De selvbestaltede ledere af demonstrationerne vil bevare en korporativ markedsøkonomi, men vil blot gøre styret lidt mere acceptabelt. For flertallet er de utroværdige.

Den kreds, der giver sig ud for at være anti-putin-demonstranternes talsmænd, stod bag 1990’ernes chokterapi og privatisering. De fastholder det autoritært-korporative styre, der bygger på Jeltsins forfatning. Og Putins styre er hverken bedre eller dårligere end Jeltsins. Grundlaget og indholdet er det samme.

EU-kommissionen

Den 5. december 2011 demonstrerede 6000 russere i Moskva i protest mod valgfusk.

Den 10. december var der 80.000, og den 24. december var cirka 100.000 samlet på Sakharov Avenue. I dagene imellem fandt flere separate, alternative møder sted i Moskva og et par andre byer, men disse møder havde ikke samme omfang.

Medierne begyndte straks at snakke om »revolution« – et begreb, der næsten er gået inflation i. Det blev brugt af sensationsjournalister i forbindelse med Ukraine, Moldova, Kirgisistan og Georgien – brugt, uden at forstå den konkrete situation og styrkeforholdene. 

Noget andet er, at der i Rusland naturligvis måtte komme en reaktion på den tragiske udvikling, der dog ikke begyndte med Putin, men med »superdemokraten« Boris Jeltsins kup i 1991 og 1993, samt hans valgsvindel i 1996.

Mediernes billede af december måneds protester som en angivelig »folkelig revolution« mod »skurken Putin« er dog forenklet.

Demonstranterne

Deltagerne i disse demonstrationer og møder i Moskva har forskellige samfundspositioner og interesser. De kan opdeles i mindst to grupper.

Den ene omfatter veletablerede intellektuelle og erhvervsdrivende, der egentlig står for samme værdier som Putin & co (i folkemunde: »minkpelsene«).

De er ifølge russiske aviser »trætte af magthavernes middelmådighed«, eller også »følger de den nye Moskva-mode, offentligt at vise utilfredshed med disse magthavere«.

Den anden gruppe er mere i overensstemmelse med den brede og brogede befolkning. I stort omfang er der tale om studerende. For disse unge virkede meddelelsen den 24. september om, at Medvedev og Putin havde aftalt i 2012 at bytte job, som en øjenåbner over for et enerådigt styre.

Et styre, som deres forældre har accepteret siden 1991, og som de via tv har hørt skulle være »demokratisk«. De er nu frustrerede og gik for første gang på gaden. Til denne gruppe (i folkemunde: »internet-folket«) hører også folk, der er fjernt fra politik, samt højrenationalister og folk fra en splittet venstrefløj. 

Den kreds, der giver sig ud for at være disse demonstranters talsmænd, er primært medievante eks-politikere og intellektuelle.

Nemtsov, Kasparov, Ryzhkov, Kudrin og andre er gamle, kendte antikommunistiske liberalister, hvis forsøg på partidannelser gang på gang er slået fejl.

En blakket »oppositionsledelse«

Den socialdemokratiske politiker, Oksana Dmitrieva, betegner dem som »bagmændene bag 1990’ernes skandaløse chokterapi og privatisering«.

I deres sarkastiske taler kræver de dog ikke valgre-sultatet annulleret eller strukturændringer. De forholder sig ikke til de vitale, sociale bekymringer, som den brede befolkning udenfor Moskvas bygrænse har.

Deres grundlæggende interesser er de samme, som Putin-regimets. Alle vil de naturligvis »det bedste for det russiske folk«. Men egentlig vil de bevare en korporativ markedsøkonomi, der i øvrigt flittigt bruger af statskassen. De vil blot gøre styret lidt mere acceptabelt. De har støtte blandt en del af demonstranterne, men for de fleste er de utroværdige.

Flere af disse »ledere« blev der således piftet af, da de trådte frem på scenen ved mødet den 24. december.

Denne liberalistiske opposition mangler samfundsmæssigt format. Ved møderne formåede de ikke at formulere samlende og mobiliserende ideer. Deres visioner går i bedste fald ud på selv at kunne deltage i Cirkus Putins såkaldte præsidentvalg og få nye til at tælle stemmerne.

To af de selvbestaltede ledere agter at opstille ved valget i marts. Advokaten Aleksej Navalnyj vil forene liberalisme med højrenationalisme, og Mihail Prokhorov, en af Ruslands milliardærer, der fornylig blev væltet som formand for et neoliberalt højreparti, lover – som præsident – »at tale den jævne russeres sag«.

Som en kritiker påpegede, er Prokhorov dog mest kendt for at opfordre lønarbejdere til at udskifte 40 timers arbejdsugen med en 60 timers. Og for samme løn…

Disse »folkeledere« repræsenterer én klan inden for den russiske overklasse, som havde sin storhedstid under Jeltsins oligarkiske kapitalisme.  Denne gjorde det muligt, at samme overklasses anden klan med Putin som ny galionsfigur kom i spidsen for Rusland.

Grundlæggende fastholder denne klan det autoritært-korporative styre, der bygger på Jeltsins forfatning fra 1993. Og Putins styre er hverken bedre eller dårligere end Jeltsins. Grundlaget og indholdet er det samme.

