En kvinde fra et af regerings­partierne foreslog ligefrem, at staten da kunne bidrage til den indsamlede julehjælp.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Der var engang et lille land. Dette land havde, som de fleste lande jo desværre har det, nogle få rige mennesker og en del fattige mennesker. Af de fattige var de fleste bare almindeligt fattige.

Men nogle få var meget fattige og levede et forhutlet liv, statsløse uden opholdstilladelse og arbejdstilladelse, fraskilte uden hjem, folk med kroniske sygdomme eller svære sår på sjælen, eller bare arbejdsløse, der var gået i hundene, fordi de ikke var robuste nok til at tåle at blive behandlet som det skidt, man bliver behandlet som, når man bliver kasseret af sit samfunds arbejdsmarked.

Nu var det lille land egentlig meget rigt. Og derfor var det et problem for landets skiftende regeringer, hvad man skulle stille op med disse fattige, som stak i øjnene, hvis ikke man gjorde noget.

Det kunne skade turisme og alt muligt. Og omkring jul kunne det også ødelægge folks gode julehumør med for mange fattige tiggere foran indkøbscentrene. Folk kunne ligefrem begynde at plage sig selv med dårlig samvittighed. Og sådan noget gik ud over handelen. Så i mange år havde frivillige samlet penge ind til julehjælp, der bagefter blev fordelt blandt fattige mennesker.

Regeringerne og handelskæderne var egentlig meget tilfredse med dette. Når folk først havde købt sig til en lidt roligere samvittighed, overgav de sig bagefter lettere til bekymringsløst frås.

Men det bedste var naturligvis, hvis man helt kunne undgå det med den der samvittighed. Så i en del år havde man forsøgt at få de fattige til at skamme sig så meget, at de gemte sig væk, dels ved at skælde dem ud, fordi de ikke tog sig sammen og blev rige i stedet for, dels ved at gøre forskel på ydelserne til dem, så de på denne meget kontante måde kunne lære at forstå, at samfundet regnede nogle af dem ringere end andre, og det var ingen ære at høre til dem, der blev regnet for ringest.

Så nogle begyndte at få endnu mindre, og så blev der ganske vist endnu flere virkeligt fattige. Men det virkede alligevel, for nu måtte mange for at klare sig bo ulovligt i nedrivningsmodne rønner eller campingvogne, eller supplere indtægten ved illegalt at lave groft underbetalt arbejde. Sådan fik de ting at skjule, derfor gemte de sig, til sidst fandtes de knapt i statistikkerne.

Men sult og nød tvinger selv de mest skamfulde ud for at prostituere sig, tigge eller stjæle. Og på den måde skete det jo, at folk fik øje på dem. Så efter ti år blev der så meget røre i flertallets samvittigheder, at de gik hen og valgte en anden regering ved et valg kort før jul. En regering, som i hvert fald i ord var lutter velvilje overfor de fattige, og som også virkelig gik i gang med at afskaffe den værste forskelsbehandling.

En kvinde fra et af regeringspartierne foreslog ligefrem, at staten da kunne bidrage til den indsamlede julehjælp.

Det var der så en folkevalgt fra et af oppositionspartierne, der ikke kunne lide. Denne mand var rund og trind og med et gemytligt ansigt og kunne egentlig have egnet sig fortrinligt til at blive klædt ud som julemand og gøre et stykke nyttigt arbejde for julehandelen i butikscentrene.

Hvis det altså ikke havde været for alt det gebrækkelige, der kom ud af hans mund.

Han havde jo så skrækkeligt ondt i røven, så den vej ud kom det ikke. Så det var nok alligevel bedre, han var politiker, der lagde man ikke så meget mærke til det, for der kommer tit mange gebrækkeligheder ud af politikermunde.

Han havde også haft let ved at blive valgt til politik, fordi han i forvejen havde været en kendt sportsstjerne. Derfor var han overbevist om, at det var let at blive til noget, de fattige kunne jo bare gøre, som han selv havde gjort. Og da han aldrig så nogen fattige, hvor han kom, fordi de jo gemte sig, sagde han, at de slet ikke fandtes i det lille rige land

Det vakte postyr i regeringspartierne. For de havde lige i deres valgkamp sagt, at der blev flere og flere. Og kvinden, der havde stillet julehjælpsforslaget, blev så gal i hovedet, at hun inviterede ham ud for at besøge nogen af de her fattige.

Desværre for hende tog han imod udfordringen. For hun havde jo haft så travlt med at blive politiker, at hun ikke selv kendte nogen fattige. Og da hun spurgte sine partifæller, kendte de heller ingen. Jo, der var én, der mente at have hørt om en enlig mor på bistandshjælp et sted. Da ingen vidste bedre, måtte hun bruge det. Men det var ikke et godt valgt eksempel. For denne enlige mor var ikke blandt dem, der havde fået de ringeste ydelser, selv om hun da nok var fattig.

Den trinde oppositionspolitiker hoverede. Og vælgerne undrede sig, var de fattigste virkelig omtrent lige så rige som de selv? Og så fik de også ondt i røven og holdt de op med at give til julehjælp.

Socialministeren, der lugtede en taber-sag, skyndte sig at skælde lidt ud på de fattige, fordi de ikke tog sig sammen og bidrog til samfundet.

Og de fattige? De dukkede og skammede sig endnu mere. Men mange af dem undrede sig også. Hvordan kunne det være så svært at finde fattige? Hvorfor stod ingen frem? Og alligevel stod de ikke selv frem, de havde for meget at skjule.

Og den psykisk lidende, der drev rundt i de kolde våde vintergader og havde glædet sig til december, for da plejede folk at blive så gavmilde, han fik nu kun kolde skuldre og hånende ord. Og lille Markus’s mor, der drak en smule, fordi hun skammede sig over, at hun ikke alene kunne overkomme både Markus og et arbejde, fik afslag på julehjælpepakke. Og da lille Markus med store øjne spurgte hende, om der så slet ikke blev jul i år, kunne hun kun svare: »Nej, Markus, jeg gider ikke det juleri. Og nu giver du dig fandeme ikke til at flæbe, jeg orker bare ikke at høre på det!«