Vi må gøre disse to fanatiske EU-tilhængere klart, at vi danskere ikke ønsker at deltage i et europæisk økonomisk, kollektiv selvmord.
af Bo Andersen, Esbjerg
Udsagnet om at »historien gentager sig« viser sig tilsyneladende at være sand.
Det samme gælder for udsagnet om, at »historien har lært os, at vi intet har lært«.
Fra 1940 til 1945 var Danmark besat af tyskerne. Tyskernes magt over Danmark bestod i en voldsom militær overlegenhed, samt trusler om diverse sanktioner, hvis den daværende regering ikke makkede ret.
Nu forsøger Tyskland igen med forbundskansler Merkel i spidsen assisteret af franske Sarkozy atter at underkue Danmark.
Denne gang består tyskernes ammunition af euroen og i særdeleshed af gigantiske trusler, hvis den danske regering ikke makker ret.
Fra 9. april 1940 til 29. august 1943 førte den daværende regering, anført af S-statsminister Vilhelm Buhl og R-udenrigsminister Erik Scavenius, en såkaldt samarbejdspolitik med besættelsesmagten.
Buhl/Scavenius-regeringen gik endda så vidt i deres knæfald overfor tyskerne, at de ved hjælp af nogle statements forsøgte at tilfredsstille tyskerne.
Først var det Scavenius, som i den såkaldte 8. juli-erklæring udtalte, at »Danmark under ingen omstændigheder må komme i krig med sin store nabo mod syd«.
Scavenius gik endda ind i forhandlinger med tyskerne om etableringen af en mønt- og toldunion. Han anbefalede det.
Senere blev det Vilhelm Buhls tur til i ærbødighed og med bøjet nakke overfor tyskerne at udsende en radiotale, hvori han opfordrede alle danskere til dels at stoppe al sabotørvirksomhed og sidst men ikke mindst til, at danskerne skulle anmelde andre danskere ved bare den mindste mistanke om en mulig sabotør.
Helle Thorning (S) og Margrethe Vestager (R) har det altså ikke fra fremmede i deres ihærdige forsøg på at sælge ud af både dansk selvrespekt samt dansk suverænitet.
Vi må gøre disse to fanatiske EU-tilhængere klart, at vi danskere ikke ønsker at deltage i et europæisk økonomisk, kollektiv selvmord.
Og det er netop, hvad der med meget stor sandsynlighed vil ske, hvis Danmark tilslutter sig denne finanspolitiske union oven på ØMU’en.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278