Endnu en omgang med løntilbageholdenhed og negativ reallønsudvikling vil forlænge krisen. Det er en negativ spiral, hvor færre penge til forbrug vil brede sig som faldende aktivitet i hele samfundet.

af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens

Medierne har i god tid inden overenskomstforhandlingerne haft travlt med at snakke forventningerne ned. Dagligt masseres vi med forklaringer og »analyser«, som på forhånd afviser, at der er råd til noget som helst i de forhandlinger, som nu er i gang.

Det er en helt speciel situation at opleve, hvordan ledende folk fra Dansk Industri allerede inden forhandlerne gik til bordet bebudede, at en storkonflikt er at foretrække, hvis de ikke får en nulløsning.

Det er ikke særlig konstruktivt, at de på forhånd graver sig ned med ultimative krav. Men det siger måske noget om, hvordan de vurderer styrkeforholdet. De er beruset af situationen og er åbenbart ikke i tvivl om, at de har fat i den lange ende. I hvert fald forventer fire ud af fem såkaldte topchefer direkte reallønsfald de kommende år. I deres forventningsrus tager de åbenbart forskud på resultat af forhandlingerne, inden de overhovedet var gået i gang.

Nulløsning er helt urealistisk

Men samtidig ved alle, at en nulløsning er helt urealistisk. For selvom vi selvfølgelig er påvirket af krisen, så er det værd at bemærke, at det går godt for flere af de store eksportdrevne industrivirksomheder. De tjener penge og har store forventninger til fremtiden. Det er selvfølgelig positivt, men det skal vores medlemmer have deres andel af. Overenskomstforhandlingerne handler også denne gang om at dele rovet.

Efter tre år med reallønsfald, så skal overenskomsten selvfølgelig bruges til at sikre reallønnen. Det er der råd til, selvom krisen har ramt arbejdsmarkedet, så er ledigheden ikke katastrofal høj. Vi har før hentet fornuftige resultater ved overenskomsterne i situationer med betydelig større ledighed. Krisen er ikke så dyb og alvorlig, at der ikke er råd til fornuftige løsninger.

I virkeligheden vil endnu en omgang med løntilbageholdenhed og negativ reallønsudvikling forlænge krisen. Det er en negativ spiral, hvor færre penge til forbrug vil brede sig som faldende aktivitet i hele samfundet. Det er ikke mange måneder siden, at den forrige regerings opskrift på kriseløsningen var, at vi skulle svinge dankortet. Men samtidig må vi ikke stille krav, det hænger ikke sammen.

Arbejdsgiverne kvæler hønen

I jagten på »forbedret konkurrenceevne« er arbejdsgiverne åbenbart også klar til at kvæle hønen, der lægger guldæg. Flere arbejdsgivere har meldt ud, at de ikke vil give noget på uddannelse og andre bløde områder.

Men uddannelse er jo en fælles interesse. Efteruddannelse og opkvalificering af arbejdsstyrken er en forudsætning for at forbedre den selvsamme konkurrenceevne, som der hele tiden tales om. Og det koster selvfølgelig penge, men hvis der ikke investeres her, så forsvinder forudsætningerne for at fastholde produktion i landet.

Arbejdsgiverne kommer også til at bøde for, at det borgerlige flertal i Folketingertudfaser efterlønnen. Forhandlingerne skal munde ud i aftaler om reelle seniorordninger. Vi skal have skabt et alternativ til den efterløn, som vores medlemmer nu må vinke farvel til.