Folkefronternes regeringsovertagelse i Frankrig og Spanien viste nye og lovende perspektiver. Men udviklingen kom de ledende kræfter i Europa på tværs.

»De internationale forenet med spanierne i kampen mod kupmageren« (Francos militærkup), står der på den gamle plakat.

af Ole Gleerup

2011 var 75-året for udbruddet af den spanske borgerkrig og for dannelsen af de internationale brigader. Det giver anledning til at redegøre for baggrund og konsekvenser.

Borgerkrigen i Spanien – hvor demokratierne åbnede vejen for Francos sejr, Østrigs indlemmelse i »Tusindårsriget«, Tjekkoslovakiet undergang, svigtet af Folkeforbundet – udgjorde tilsammen forspillet til krigens sejr i Europa.

Forudsætningerne for dette forspil tog allerede sin begyndelse i 1929 med krisen, der fik alt til at ramle.

Med syv millioner arbejdsløse i Tyskland, fem millioner i Storbritannien, 18 millioner i USA og hos os selv hver anden arbejdsløs, måtte de store magter søge en løsning på deres afsætningsproblemer gennem militarisering af økonomien.

Samtidig stræbte de efter en ny opdeling af verden, en anden status quo end den, der blev skabt ved freden i 1918-19.

Japan var tidligt slået ind på militarismens vej, Italien fulgte efter, og i 1933 kom Tyskland med ved Hitlers magtovertagelse (udnævnt til kansler af Hindenburg, med storindustriens og de østprøjsiske junkeres velsignelse).

Men der blev gjort modstand mod denne udvikling. Herhjemme var der store antikrigsdemonstrationer: »Arbejde og brød, ikke kanoner! Mod racisme, fascisme og nationalisme!«

I Østrig gik man til militær modstand mod den klerikale fascisme, Dolfuss-regeringen, men blev slået ned af Stahlhelmfolkene, et østrigsk frikorps.

I Frankrig forenede arbejdernes faglige og politiske organisationer sig, slog kupforsøget i Paris – ledet af politipræfekt Chiappe – tilbage, og den første folkefrontsregering under Leon Blum blev dannet.

Militarisme og fascisme kunne standses og nedkæmpes, hvis man stod sammen om at bevare de borgerlige rettigheder og retten til arbejde og brød.

Den spanske folkefront

I Spanien havde monarkiet abdiceret i 1930-31. En spansk general, Sanjurcho, forsøgte et kup, men det mislykkedes, og han flygtede til Portugal. I 1934 forenede Primo de Rivera alle højrekræfter og slog med hjælp fra den spanske fremmedlegion al modstand ned.

Længst holdt de asturiske minearbejdere ud i oktober 1934. Resultatet af dette nederlag blev en samling af alle kræfter, der var imod militærjuntaen.

Denne samling førte til, at juntaen led nederlag ved valget i 1936, og at der blev dannet en folkefrontsregering bestående af progressive borgerlige, socialister, kommunister og anarkister.

I Spanien var en landbrugsreform et meget centralt spørgsmål. Kloge af skade ventede landarbejdere og bønder ikke på regeringen, men satte sig selv på de store jordejeres ejendomme.

En lignende udvikling fandt sted i byerne, hvor der oprettedes fabriksråd med mere, 40-timers arbejdsuge, betalt ferie, oprettelse af skoler og forbedret sundhedsvæsen.

Hele denne udvikling havde indflydelse på Folkefronten i Frankrig, hvor man med store strejker gennemtvang en 40-timers arbejdsuge, overenskomst med arbejdsgiverne og nationalisering af våbenindustrien.

Udviklingen styrkede også den britiske arbejderbevægelse og fik sat nye kræfter i gang imod oprustning, krig og fascisme overalt.

Fascismens fremtrængen, som gennem nogle år havde formet sig som et ubrudt sejrs­tog, virkede knugende og deprimerende på selv de mest progressive kræfter.

Derfor udløste omvendt modstødene – arbejderenheden og folkefronterne, at der endelig kom nyt håb.

Folkefronternes regeringsovertagelse i Frankrig og Spanien viste nye og lovende perspektiver.

