Tilbageslagene for socialismen betyder ikke, at man kan afskrive marxismen som en forældet ideologi. Men vi skal uddrage læren af begivenhederne.

Med væksten i den kommunistiske bevægelse skete der en udbredelse af marxismen til hele verden. Det betød en helt ny måde at tænke på, og især Lenins bidrag til marxismen har præget de kommunistiske partiers udvikling på en konstruktiv måde, påpeger Lars Ulrik Thomsen.

systemdestroyer

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg

I løbet af 1980’erne genudgav Forlaget Tiden Lenins udvalgte værker, nu udvidet til 16 bind.

De rummer en rigdom af viden, erfaringer fra den russiske og internationale arbejderbevægelse og dermed inspiration til nutidens kampe. I »Marxismens historiske skæbne« fra 1913 (i bind 1) gav Lenin et rids af udviklingen, siden Marx og Engels skrev Det kommunistiske Manifest i 1848.

Lenin inddelte tiden fra 1848-1913 i tre perioder. Tiden 1848-1871 karakteriserer han som »de borgerlige reformers« periode. Her dannedes grundlaget for kapitalismens vækst og dermed også arbejderbevægelsens.

Anden periode er tiden 1872-1904, som han kalder for den »fredelige« forberedelses periode. Den danner optakten til den tredje og sidste periode, de store omvæltningers periode. Alene i perioden 1904-13 var der fire store revolutioner: den russiske, den tyrkiske, den persiske og den kinesiske.

Hvordan vil et nutidigt blik på marxismens historiske udvikling se ud?

Tre hovedperioder

Der tegner sig tre store hovedperioder, én fra 1917-1945, en anden fra 1945-1989 og en tredje fra 1989. Disse tre perioder kan igen inddeles i en række underperioder af varierende længde, hvor revolution afløses af reaktion.

Det gælder fascismens vækst i 1920’erne, som imødegås af arbejderbevægelsen enhedspolitik, den kolde krig, der begyndte i 1947, blev brudt af arbejderbevægelsens og socialismens fremgang i 1960’erne.

Nu fulgte den amerikanske reaktion i form af Reaganismen i begyndelsen af 1980’erne, som også bredte sig til Europa. Den blev besvaret med et opsving for fredsbevægelsen, og som bekendt endte med den langvarige kontrarevolution i 1989.

Den første hovedperiode er præget af socialismens sejr – arbejder- og bondestaten i Sovjetunionen, der betød en enorm opmuntring for arbejderbevægelsen internationalt. Men den er også præget af de enorme spændinger mellem de imperialistiske magter, som førte til den økonomiske krise i 1930’erne og udbruddet af Anden Verdenskrig.

Generelt var det, som prægede den første del af det 20. århundrede, et opsving i klassekamp. Det var takket være den fremsynede folke- og enhedsfrontpolitik, der blev vedtaget på den VII Verdenskongres i Komintern, at det lykkedes arbejderbevægelsen at slå fascismen.

Socialismens vækst

Den anden hovedperiode betød en betydelig vækst i socialismens indflydelse, der efter Anden Verdenskrig omfattede en tredjedel af jordens befolkning. Det betød også et alment opsving i de demokratiske og nationale bevægelser i de tidligere kolonier, og mange nye nationer så dagens lys.

De fik stemme og indflydelse med dannelsen af FN i 1945, der også må betragtes som et af Oktoberrevolutionens resultater. Med væksten i den kommunistiske bevægelse skete der en udbredelse af marxismen til hele verden.

Det betød en helt ny måde at tænke på, og især Lenins bidrag til marxismen har præget de kommunistiske partiers udvikling på en konstruktiv måde. Problemet opstår, hvis man vil gøre hans eller andre af klassikernes arbejder til evige sandheder. Det vil være den største fejl man kunne begå mod marxismen.

I 1980’erne blev det klart, at der måtte ske en fornyelse af marxismen. Det var en naturlig følge af den teknisk-videnskabelige revolution, som slog igennem i store dele af den kapitalistiske verden.

DKP var et af de første partier til at indlede denne fornyelsesproces, en udvikling som blev sat i stå på partiets 29. kongres. De diskussioner, som blev ført i de forskellige kommunistiske partier, blev udnyttet af reaktionen.

Det skabte forvirring og splittelse til ubodelig skade for arbejderbevægelsen og førte til en vækst i opportunisme og revisionisme i partierne. Kantianismen og andre borgerlige opfattelser fortrængte marxismen.

Denne udvikling førte til den tredje hovedperiode, som har varet frem til i dag. Tilbageslagene for socialismen betyder imidlertid ikke, at man nu kan afskrive marxismen som en forældet ideologi.

Den ægte klasseholdning er at tage ved lære af begivenhederne og uddrage positive og negative erfaringer. Det vil sige gennem dialektikkens metode at forstå de processer, som har præget arbejderbevægelsens nyere historie.

Som det fremgår af denne fremstilling, er det ikke første gang, at det lykkedes reaktionen at rulle fremskridtets ideer tilbage. Men at give op over for vanskelighederne tyder ikke på en konsekvent og alvorlig indstilling til marxismen.

Den rigtige holdning viste Lenin og bolsjevikkerne i tiden efter den første russiske revolution og den hårde reaktionsperiode de oplevede dengang.

Den historiske erfaring viser, hvordan hele det 20. århundrede har været præget af skiftende revolutions- og reaktionsperioder. Sådan er den lovmæssige udvikling i historien, hvor begivenhederne ikke følger en jævn opadstigende linje, men foregår springvis, afhængigt af styrkeforholdet mellem klasserne.

Reaktionens periode

Denne udvikling vil fortsætte indtil arbejderklassen og folket gør sig til herrer over produktionsmidlerne.

Med udbruddet af den økonomiske verdenskrise, har vi igen mulighed for at genvinde initiativet, men der er ingen automatik. En af forudsætningerne herfor er, at arbejderbevægelsen forkaster den socialdemokratiske samarbejdslinje.

Gør vi det, kan vi afslutte en cirka 20 år lang reaktionsperiode og erstatte den med et nyt opsving for de sociale og demokratiske bevægelser.

Vi må gå til opgaven med den samme indstilling, som marxismens klassikere gjorde: Ved hver uventet og ny drejning i begivenhederne analyserede de alle de mangesidede og komplekse økonomiske, politiske og teoretiske forhold.

Vi råder over en meget stor kapital af erfaringer og viden i vores bevægelse, som til stadighed uddybes. Vi skal vise, at vi evner den historiske opgave som venter – marxismens og den proletariske bevægelses triumf!