Ingen revolutionær situation

Skillelinjerne i Rusland går ikke mellem Putin på den ene side og et »engageret« og protesterende folk på den anden. Og Rusland står for tiden ikke midt i det, Lenin betegnede som en »revolutionær situation«. Dertil kræves, at magthaverne ikke længere kan regere som før, og at folkemasserne ikke længere vil finde sig i at blive regeret som før.

Magthaverne klarer sig udemærket. De har levet højt på oliedollars. De har ført en politik til gavn for én bestemt klasse og dens intellektuelle lakajer. Samtidig med en (ganske berettiget) kritik af USA og NATO’s arrogante rolle som global politibetjent føres indenrigs en økonomisk politik, der matcher Vestens krav.

Derfor blev Putins ønske om at få Rusland med i WTO opfyldt. At dette medlemskab vil medføre nye spilleregler for russisk økonomi, er dog ikke det samme, som at magthaverne ikke kan regere videre. For tiden føler de sig ikke truet.

Putin har lovet demonstranterne forandringer. Løfter om videoovervågning af valglokaler og lettere adgang for opstilling af nye partier vil nogle måske se som en sejr.

Men ingen af disse løfter træder i kraft inden præsidentvalget i marts, og ingen af dem ændrer resultatet af det skandaløse dumavalg den 4. december 2011. Den nyvalgte Duma skal således blive siddende i fem år.

Men der er altså svage tegn på, at to af den russiske overklasses klaner er uenige. Og dette kan være et første, svagt krisetegn.

Sprækker i passiviteten

Den brede befolkning, der sælger sin arbejdskraft, er dog også splittet. De fleste lever i nuet og erkender ikke deres egentlige position som underbetalte lønslaver, hvis rettigheder er usikre.

De fleste accepterer stadig vilkårene, godt hjulpet af et underholdningsorienteret tv og den ortodokse kirkes opfordring til underdanighed.

Mange vælger at passe deres job og glæde sig over de små materielle fremskridt, der trods alt er sket i Putins tid. For eksempel regelmæssig udbetaling af løn og pensioner.

Man engagerer sig sjældent i de protestaktioner, der har været på en række arbejdspladser. De fleste har under 20 års pseudodemokrati fundet sig i valgsvindel. Både under Jeltsin og under Putin. Men ved valget den 4. december stemte de fleste mod Putin-klanen.

Socialdemokraten Oksana Dmitrieva skriver i en kommentar: »De stemte mod Putin, fordi deres livssituation er værre end for 20 år siden. De stemte imod, fordi kun få har udsigt til social opstigning.

De driftige unge stemte imod, fordi de er trætte af korruption og ingen livschancer har, med mindre de sælger deres sjæl til de regerende klaner. Man stemte imod en uhyrlig social ulighed. Man stemte imod, fordi man ikke vil acceptere, at landets naturrigdomme eksporteres til gavn for andre landes økonomier«.

Men, tilføjer hun, »den Moskva-elite, der gik på gaderne, er uden kendskab til de ovennævnte problemer«. 

I denne situation er venstrefløjen delt mellem det store parti, den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (KPRF), der fik 20 procent af stemmerne, og forskellige udenomsparlamentariske organisationer.

Og da KPRF var eneste venstrefløjsparti, der fik lov til at deltage i valget, fik par-tiet også proteststemmer, blandt andet fra ikke-kommunistiske studerende. 

Den udenomsparlamentariske venstrefløj tager afstand både fra Putin og de liberale intellektuelle og fra KPRF’s ledelse. En del af denne venstrefløj samarbejder dog med de liberale og nationalisterne omkring de store protestdemonstrationer og deltog også i KPRF’s alternative protestmøde.

Men ingen af stederne kom disse venstrekræfter til at præge mødernes dagsorden.

En antikapitalistisk vision

En ny strømning af Moskva-intellektuelle er knyttet til filosoffen Sergej Kurginyans »Kultur-kreative tænketank«. Hans tilhængere afholdt den 24. december et alternativt protestmøde samtidig med det store møde på Sakharov Avenue.

Kurginyan er blandt landets skarpeste debattører. Som ikke-kommunistisk humanist kritiserer han både Putin-styret og de politiserende liberale intellektuelle. Han har i 20 år været fortaler for en genskabelse af Sovjetunionen, hvis fald i 1991 han ser som hele landets tragedie.

Et manifest fra hans tænketank indeholder en tankevækkende analyse af den globale kapitalisme og visioner om et post-kapitalistisk Rusland – med inspiration fra Karl Marx og Max Weber.

Han blev landskendt for sin deltagelse i en debatserie i russisk tv om aktuelle og historiske emner, hvor han overbevisende og med blændende oratoriske evner afslørede de nuværende magthavere og deres lakajers hykleri.

Moskvas liberale opposition har indkaldt til næste aktionsdag den 4. februar. Denne gang vil man gå i demonstration ad Moskvas Ringgade under parolen: »For et Rusland uden Putin«. 

De russiske storbyer er i grøde. Der diskuteres dog, om det atter bliver en massemobilisering af Moskvas studerende og middelklasse. Eller om det bliver en fuser. I skrivende stund er begge muligheder åbne. To ugers russisk-ortodoks juleferie, frostvejret samt Putins indrømmelser kan tage luften ud af ballonen. 

Venstrefløjen vil have forfatningen ændret og opfordrer folk til at skabe forandringer ved at tage del i den daglige kamp mod privatisering, mod korruption og lovbrud.