Vi kan konstatere, at FredsVagten må ikke være uanstændig og tiltale tilhængere af krig med kritik af deres gøren og laden, men Fogh må gerne være landsforræder.
Den 17. januar, klagede Ole Birk Olesen over FredsVagten, der påstod, at han såvel som resten af det danske folk er til nar for Fogh i betragtning af dennes landsforræderi; at bringe Danmark i fare, for sin egen karrieres skyld, ved at lyve lodret og grundlovsstridigt om nødvendigheden af en Irak-krig.
Ole Birk Olesen (OBO) ville angiveligt ikke finde sig i at blive kaldt en nar og tog til genmæle. Imidlertid fastholdt den tilstedeværende fredsvagt; undertegnede, sin påstand. OBO forlod snart arenaen med trussel om at melde til politiet, at han ikke kunne gå forbi FredsVagten uden at blive kaldt en nar.
På olebirkolesen.dk læser vi følgende:
Jeg savner ægte mennesker med ægte holdninger i dansk politik. Politik er blevet et skuespil, hvor politikerne spiller roller i stedet for bare at være sig selv. Hvad mener vore nuværende politikere egentlig inderst inde? Ved du det? Jeg gør ikke. Der er for meget spin og for få ægte holdninger i politik i dag.
Trusler om at fratage tilladelse
Fem minutter senere kom en betjent ud fra Borgen og meddelte, at der var blevet klaget, og at det står i politiets instruks, at vi ikke må tale til folk. Hvis de ikke vil tage imod vort materiale, må vi lade det blive ved det. Jeg anførte, at jeg ikke havde råbt ad OBO, og jeg havde heller ikke forsøgt at give ham noget materiale.
Men betjenten ville ikke diskutere sagen, blot meddele mig at der blev skrevet en rapport over den anførte klage. Og hvis der kom flere af den slags, ville man overveje vores »tilladelse«.
Da jeg derefter nævnte den højt besungne ytringsfrihed, fik jeg igen at vide, at han ikke ville diskutere. Men da han derefter fortsatte med at irettesætte mig mundtligt, bad jeg ham følgeligt at holde inde og gå tilbage og skrive sin rapport, som vi så vil tage ad notam.
Nu står det således tilbage, at en klage optages uanset, der ikke er nogen vidner, der kan fortælle, hvad der egentlig skete. Principielt kan enhver, der har noget imod, at vi står der, klage over, at vi generer ham. Selv om vores demonstration jo netop er beregnet til at »genere« dem, der går ind for krig.
Denne erkendelse kalder på, at FredsVagten søger aktindsigt i politiets journaler for at se, hvad der egentlig er noteret om vores stand gennem 10 år.
må ikke kritisere tilhængere af krig
Efterfølgende kontrollerede jeg politiets instruks, der peger på straffelovens §267 (injurier) og Politibekendtgørelsens §3 om fornærmelig, uanstændig og anstødelig opførsel og §9 og hertil den specifikke formulering i »tilladelsen«: At demonstrationen afholdes på en sådan måde, at den ikke er til ulempe for de omkringboende, forretningsdrivende eller forbipasserende.
Her er der jo elastik nok til at forbyde enhver demonstration, hvorfor vi er tilbage ved en konkret vurdering af, om min ret til at ytre mig eller OBO’s ret til ikke at føle sig forulempet vejer tungest.
Og vi kan konstatere, at FredsVagten må ikke være uanstændig og tiltale tilhængere af krig med kritik af deres gøren og laden, men Fogh må gerne være landsforræder; Højesteret har afgjort, at gode danske borgere har ikke retslig interesse i Foghs grundlovsbrud. Og Danmark må gerne udøve terror (ifølge definitionen i Straffelovens § 114). Men FredsVagten må kun smile.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278