af Tue Magnussen
De socialdemokratiske ministre skylder de arbejdsløse en klar og uforbeholden undskyldning.
Efter mit ansættelsesforhold på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, udløb med november måned, har jeg som mange andre måttet opleve at være jobsøgende og arbejdsløs.
Man pendler ikke fra hjem til job som tidligere, men mellem jobsøgningskurser i A-kasse og de såkaldte jobcentre, som også har svært ved at få mindsket køen af ledige. Men det sociale møde betyder, at man får indblik i manges situation.
Derfor ved jeg af egen erfaring, at det altdominerende flertal af arbejdsløse kun har et ønske, og det er at komme tilbage i arbejde. Derfor er det meget ubehageligt at opleve den mistænkeliggørelse af de arbejdsløse, som har præget den seneste tids debat.
De seneste år er tusindvis af danskere blevet arbejdsløse, de fleste på grund af den økonomiske krise. Det er for flertallets vedkommende mennesker, som har passet deres job og betalt deres skat til fællesskabet hele livet. De skal ikke hetzes og mistænkeliggøres. De skal have en hjælp og støtte til at komme tilbage i arbejde. Og de skal have rimelige økonomiske forhold i den periode, de er arbejdsløse.
Ubehagelig tendens
Det er en ubehagelig tendens at give de arbejdsløse skylden for deres arbejdsløshed. Og nogle går så vidt, at de antyder, at de arbejdsløse »vælger« at være arbejdsløse. Selv statsministeren hopper med på mistænkeliggørelsen og kaldte fornyligt på sit ugentlige pressemøde det for »stærkt provokerende«, at en tredjedel af de kvindelige kontanthjælpsmodtagere angiveligt ikke skulle ønske et arbejde.
Statsministeren byggede sit udsagn på en historie i Jyllands-Posten, hvor kan man læse om en undersøgelse med 15.000 deltagere, der viser, at 33,9 procent af kvinder på kontanthjælp ikke vil have et arbejde.
Også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kom på banen, da historien spredte sig. Imidlertid viste DR’s Orientering med hjælp fra Danmarks Statistik, at undersøgelsen bygger på et meget tyndt grundlag, da det reelt kun er 250 personer, der har deltaget i særkørslen, og kun 33 kvinder har oplyst, at de pt. ikke søger job. Men man ved ikke hvorfor – om det skyldes, at de for eksempel er i færd med at søge (efter) uddannelse.
De socialdemokratiske ministre skylder de arbejdsløse en klar og uforbeholden undskyldning.
For få måneder siden blev en anden tvivlsom statistik brugt til at konkludere at ældre arbejdsløse ikke ville arbejde.
Myterne om de arbejdsløse er mange, virkeligheden er barsk. For overhovedet at modtage kontanthjælp skal man tage de job, der findes og selv aktivt søge job. Ellers smækkes kassen i.
Problemet er ikke, at de arbejdsløse er dovne. Problemet er, at der ganske enkelt ikke findes job til alle arbejdsløse. I øjeblikket er der omkring 8-10 arbejdsløse per ledigt job. I sommer ville det for mit vedkommende sige, at der kunne være over 200 ansøgere til et job, nu kan man havne i en bunke blandt over 400 ansøgere. Det kan være svært for selv den mest profilerede person ikke at drukne i bunken med liden udsigt til igen at komme i job.
Oven i købet møder man oftest økonomiske problemer. Overførselsindkomsterne til arbejdsløse er ikke for høje. De er for lave. En almindelig LO-lønmodtager mister omkring halvdelen af sin indkomst, hvis hun/han mister sit job og kommer på dagpenge. Faldet er endnu større, hvis man for eksempel på grund af en længere uddannelse har haft en løn over LO-niveauet. Faldet er endnu mere dramatisk, hvis han/hun ryger på kontanthjælp.
Her er det udveksling af tips om julehjælp, der måske akut kan tjene som et plaster. Men der er ikke julehjælp til alle trængende. Ti dage før jul kan en enkelt hjælpeorganisation allerede melde, at 2000 familier må gå forgæves efter julehjælp i år. De få politiker-protester og modsvar fra for eksempel socialrådgiverformand Bettina Post kan knapt tænde et lille lys i julemåneden.
Fra 70 til 50 procent
I de seneste årtier er det blevet dyrere og dyrere at blive arbejdsløs. For 20 år siden udgjorde dagpengedækningen over 70 procent, i dag udgør den under 50 procent.
En af årsagerne er, at man med satspuljeforliget besluttede ikke at lade overførselsindkomsterne følge den almindelige indkomstudvikling. Det betyder, at det år for år bliver dyrere at blive arbejdsløs.
Arbejdsløsheden kan ramme os alle, og derfor har vi alle en interesse i, at der findes et sikkerhedsnet som griber os, når uheldet er ude. Og nok er julehjælp vigtig, men der skal et mere tætmasket netværk til:
Det er ikke udtryk for krævementalitet. Det er udtryk for det solidariske fællesskab, som arbejderklassen gennem generationer har kæmpet for.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
