31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tak til SUF

Tak til SUF

Fredag, 13. januar, 2012, 18:28:34

Vi skal udnytte formand­skabet til at lære hinanden endnu bedre at kende. Både for at markere modstanden og for at sikre et grundlag for at vinde kommende EU-folkeafstemninger .

Sigaardsfoto.dk

Den Rød tråd

af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti

Torsdag aften var jeg inviteret til møde i Solidaritetshuset.

SUF ville gerne have et oplæg. Et oplæg der kunne sige noget om, hvad EU er for en størrelse, hvordan vi skal forstå det, der foregår lige nu med euroen og europagten, og ikke mindst – hvordan vi sikrer masser af modstand under det danske formandskab.

Der er ikke i sig selv noget nyt i, at man mødes og snakker om EU, det gør alle mulige EU-modstandere i denne her tid.

Det særlige ved mødet i torsdags, som gjorde mig vældig positiv, var udgangspunktet for debatten. Gutten, der skrev og spurgte, om jeg ville dukke op, havde et fedt udgangspunkt:

Protester under det danske formandskab

Vi ved måske ikke så meget om EU, vi har ikke rigtigt haft prioriteret at arbejde med det – men vi ved, at det er vigtigt, og vi vil gerne vide mere så vi kan være med.

En ting er, at vi, »der plejer«, er i bevægelse, at vi synes, det vigtigste i det her forår er at udnytte formandskabet til at få sat modstanden på dagsordenen. At vi vil bruge timer og dage på at sikre at protesterne ved ECOFIN-mødet den 28. og 29. marts i København bliver store og flotte.

Det, at vi prioriterer, at det er en grundlæggende nødvendighed. At når økonomi- og finansministrene taler om nødvendigheden af løntilbageholdenhed, senere pensionsalder, og en strammere styring af de offentlige udgifter. Når de taler om, at det skal være lettere at straffe lande, der er klemte økonomisk. Når de taler om, at der skal afgives endnu mere selvbestemmelse til EU, så skal vi sikre, at der sættes en anden dagsorden blandt græsrødderne.

Vi skal fortælle dem, at vi ikke gider betale for deres krise, at vi synes, det er vigtigere at sikre velfærden end at redde røven på euroen. Og at hvis politikerne insisterer på at binde os op på en usolidarisk og ødelæggende europagt, kræver vi at blive hørt. Så vil vi stemme om den, og vi vil stemme den ned.

Kom ind i kampen

Der er også brug for at vi sikrer, at så mange som muligt tager turen til Horsens den 23. april for at protestere mod social dumping, mens beskæftigelsesministrene mødes. At vi der vil vise dem, at der ikke er opbakning til det deregulerede arbejdsmarked, hvor løn og arbejdsforhold sættes under et konstant og voksende pres .

Det, at vi der plejer tager opgaven på os, er givet på forhånd. Det skal der nok komme noget ud af. Men hvis vi for alvor skal være synlige, hvis modstanden skal udnytte det kæmpe potentiale, som  sådan et formandskab  giver – ja så er det fuldstændigt essentielt, at de progressive og aktive kræfter, der normalt mest beskæftiger sig med alt muligt andet, også melder sig ind i kampen.

Vi har brug for at komme ud over kredsen af »os der plejer«, brug for mere debat, flere aktiviteter, nye kritikere og modstandere, der sætter sig ind i spørgsmålet om EU.

Alle vigtige kampe har tråde til EU

Vi skal udnytte formandskabet til at lære hinanden endnu bedre at kende. Både for at markere modstanden, men også for at sikre et grundlag for at vinde kommende folkeafstemninger.

Alle de væsentlige kampe, vi står i, har en EU-vinkel. Kampene for velfærd, for demokrati, for fred, for retssikkerhed, for klima, mod udbytning af fattige lande…. Alle disse kampe er uløseligt forbundet med kampen mod EU.

Derfor – tak til de søde, engagerede og aktive unge mennesker, der gerne vil sætte deres aftryk på formandskabet. Tak fordi i satte tid af til at få mere at vide om EU. I er mere end velkomne i kampen.

Jeg håber og tror på, at alle mulige andre vil gøre som jer. Der er brug for det.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jan. 2012 - 18:28   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar