Jeg kan godt forstå, at mange ikke er motiverede til at tage del i opbygningen af det samfund, vi lever i.

Skærveknuser

af Kjeld Stenum

Nylig rendte jeg i Herlev Bycenter på en gammel makker fra pvc-fabrikken Papyrotex, en Mærsk-virksomhed, også i Herlev. Engang i begyndelsen af halvfemserne arbejdede jeg der i et års tid, fordi jeg ikke kunne finde noget byggepladsarbejde. Jeg oplevede det som noget af det værste og mest monotone arbejde, jeg nogensinde har haft, og det var tilmed giftigt og forurenede nabolaget med saltsyredampe.

Vi hilste hjerteligt på hinanden, som gamle makkere jo gør. Han er en generation ældre end mig og var efterhånden blevet 86. Vi snakkede lidt om gamle dage på Papyrotex, om de mange fremmedarbejdere, der havde været der, blandt andre.

Jeg fortalte i den sammenhæng om, at jeg et par år efter, at jeg havde været på fabrikken, var rendt ind i én af disse fremmedarbejdere, en jugoslav, som det hed dengang, der havde fortalt, at han havde fundet nyt arbejde på Dantex. Og, havde han tilføjet, havde han vidst, at man kunne have det så godt på en dansk arbejdsplads, så havde han aldrig spildt 14 år af sit liv på Papyrotex.

Min gamle makkers reaktion var overrumplende. »Ja, jeg har nu altid haft det godt på Papyrotex,«, sagde han forurettet og så på mig med et blik, som havde jeg talt ondt om min gamle mor.

Da det blik faldt på mig, følte jeg mig hensat til min ungdom, dengang det var hans generation og dem, der var endnu ældre, der dominerede på arbejdsmarkedet.

Dengang havde jeg tit fået sådanne øjne på mig, hvis jeg kom til at sige noget, der røbede, at jeg havde svært ved at føle taknemlighed over at få lov til at tjene til dagen og vejen ved at gå og belægge Århus’ små grønne oaser med asfalt, så folk kunne komme ind og parkere alle deres biler tæt på de ny butikscentre og bruge deres surt optjente penge på at købe sig pseudolykke til i ting, som tonsvis af kostbare reklamer bildte dem ind, de havde brug for. Eller hvad det nu var.

Vi unge var utaknemlige og først og fremmest uansvarlige, mente de gamle, vi spyttede på den hånd, der fodrede os. For dem kastede vi vrag på en verden, som de følte, at de havde bygget, og som de tog ansvar for. Og derfor følte de det som et personligt angreb, når vi kritiserede. Jeg vil så også godt erkende, at vi nok har været både respektløse og humorforladte i måden, vi kritiserede på.

Men det er ham og hans generation, jeg kommer til at tænke på, når Karen Hækkerup og Mette Frederiksen irettesætter bistandsmodtagere, der ikke har udvist den påkrævede emsighed i deres arbejdssøgning. De skal nok kræve deres ret, men også gøre deres pligt, formaner ministerdamerne dem. Det er gammel socialdemokratisk visdom, og den ligger bag hele det danske velfærdssamfund. Følger man ikke den, er man med til at underminere dette velfærdssamfund.

Og jo, det er gammel socialdemokratisk visdom. Den er især gammel. Det er min Papyrotex-makkers generation, den appellerer til. I dag er der vist ikke mange, der tror på parolen. Det gjorde året 1968 en ende på, og med god grund, synes jeg. For jeg mener, den bygger på en myte.

For det samfund, vi er med til at opbygge, er meget andet end de få kroner, der bruges på velfærd. Det er også stress, livstomhed og forbrugerræs. Det er reklamer og manipulerende medier. Det er dyremishandling og forgiftede fødevarer. Det er så forjaget og farligt at færdes i, at det må hegne sine børn inde, når forældrene arbejder.

Det er privat, energifråsende trafik og tilplastring af landskabet med asfalt. Det er kulkraftværker og klimakatastrofe. Og – det tillader sig at være aggressivt og bedrevidende nok til at bruge milliarder på at drage ud i verden og slå ihjel for sin opfattelse af, hvordan andre bør indrette deres samfund.

Og nu vil jeg godt forsvare de »dovne« bistandsklienter lidt og på deres vegne gå i rette med vores beskæftigelsesminister og socialminister, og også med min gamle makker fra Papyrotex.

Ikke for det, jeg har sgu brugt det meste af mit voksenliv på at være med til at opbygge alt det, jeg kritiserer. Men jeg har også altid følt mig prostitueret, når jeg gør det. Jeg kan godt forstå, at mange ikke er motiverede til at tage del i opbygningen af det samfund, vi lever i.

Og så er det, jeg får lyst til at filosofere lidt over, hvad det egentlig er for noget, den her pligt, som Mette og Karen snakker om. Mener de, at hvis man vil have ret til at modtage af samfundet, har man pligt til at stå til rådighed for hvem som helst, der skal bruge arbejdskraft?

Men det er jo ikke en tilfældig arbejdsgiver, der sikrer velfærdsgodet bistandshjælp, det er dine og mine skattekroner. Hvorfor skal tilfældige arbejdsgivere have retten til at høste frugterne af det, vi alle solidarisk betaler vore skattekroner til?

Hvis man skal føle sig forpligtet af den bistandshjælp, man modtager af samfundet, må det være hele samfundet, forpligtelsen gælder. Og det vil vel så sige, at man er forpligtet til at være kritisk overfor det arbejde, man betaler med. Kommer det rent faktisk hele samfundet til nytte?

Men prøv at søge arbejde på det danske arbejdsmarked med den holdning, kære Mette og Karen! I får fem tæer i røven, før I kan sige pip, for sådan et krav vil ingen dansk arbejdsgiver stå model til. Ingen medarbejderopkomling skal blande sig i deres »ret« til at lede og fordele.

Arbejdet? I was only in it for money. Og for mine makkere. Og Mette og Karen, jeg kunne godt lide at vide: Hvordan kan det at modtage ydelser fra samfundet forpligte én til at yde til nogen, der aldrig står til ansvar overfor samfundet? Det forstår jeg bare ikke.