Siloer skal sprænges i luften. Og borgere skal gøres vigtigere end refusionssatser.

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening.

Det er sjældent danske politikere tager ordet revolution i deres mund, men i et interview i Politiken den 21. januar sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at der er behov for en revolution i den offentlige sektor.

Hun mener, der »også skal revolutioner til, hvis vi skal lykkes med at gøre op med de 750.000 uden for arbejdsmarkedet«. Og hun talte om, at rigtigt mange af de mennesker, der arbejder med specielt de unge udenfor arbejdsmarkedet, gør det ukoordineret og ufokuseret. »Vi har en offentlig sektor, der er søjleopdelt, nogle kalder det siloer, og det er så svært for psykiatrien og den sociale beskæftigelsesindsats overhovedet at samarbejde omkring den unge.«

Det lyder næsten, som om man er nødt til helt at smadre det nuværende system for at bygge noget nyt op. Og i hvert fald har Mette Frederiksen ret i, at der er siloer med tykke vægge, der skal sprænges i luften for at give rum og plads til en enklere og mere helhedsorienteret socialpolitisk tænkning og handling, som også er forståelig for almindelige borgere.

Koordinering af koordinationen

Da Socialpolitisk Forening i november holdt en todages høring om »Den gode socialpolitik« blev der talt meget om siloer. Det kommunale system er så opdelt, at selv relativt enkle sociale sager kræver flere sagsbehandlere og vanskelig koordinering.

Socialdirektør Knud Aarup fra Randers Kommune talte om, at systemet er blevet så indviklet, at man har fået kommunale forløbskoordinatorer, men der er nu opstået behov for at koordinere koordinationen.

Og Henrik Egelund fra Dansk Socialrådgiverforening sagde, at der er et utroligt behov for en praksis, der bygger på gensidigt tværsektorielt ansvar, men det er svært at gennemføre. »Der skal tages store skridt og mange folk skal flytte sig«, sagde han. Det er også en stor udfordring for de faglige organisationer.

Oven i et regelbåret administrativt system, som i sig selv splitter tingene op, kommer så 10 år med incitamentspolitik. Det var en politik, der førte til, at man i kommunerne har øjnene stift rettet mod, hvilken indsats der giver den bedste statslige refusionssats til kommunen.

Refusionerne er blevet vigtigere end borgerne. Borgerne forstår alligevel ikke systemet og kan ikke trænge ind i det. Den enkelte sagsbehandler forstår det dårligt nok. Men refusionssatserne er klare. Kommunen får eksempelvis bedre økonomi ved en hvilken som helst meningsløs form for aktivering end uden.

Derfor skal og må der ske noget, og det, der skal ske, revolutioner eller ikke, er noget stort og omfattende og forenklende. Det er ikke noget med at justere et par paragraffer her og der.

Lydhørhed hos politikere

Forleden præsenterede vi resultaterne fra den socialpolitiske høring for Folketingets socialudvalg, og vi fornemmede lydhørhed. Politikerne ved godt, at den er gal, men det er ikke det samme som, at de magter opgaven.

Det positive er, at budskabet om helhedstænkning, forenkling og større lydhørhed overfor borgerne nu kommer både fra kommunale praktikere, fra forskere og fra politikere. Vi skal have et system, der er baseret på, at alle, eller næsten alle, i samfundet har noget at bidrage med, og det skal samfundet også give dem mulighed for at gøre.

Derfor skal der ses mere på muligheder end på begrænsninger. Mange taler også om et nyt rehabiliteringsbegreb, der ikke blot er revalidering eller indsatser for at gøre folk arbejdsmarkedsparate, men også andre former for opkvalificering til livet.

Tusinder skal blive bedre til at mestre deres eget liv, så de kan bistå samfundet, når samfundet bistår dem. Det kræver også andre former for arbejdspladser til de mennesker, vi kalder svage, og blandt andet en langt mere systematisk indsats for styrkelse af socialøkonomiske virksomheder.

Mere tillid

Det handler om tillid til mennesker, men nok også om større tillid til kommuner. Måske kan kommuner gøre en bedre og mere helhedsorienteret indsats, hvis de får et større og friere råderum, så hver eneste beslutning ikke er knyttet til statslig refusion eller ikke. Måske kan det også være med til at få faglighed og arbejdsglæde tilbage.

Det kan være, at den virkelige revolution består i at beslutte, at kvaliteten af indsatsen overfor borgerne er vigtigere end refusionsregler – og i at indføre nogle forenklende økonomiregler, der fremmer samarbejde og en sådan tænkning.

Politikerne ved, den er gal, og de ved det også langt ind i den borgerlige lejr. Men de er rådvilde. De får brug for hjælp til den nødvendige revolution.