Den nye eurotraktat bringer ikke »finanskapitalen« under den nødvendige kontrol. Tværtimod lægger den op til fortsat at imødekomme bankernes og fondenes afpresningspolitik.

Vi har allerede set regeringer falde i Irland, Portugal, Grækenland, Spanien og Italien. Indsættelsen af »teknokratregeringer« i Grækenland og Italien ledet af EU-embedsmænd er symptomatisk for, at centraliseringen mod gældskrisen koster i lokalt demokrati, noterer Henrik Herløv Lund. Illustration: Latuff

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand.scient.adm.

Eurozonen vil nu gennemføre en ny særlig Eurotraktat.

Traktaten vil betyde snævre grænser for tilsluttede landes budgetunderskud og automatiske sanktioner, hvis de overtrædes, blandt andet via EU-domstolen, og der skal etableres overnational kontrol med de nationale finanslove.

Hermed har eurozonen - for at redde euroen – taget skridt mod en finansunion og en EU-stat. Finansunionen angives som nødvendigt modtræk mod gældskrisen.

Den skal for det første inddæmme gældskrisen, for det andet reetablere tilliden fra »finansmarkederne« og endelig for det tredje stabilisere økonomi og samfund i Sydeuropa fremover.

Tiltagene ses som uomgængeligt nødvendige for at forhindre fortsat og yderligere økonomisk krise, arbejdsløshedsstigning og velstandstab.

Men realiteterne vil ende meget langt fra disse mål, fordi euroen i den nuværende udformning er en fejlkonstruktion og den finansielle union ikke løser de grundlæggende problemer heri.

Euro og gældskrise hænger sammen

For det første løser den nye traktat i eurozonen ikke gældskrisen, tværtimod.  Det grundlæggende problem i ØMU’en er, at der er stor forskel i konkurrencekraft i de omfattede økonomier.

På den ene side har Sydeuropa gennemgående lav konkurrenceevne og eksport- og betalingsbalanceunderskud, og på den på den anden side har Nord- og Centraleuropa, navnlig Tyskland, højere konkurrenceevne og eksport- og betalingsbalanceoverskud.

Før euroen udlignedes dette i høj grad over valutamarkederne.

For Sydeuropas svagere økonomier løftede faldende valutakurser, eksport og beskæftigelse, mens de stærkere økonomier, herunder ikke mindst Tyskland, modsat gennem stigende valutakurser fik bremset eksport- og betalingsbalanceoverskud.

Men efter euroen udlignes den lavere konkurrencekraften for de svagere økonomier i Syd- og Udkantseuropa ikke længere.

Tilmed har den stærke euro har forringet disse landes konkurrenceevne yderligere og bidraget til at forstærke den som følge af finanskrisen stigende arbejdsløshed – hvilket igen har øget statsunderskuddet og gælden.

Euroen har altså kostet Sydeuropa dyrt. Modsat for Tyskland:

Hvis der ikke var en euro, ville d-marken formentlig været steget mellem 20 og 30 procent i forhold til de sydeuropæiske valutaer og have en kurs på linje med schweizerfranc, hvilket naturligvis ville have bremset tysk eksport og overskud.

Tyskland har med andre ord tjent styrtende på euroen og langt mere end de midler, som det må anerkendes, landet har investeret i EU’s hjælpefond.

Fordele og ulemper ved euroen er altså grundlæggende helt skævt fordelt, og den afgørende fejl er, at den tidligere udligningsmekanisme mellem underskuds- og overskudslande ikke blev erstattet af noget andet efter indførelsen af euroen.

Også i USA har man et indre marked og en valutarisk union med forskelle i udvikling og konkurrencekraft mellem de forskellige stater.

Men her udlignes dette mellem enkeltstaterne over det føderale budget.

Dette sker imidlertid ikke i eurozonen, og der tages heller ikke skridt hertil i den nye traktat om finansunion. Hermed vil en finansunion i eurozonen ikke løse gældskrisen.

Sydeuropa har i høj grad brug for investeringer og vækst og jobskabelse, hvis det skal oparbejde et overskud til at betale tilbage af. Men dette lægger den nye traktat ikke op til.

Tværtimod vil den gennem krav om »gældsbremse« institutionalisere en stram, monetaristisk finanspolitik i gældslandene, hvorved EU-landene får endnu sværere ved at investere i konkurrencekraft, vækst- og jobskabelse – samt ved at modvirke lavkonjunkturer.

Det vil for det andet heller ikke lykkes den nye eurotraktat og finansunion at standse stormen fra »finansmarkederne« og stille dem tilfreds.