Denne udvikling kom de ledende kræfter i Europa på tværs, både i Storbritannien og i Frankrig, hvor monopolerne sagde »hellere Hitler end Folkefronten«, for slet ikke at tale om Italien og Tyskland.

Dertil kom, at Mussolini havde okkuperet Etiopien og ligesom sit forbillede Cæsar betragtede Middelhavet som et italiensk hav, »Mare Nostrum«.

For Tyskland var såvel de rige malmlejer i Nordspanien, som kviksølvminerne i Sydspanien og kontrollen over indsejlingen til Middelhavet af betydning for styrkeforholdet til det britiske imperium.

For alle disse parter kom opstanden i Spanien den 19. juli 1936  belejligt.

Francos militærkup

Det er sandsynligt, at det er blevet planlagt allerede i april 1936, hvor både Sanjurcho, spanske finansfolk og nogle prominente repræsentanter for Italien befandt sig i Berlin. I hvert fald fik opstanden fuld støtte fra både tysk og italiensk side.

Godt 30.000 italienske og 70.000 tyske soldater deltog i Spanien for at sikre den senere leder, general Franco, sejren. Uden denne støtte havde Francos oprørere ikke haft en chance.

Dertil kom, at krigen blev »internationaliseret« gennem Folkeforbundet.

Trods det, at Spanien var medlem af samme, dannede man en ikke-interventionspagt, der udelukkede Spanien fra at købe de nødvendige forsyninger for at kunne forsvare sig.

Roosevelt lod vedtage en lov, der forbød salget af våben til republikken, men ikke til Portugal eller Italien. Nor-dahl Grieg har kommenteret Ikke-interventionspagten på denne måde:

»Da Etiopien blev angrebet, gjorde Folkeforbundet et slags forsøg på at ramme angriberen med sanktioner. Det blev udført halvhjertet og førte ikke til noget.

Da Spaniens lovlige regering nogen tid efter blev angrebet af fascisterne, greb Folkeforbundet, klog af skade, til en ny fremgangsmåde: Det anvendte sanktioner mod den angrebne.

Det er det faktiske indhold af ikke-interventionspolitiken. Det er det mest forfærdende, tåbelige og kyniske forsøg, som verden har set, på at gøre ende på en krig.«

Spanien holdt ud i tre år. Der blev fortaget indsamlinger i alle lande. De internationale brigader blev dannet, bestående af mellem 37.000 og 40.000 i alt, men overmagten var for stor.

I 1938 anerkendte Storbritannien Franco. Sovjetunionen derimod udnyttede alle muligheder for at få oprettet en kollektiv sikkerhedsordning for at imødegå den krigsfare, der udgik fra de fascistiske styrer, og som ikke blev mindre med republikkens nederlag.

Fredens fjender

Også i mange borgerlige kredse var man imod krigen. Men de afgørende magthavere i Vesteuropa havde andre planer.

Storbritannien og Frankrig forestillede sig krigen som en mulighed. De havde bare ikke regnet med, at den vendte sig imod dem.

Som efterkrigstiden i enkelt­heder har kunnet vise det, forhandlede de vestlige regeringer hele tiden med Hitler med det formål at få styret hans aggressionslyst mod det socialistiske Sovjet.

Som led i det kyniske spil mødtes de europæiske regeringschefer i 1938 i München, Chamberlain (Storbritannien), Daladier (Frankrig), Hitler (Tyskland) og Mussolini (Italien), for at underskrive overenskomsten om sønderlemmelsen af Tjekkoslovakiet.

Med ikke-interventionspagten og Münchenforliget var leddet lukket op for ulvene, som nu kunne tage for sig af retterne. Hitlers øverste militære leder, general­marskal Keitel sagde efter verdenskrigen, da han blev stillet for krigsforbryderdomstolen:

»Tysklands militære forberedelser i München-perioden var på et sådant stadie, at hvis Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen havde forenet sig, i stedet for at Münchenforliget var blevet sluttet, ville det have været ganske umuligt for Hitler at begynde krigen.«

Menneskeheden kom til at betale prisen for denne krig. Også i dag er der kredse, der forestiller sig krigen som en mulighed. 

Ole Gleerup deltog i rejsen, arrangeret af foreningen Venner af De Internationale  Brigader, i anledning af 75-året for dannelsen af de internationale brigader.