I de fire højeste indkomst-grupper er beskæftigelsen faldet, men i den femte og laveste er der skabt masser af nye job. Underklassen vokser, mens den gennemsnitslige løn falder.

Jens Jonatan Steen er analysechef i tænketanken Cevea.

Aage Christensen

Det klassiske billede af en fattig arbejder er blevet skiftet ud. I gamle dage var det billedet af den nedslidte Jens Vejmand, der sad bag skærmen, »med Klude om sin Haand« og »med Læderlap for Øjet«. I dag er det Stanislaus fra Bulgarien, der sidder bag skiltet på Strøget, hvor han er blevet posteret som levende reklamesøjle.

Skiltemændene fandtes stort set ikke under højkonjunkturen for bare fem år siden, men de er i dag blevet en fast bestanddel af den stressende shoppingkultur på Strøget i København. Skiltemændene, som typisk er unge mænd fra Østeuropa, kommer til Danmark for at stå med et reklameskilt i op til otte timer om dagen.

Stanislaus og Michael er to af skiltemændene på Strøget, som jeg forleden faldt i snak med. De kommer begge fra Bulgarien og er begge i begyndelsen af 20'erne.

De får omkring 80 kroner i timen, arbejder alle ugens dage og er sådan set o.k. godt tilfredse med deres arbejde, selvom de konstant risikerer at blive sendt hjem, hvis der er for få shoppere på gaden. Som en af de unge mænd siger om tjansen: »Shitty, just like any other job« (noget skidt, som ethvert andet job).

40.000 nye lavtlønsjob

De to unge mænd er et billede på den nuværende udvikling, hvor gode job i industrien forsvinder til fordel for nye lavtlønjob i servicesektoren.

En ny rapport »Shifts in the job structure in Europe during the Great Recession« (Ændringer i jobstrukturen i Europa under den økonomiske krise) fra Eurofound viser, at vi i Danmark har fået 40.000 nye lavtlønsjob under finanskrisen. Altså flere job à la den skilteholdning, som beskæftiger Stanislaus og Michael på Strøget.

I de fire højeste indkomstgrupper er beskæftigelsen faldet, men i den femte og laveste er der altså skabt masser af nye job. Det vil sige, at underklassen vokser, mens den gennemsnitlige løn falder.

Den seneste udvikling betyder, at Danmark meget vel kan være på vej mod den type af arbejdende fattige, som er opstået over resten af Europa de senere år. Hvilket for eksempel betyder, at 1,3 millioner tyskere i fuldtidsarbejde i dag ikke tjener tilstrækkeligt til at kunne forsørge dem selv, men må forlade sig på offentlig forsørgelse på trods af deres fuldtidsarbejde.

Herhjemme har vi især set de nye lavtlønsjob indenfor handel og restauration, for eksempel hos Joe & The Juice og Agnes Cupcakes. Begge groteske eksempler på, hvordan unge mennesker arbejder under ekstremt dårlige forhold og uden sikkerhed. 

Vi kan som samfund ikke ønske, at vi skal leve af at lave café latte, presse juice, sælge kager, foretage ansigtsbehandlinger eller holde skilte. Det har de gennem 25 år prøvet i Sydeuropa uden det store held. Grækenland kunne her være et skræmmeeksempel.

investeringer og forskning

Vi hverken kan eller skal forvandle Danmark til en servicenation af lavtlønsjob, hvor hjulene alene holdes i gang af turister. Det er ikke lavere løn og dårligere arbejdsvilkår, vi skal konkurrere på. 

Derfor har vi i stedet brug for at satse på kvalitet og de bedste nye produkter. Den udvikling skaber man gennem investeringer i produktionsapparatet og forskning, ikke gennem lave lønninger.

Vi skal derfor sigte på at genskabe nogle af de 65.000 industriarbejdspladser, der er gået tabt under krisen. Disse job har typisk et højere potentiale for produktivitetsforbedringer og skaber bedre rammer omkring social stabil tilværelse.

Vi har altså brug for nye investeringer i industri, forskning og innovation, samt for investeringer i mennesker, så Stanislaus og Michael på Strøget kan få en uddannelse og komme væk fra at agere menneskelige betonklodser.

Hvis vi for alvor skal forebygge social polarisering i Danmark og undgå den udvikling, som vi har set i vores nabolande, så skal vi have skabelsen af gode og vedvarende job i den produktive sektor på bordet nu.