Finanskrisen i 2008 gav ellers en lektion i, hvor undergravende en »fri«, ukontrolleret »finanssektor« er for samfundsøkonomierne og den økonomiske politik.

Ingen kontrol over finanssektoren

Finanskrisen skyldtes ikke mindst en neoliberalistisk økonomisk politiks stadige liberalisering af finanssektoren, der første til voldsom bankcentralisering og opkomsten af store kapitalfonde, hvis løsslupne spekulation boblede ud af kontrol.

Da krisen var en kendsgerning, påtog navnlig borgerlige regeringer sig gigantiske gældsforpligtelser fra de krakkede eller lukningstruede banker, men påførte hermed det offentlige og dermed borgerne regningen fra finanskrisen i de kommende mange år.

I EU er gældskrisen yderligere forstærket af, at de store europæiske banker stod i kø for at låne penge ud til de sydeuropæiske lande.

Selvom man siden – i både USA og EU – har øget opsynet med og kapitalkravene til den finansielle institutioner, er der langtfra taget effektive skridt til at bringe finanssektoren under kontrol.

Tværtimod har vi en finanssektor, hvor store banker og fonde for kortsigtet profit spekulerer ihærdigt mod staternes forsøg på at bringe den økonomiske krise under kontrol.

De tiltrækkes som hajer af  lande, der viser tegn på svaghed, og spekulerer så i stigende renter og faldende kurser på statsgælden og driver hermed EU-staterne ud i den ene redningsaktion efter den anden.

Dette problem vil heller ikke blive løst med den nye eurotraktat, som ikke bringer »finanskapitalen« under den nødvendige kontrol, men tværtimod fortsat lægger op til at imødekomme bankernes og fondenes afpresningspolitik.

Og endelig vil det for det tredje ikke lykkes den ny europagt at stabilisere økonomien og de sydeuropæiske samfund.

Det vil den ikke, fordi ulighederne og bankspekulationen får lov til at fortsætte, og fordi besparelserne bare undergraver væksten.  Dermed tegner sig også konturerne af en videre social og politisk krise i eurozonen.

Resultatet bliver en fremadskridende og vedvarende forringelse af befolkningernes velfærd og levestandard. Disse drastiske nedskæringer skal pågå i 10 til 15 år, før Sydeuropa er definitivt ude af den økonomiske krise.

Men de vil hævet over enhver tvivl til gengæld medføre en voldsom social krise.  

Uigennemførlig?

Det er endvidere meget svært at se, at denne politik kan gennemføres politisk.

Vi har allerede set regeringer falde i Irland, Portugal, Grækenland, Spanien og Italien. Indsættelsen af »teknokratregeringer« i Grækenland og Italien ledet af EU-embedsmænd er symptomatisk for, at centraliseringen mod gældskrisen koster i lokalt demokrati.

Og med den nye euozonetraktat vil yderligere magt blive samlet hos »Frankfurtergruppen« på bekostning af befolkningernes indflydelse gennem de nationale parlamenter.

Der er dermed stor risiko for, at den ny eurozonetraktat ikke bare indebærer fortsat økonomisk, men også tiltagende politisk og demokratisk krise.

Tilmed synes de valgte løsninger i høj grad at være dikteret af ensidige, tyske økonomiske interesser og herigennem af en ensidig neoliberalistisk økonomisk tilgang. Det kan i længden ikke undgå at skabe national og politisk opposition mod EU-projektet.

Men hvad er alternativet, vil nogen givet spørge? For eurozonen selv er der to muligheder:

Når de gældsramte lande ikke for længst har forladt euroen, er det, fordi det at stå alene med gældsproblemerne selvsagt ikke er særligt tillokkende for de gældsramte lande.

Men på den anden side vil fortsættelse af euroen i den nuværende udformning medføre fortsat økonomisk og politisk krise, navnlig i disse lande. EU og eurozonen har her to mulige udveje:

Enten at omfordele fra overskuds- til underskudslande og supplere gældsnedbringelsen med en vækst-, produktivitets- og jobskabelsespolitik, samtidig med at man bringer finansspekulanterne under kontrol og gennemfører demokratiske løsning.

Fortsætter man derimod bare den nuværende ensidige besparelsespolitik, vil EU styre mod recession i de nærmeste år og mod langsigtet lavvækst og høj arbejdsløshed.

Tilsat forstærket social og politisk krise, risikerer den anden sandsynlige udvej at være, at euroen og måske hele EU-projektet kuldsejler.