Det opsplittede system er gift for den gode, sammenhængende, helhedsorienterede sociale indsats. En person kan have op til syv forskellige sagsbehandlere.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Aage Christensen

Opsplitningen i den offentlige sektor efter kommunalreformen er et stort problem for sammenhæng i indsatsen for de borgere, som har brug for hjælp fra socialrådgiverne i det offentlige.

Vi ved notorisk fra det sociale arbejde, at ethvert skift, sågar alene et skift af sagsbehandler i den samme afdeling, betyder tab af viden, tab af sammenhæng, tab af kontinuitet og tab af kvalitet i sagsbehandlingen. Det opsplittede system er gift for den gode, sammenhængende, helhedsorienterede sociale indsats.

Jobcentret, som er den ene indgang, alle skal gå ind af, når vi skal i kontakt med kommunen, må kun fokusere på job, og skal bestræbe sig på »at vende den ledige i døren«.

Derfor må de ansatte der i princippet hverken tale eller tage hånd om de lediges eventuelle sociale problemer. De skal løses hos forskellige andre forvaltninger, som i bedste fald ligger på samme adresse, i værste fald er placeret rundt omkring i kommunen. Udbetalingen af enhver form for ydelser skal også være isoleret fra alle andre indsatser og foregår fra et ydelseskontor.

Mød »Jacob«. Han er et lidt ekstremt tilfælde, som kun sjældent findes i fuld figur i praksis. Men mange tusinde ledige med sociale problemer repræsenterer en række af de problemstillinger, som historien om Jacob illustrerer.

Fyret fra jobbet

Jacob er blevet fyret fra sit job og skal altså henvende sig i kommunens »ene indgang« – jobcentret. Her skal han melde sig ledig. Jobcentret betragter ham som en, der skal »vendes i døren«, da han kommer lige fra job.

Hans sagsbehandler må ikke tale med ham om andet end det næste job, og når han forsøger at sige, at han er på spanden økonomisk og faktisk har en masse forklaringer på, hvorfor det lige var ham, der blev fyret, så skal hun henvise ham til sagsbehandlere andre steder. Og her starter Jacobs tur rundt i en totalt uoverskuelig og usammenhængende kommunal labyrint.

Økonomien skal han tage hånd om ved at henvende sig hos en sagsbehandler i ydelseskontoret. Har han et misbrug som en af forklaringerne på, at han er blevet fyret, skal han bestille tid hos en sagsbehandler i socialforvaltningen. Det samme gælder, hvis det er psykiske problemer, der er på spil. Er der også problemer med børnene – måske fordi de reagerer på, at far er arbejdsløs og drikker, – skal der bestilles tid hos en sagsbehandler i børne- og familieafdelingen, som typisk vil ligge under børne-kulturforvaltningen.

Skulle han blive syg, skal han have en ny sagsbehandler, som sidder i sygedagpengeafdelingen, typisk også placeret i jobcentret. Måske sendes han i den anledning til en såkaldt »anden aktør«, som skal iværksætte initiativer, som skal få ham hurtigt på benene igen. Kræver sygdommen, at han bliver opereret, er der endnu en opsplitning, for så foregår operationen i regionalt regi, mens genoptræningsansvaret er kommunalt.

Mellem to stole

Også her risikerer han at falde dybt imellem to stole. Fører sygdommen til en kronisk fysisk skade, som han har brug for hjælpemidler til, skal han have tid hos en sagsbehandler i handicapafdelingen.

Skulle hans kone få nok af ham og sparke ham ud, fordi han på rekordtid har gennemgået en serøs social deroute (hvilket ikke sjældent er tilfældet), så er han pludselig også hjemløs, og så skal han have en ny sagsbehandler i borgerservice eller boliganvisningen. I alt syv forskellige sagsbehandlere, som i en meget travl hverdag har uendelig svært ved at sikre sagens koordinering og sammenhæng.

Er Jacob – trods alle skavankerne – robust, tager han kampen op, og bruger sin ledighed til at fungere som travl koordinator i sin egen sag. Er han ikke – resignerer han.  Og så har vi i værste fald en potentiel ny ledig med uoverstigelige problemer.

Socialrådgiverne møder blandt andet disse enlige mænd på hjemløseherbergerne, hvor de bliver svingdørsbeboere, fordi de ikke kan leve op til kravene fra jobcentret, og dermed mister kontanthjælpen eller sygedagpengene på grund af de omfattende sanktionsregler.

Og hver gang herbergets socialrådgivere lykkes med at etablere sådan en mand i en ny bolig, går det galt, fordi de sociale problemer ikke er løst, og der igen sanktioneres, ikke bliver betalt husleje, sættes ud af lejligheden. Og hele molevitten ender med en returbillet til herberget. Det har vel aldrig været meningen?

Jeg håber, at den nye regering vil tage et opgør med det opsplittede system, så vi kan sætte ind med en langt mere sammenhængende, helhedsorienteret rehabilitering, end det er muligt at etablere nu. Til glæde både for Jacob, hans ligesindede og for samfundet.