Erfaringerne med individuelt omsættelige kvoter er skruppelløs privatisering, akkumulation af kvoter, finansiel spekulation og strukturel underdrejning af det skånsomme kystfiskeri.

af Tao Kongsbak, fiskeriansvarlig i Frit Norden

EU landsætter nu en ny plan for medlemslandenes fiskeripolitik. Den indeholder blandt andet et forslag om at indføre den såkaldt danske model for fordelingen af kvoter til de enkelte fiskerifartøjer. Den går ud fra at kvoterne skal være individuelt omsættelige.

Markedet, forestiller man sig, skal herefter per nærmest mekanisk automatik fordele kvoterne mere effektivt i forhold til at udnytte de fiskeresurser som er til rådighed.

Man er sågar gået i gang med at lancere den europæiske fiskeriplan som »nordisk«.

Vel stiller EU på opfordring fra Danmark, Sverige og Finland større krav om en biologisk holdbar udnyttelse fiskebestandene og bedre beskyttelse af den marine diversitet. Men så ophører det nordiske også i mine øjne.

Erfaringerne med individuelt omsættelige kvoter er skruppelløs privatisering, akkumulation af kvoter, finansiel spekulation og strukturel underdrejning af det skånsomme kystfiskeri. Resultatet er nedbrydning af de principper, som i henhold til nordisk sædvane i fiskeriet kendes som selveje for flest muligt og lige adgang til de fælles goder.

EU’s indbildskhed

EU’s herunder den danske regerings hensigt, er, at det nordiske samarbejde skal tjene som en platform for pression mod alle de lande i Norden som ikke er medlemmer.

Vi har allerede set hvordan EU (i en ufolkelig alliance med Norge) har forsøgt at underkaste sig Færøerne og Island i »krigen« om makrelkvoter i de nordøstatlantiske havområder og nu ligefrem vil indføre forbud mod import af fiskeprodukter fra disse lande.

Ved det seneste møde mellem parterne den 9. december blev Færøerne og Island nærmest vanæret af EU-landene med et tilbud om, at deres andel af de samlede kvoter kunne »stige« til sølle 4 procent og 7 procent.

Tidligere har EU-embedsmænd »angrebet« den af FAO-organiserede fiskerikommission, der fordeler kvoterne mellem alle kyststaterne i hele det nordøstlige Atlanterhav. Dette skete på bedste EU-vis ved en insisteren på at indføre en permanent overmyndighed til at binde parterne i fiskerikonflikter. Forslaget blev dog ikke vedtaget.

Det seneste »angreb« fra EU er mere blødt. Det går ud på at sende fiskeriforvaltende nordboer direkte til Bruxelles for lære dem op i det elitære euroteknokratis tankegange. Hensigten er vel af de »bortførte« nordboere så til sidst helt af sig selv vil proklamere at EU’s fiskeripolitik, den er skam »nordisk«.

Er EU-ansatte i gang med at iscenesætte en »makrel-guerillakrig«? Er »makrelkrigen« blevet indviklet i en anden mere subtil »krig« der taktisk udnytter kendskabet til Stockholm-syndromet, hvor gidslerne til sidst går over på gidselstagernes side? Hvad bilder EU sig egentlig ind?

Nord-syd i Norden

For det er i virkeligheden EU som er presset. De er ikke alene stødt på Rusland, som også er medlem af fiskerikommissionen men også, og ikke mindst, på den i det folkelige Norden iboende egalitære sans for retfærdighed, mangfoldighed og respekt for reel selvstændighed.

Nordisk Råd har ved den nys afsluttede session i København vedtaget at yderligere prioritere en løsning på makrelkonflikten og forvaltning af fiskeriet. Der er således heller ingen formel parlamentarisk og institutionel grund til et nordisk fiskerisamarbejde indenfor EU. Tværtimod.

Nordisk Råd behøver at frigøre sig fra dets informelle tvangsforhold til EU. Danmark, Finland, Åland og Sverige bør melde sig helt ud af EU og ind i det åbne, fler-etniske og frit samarbejdende men konfliktløsende nordiske fællesskab.

Indtil det sker må vi, politiske nordister med sans for fællesskab, nøjes med et mindre men solidarisk og globalt bærekraftigt Norden bestående af Grønland, Island, Færøerne og et besindet Norge.