At klare finansieringen af kollektiv trafik via betalingsringen er det samme som ikke at give kollektiv trafik en topprioritet.

af P. Jørgensen

Mine indlæg om betalingsringen har ført til et par reaktioner – sidst fra Per Hørning. Jeg har dertil følgende punkter:

* Trængselsproblemerne i københavnsområdet skal løses ved at begrænse bilernes dominans i byens rum og gader. Det skal være en løsning for storkøbenhavnerne og sjællænderne.

København kan ikke ses isoleret, fordi hele Sjælland reelt har ét stort arbejds- og boligmarked.

* En løsning med en betalingsring fører til en deformering af byen i stor skala, samt til en opskæring af nærmiljøerne langs ringen. Pointen med andre løsninger er, at de er fleksible og kan justeres undervejs, og at de ikke skaber skillelinier i byen.

* Projektfinansiering i stedet for at tage pengene i den store kasse, er et greb fra den  neoliberale værktøjskasse. Det er en begrænsning af samfundets muligheder, og der er ikke langt til privatiserede løsninger. At klare finansieringen af kollektiv trafik via betalingsringen er det samme som ikke at give kollektiv trafik en topprioritet.

Hørning skriver, at bilen er et resultat af de samfundsmæssige produktivkræfter under en kapitalistiske epoke. Vist så, men også af produktionsforholdene, som hæmmer og deformerer produkterne i deres sociale sammenhæng.

Bilen har i høj grad været med til at strukturere – misdanne – vores byer.

Hørning bryder sig ikke om, at jeg skriver, at en del af det hypede byliv i København har et umiskendeligt skær af middelklasselivsstil (hvilket indrømmet ikke er et særligt godt begreb).

Min pointe er, at der foregår varegørelse – kommercialisering – af byens rum og bylivet. Det er en global trend.

Inden i dette fænomen er der samtidig progressive tendenser for en tilbageerobring af byen og af bylivet, hvilket for mig at se er et supervigtigt politisk felt.

Det handler ikke om at »tror at vide, hvordan en arbejder skal leve«, som Hørning nævner, men om hvordan de forskellige lag i arbejderklassen tager byen til sig, og hvordan de politisk organiserer og udstikker perspektiver. Det handler om magten i byen.

Hørning skriver: »Desværre har den bevidste del af arbejderklassen endnu ikke formået at formulere et socialistisk alternativ eller at bevidstgøre arbejderne om klassekamp og kapitalistiske udbytning – det er en opgave, der venter.«

Hvad er der at vente på? Marx skal ikke bruges til at udskyde det, der kan gøres, til bedre tider, han ville sikkert gå ind i bevægelsen. Som nævnt er der jo allerede ting i gang i så henseende.

Redaktionen anser hermed denne diskussion for afsluttet.