19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark ud af Afghanistan – og ud af militarismen

Danmark ud af Afghanistan – og ud af militarismen

Torsdag, 19. januar, 2012, 11:38:34

Demokrati og fred kan blomstre i Afghanistan, men ikke gennem krig. Kun gennem solidaritet med de demokratiske kræfter og aktiv antimilitarisme herhjemme kan målet nås.

Tanken om sprede »frihed« ved brug af overlegen ildkraft er fuldstændig forfejlet. Besættelsesstyrkerne fra NATO og ISAF har destabiliseret det afghanske samfund. Her en danske soldat i Helmand.
Ronny Rasmussen

af Oscar Larsen, København

Den11. januar 2012 var det 10 år siden Folketinget vedtog, at Danmark skulle deltage i den USA-ledede invasion og besættelse af Afghanistan.

Folketingets vedtagelse var dog kun en bekræftelse af den danske indblanding i invasionen af Afghanistan. Danske tropper har været til stede i landet siden oktober 2001.

Officielt var USA’s og øvrige allieredes motiv for at invadere Afghanistan at drive al-Qaeda ud af landet. Invasionen blev den første regulære militære aktion i George W. Bush’s såkaldte »Krig mod terror«.

Formålet med denne stærkt ideologiske krig ændredes dog snart til at være opbygning af en demokratisk afghansk nation. Besættelsesmagternes officielle motiv for krigen i Afghanistan var og er propaganda og ideologisk kamp.

Tanken om sprede »frihed« ved brug af overlegen ildkraft er fuldstændig forfejlet. Besættelsesstyrkerne fra NATO og ISAF har destabiliseret det afghanske samfund og gjort livet for det afghanske folk langt sværere end tilsigtet.

Den illegale narkotikaproduktion er kun vokset. Kvinders forhold i Afghanistan er blevet væsentligt forværret. Korruption er udbredt på alle niveauer i administrationen, og både krigsforbrydere og narkobaroner udgør en del af det afghanske parlament.

Demokrati og frihed kan kun vokse ud af folkets egen vilje og kamp. Det kan ikke påtvinges fra oven eller af udefrakommende kræfter med våben i hånd.

Dette burde nu fremstå tydeligt, selv for de politikere, der i starten af besættelsen troede på propagandaen om at »udbrede demokrati« i Afghanistan.

CivilSamfundets militarisering

Krigen er blevet en dyr affære både i menneskeliv og penge. Den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan opretholdes til stor del på grund af USA’s og NATO’s frygt for at miste prestige.

Krigen må for enhver pris ikke afsluttes på en måde, der får besættelsesmagterne til at fremstå som tabere og Taliban, al-Qaeda eller nogle af de utallige andre modstands- og oprørsgrupper i landet som vindere.

En anden officiel grund til at fastholde Danmark i krigen i Afghanistan og fortsætte med at involvere os i krige, som i Irak og nu senest i Libyen er militariseringen af civilsamfundet.

De mest tydelige og groteske symptomer på militariseringen af Danmark er det ulækre spektakel til militærmarcher, som blandt andet København har måttet lægge asfalt til i de sidste par år.

Med disse parader vil hæren og regeringen få krigen til at fremstå som noget heltemodigt, der gør verden til et bedre sted. Sandheden er det modsatte: Krig er altid usselt og forfærdeligt, og krigen i Afghanistan er på ingen måde en undtagelse.

Et mere diskret, men væsentligt mere farligt symptom er terrorlovgivningen.

Besættelsen af Afghanistan og Vestens øvrige mili-tære angreb i Mellemøsten radikaliserer befolkningen og skaber et rekrutteringsgrundlag for grupper som Taliban og al-Qaeda.

Denne ophedede situation bruges så til at motivere en intensiveret indsats mod »terrorisme«.

På hjemmebanen giver det sig udtryk i blandt andet terrorlovgivningen, som i Danmark allerede bruges til at forfølge aktivister på venstrefløjen og i fagforeninger for »forbrydelser« såsom salg af T-shirts og solidaritetsarbejde.

Retsstaten angrebet

Retsstaten og demokratiet udhules trin for trin.

Terrorpakkerne og lømmelpakken leder til brug af hemmelige vidner og bevismaterialer i rettergange, kriminalisering af solidaritetsarbejde og holdningsytringer og en militarisering af politiet, der udhuler enkelte borgeres frihedsrettigheder og grundlæggende demokratiske ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Vi ved, at besættelsen af Afghanistan aldrig reelt har haft til formål at »befri« den afghanske befolkning. Derfor kræver vi, at Danmark trækker sig ud af Afghanistan – og ud af den igangværende militarisering af hele det danske samfund.

Demokrati, frihed og fred kan blomstre i Afghanistan – ligesom det kan komme til at gøre det i hele verden. Men vejen dertil går ikke gennem krig og besættelse.

Kun gennem en konkret solidaritet med de demokratiske kræfter i Afghanistan og aktiv antimilitarisme på hjemmebanen kan vi nå målet.

Det er dybt nødvendigt at lægge pres på politikerne til at trække besættelsestropperne ud af Afghanistan.

Og det er lige så nødvendigt at bekæmpe militarismen med al den afstumpethed, autoritetstro, racisme og militarisering af civilsamfundet, som den bærer med sig.

Antimilitarismens budskab om fred, solidaritet, lighed og frihed finder forhåbentlig mange tilhængere i et Danmark, der i løbet af de sidste 10 år har været involveret i tre krige – med spild af utallige menneskeliv til følge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jan. 2012 - 11:38   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev