en mulighed og en nødvendighed, virker mere og mere indlysende. Ikke at gøre det virker til gengæld uansvarligt.

Timingen er en faktor, der skal tages hensyn til. For fundamentet skrider hurtigt.