19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Basal viden om overenskomster er væk og skal genindlæres

Basal viden om overenskomster er væk og skal genindlæres

Tirsdag, 10. januar, 2012, 10:41:57

På fem skolebesøg har jeg oplevet én, der vidste, hvad en overskomst er. Det er ikke mere er noget, der bliver drøftet i hjemmet – i dag ved far og mor heller ikke, hvad en overenskomst er.

af Ejvind Heinecke, afdelingsformand, Metal Lolland Falster

Den danske befolkning ved ikke, hvad en overenskomst er. Det er en klar konstatering, som kan koste den danske model livet.

Det er ikke kun en LO-undersøgelse, der viser det, det ser og hører vi tydeligt i vores hverdag på et fagligt afdelingskontor i provinsen.

Eksempelvis tager jeg som afdelingsformand indimellem ud på en efterskole eller andet, og skal fortælle lidt om arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedets parter.

Her starter jeg altid med at spørge, om der er nogen, der ved, hvad en overenskomst er? Det er der ingen der ved.

På fem skolebesøg har jeg oplevet én, der vidste, hvad det var. Det fortæller mig, at det ikke mere er noget, der bliver drøftet i hjemmet, som man gjorde for 40–50 år siden. I dag ved far og mor heller ikke, hvad en overenskomst er.

De elever, jeg får talt med, bliver noget overrasket, når man fortæller dem, at det er et aftalesystem mellem arbejdsgiver og arbejdstager om, hvordan man skal fungere på en arbejdsplads, hvor længe man skal arbejde, om man »bare« kan få fri, når det passer en, om lønnens størrelse og så videre.

Ikke lov men fællesskab

De tror, det er en lov udarbejdet af Folketinget. De tror, at »rigtige« fagforeninger er dyrere en gule A-kasser, fordi de fede fagbosser skal have en ordentlig hyre.

De ved ikke at fælleskab, overenskomster, faglig sagsbehandling, faglige uddannelser, kørsel af arbejdsskadesager, uddannelse af tillidsfolk med mere koster noget. Det er der aldrig nogen, der har fortalt dem.

Problemet i dag er, at både LO og de medlemsforbund, der tegner LO, ikke mere har økonomi til at komme ud på skolebesøg. Derfor er det så vigtigt, at vi, der kan finde lidt resurser lokalt landet over, får gjort det her.

Alle der ved, hvad det betyder at være overenskomstdækket, bør bidrage med at få den viden tilbage i samfundet. Det behøver ikke at være med store forkromede planer, blot huske at fortælle om det, når muligheden byder sig.

Del din viden

Jeg ved da godt, at selvom jeg har fortalt i en skoleklasse om det her, så fæstner det sig jo ikke, det er noget man skal høre flere gange, før det får en mening.

Det er ikke nok, at det kun er dem, der kommer i vanskeligheder og oplever vores hjælp, der ved, hvad det betyder. Det skulle gerne igen være noget hele samfundet er bevidste om.

Jo dybere krisen bliver, og jo længere tid den varer, bliver der igen mere og mere behov for den slags faglige fællesskaber.

De arbejdsgivere, der i forvejen har svært ved at behandle deres personale ordentligt, har kronede dage, fordi folk finder sig i for meget, da udsigten til et andet job ikke lige er rundt om hjørnet.

Jeg opfordrer hermed til altid at huske at fortælle, hvad en overenskomst er for noget, da det jo alligevel kun er hver tredje, der har hørt om det.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2012 - 10:41   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev