Arbejdsmarkedets topforhandlere hævder, at lønstigninger vil føre til prisstigninger, som vil ødelægge vores konkurrenceevne. Men det er en falsk påstand.
Økonomikommentar
af Helge Knudsen
Når arbejdsmarkedets topforhandlere som én mund siger, at der »ikke er råd til de store lønstigninger« ved overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked, fordi det vil gå ud over konkurrenceevnen, vidner det desværre ikke blot om, at den herskende klasses tanker alt for let bliver de herskende tanker.
Den vidner også om, hvordan det er lykkedes denne klasses økonomer at sprede forvirring om forholdet mellem løn, priser, profit – og konkurrenceevne.
Og det er nok så vigtigt at huske på, når vi har en faglig landsorganisation, der i modsætning til den øvrige europæiske fagbevægelse bakker fuldt og helt om om Danmarks deltagelse i en europlus-pagt, som har løntilbageholdenhed som en af de vigtigste forpligtelser.
Løn afgør ikke prisen
Et almindeligt borgerligt økonom-argument mod lønstigninger er, at det blot vil få prisen på de producerede varer til at stige.
Dermed er vi lige vidt – mener økonomerne – bortset fra, at det vil forringe konkurrenceevnen i forhold til udlandet og dermed mindske eksporten, altså føre til fyringer.
Videre argumenterer økonomerne med, at fyringerne vil føre til stigende arbejdsløshed, som vil presse lønnen ned. Så du har med kravet om højere løn blot bevirket, at du får lavere løn og højere arbejdsløshed.
Men virkeligheden modbeviser de borgerlige økonomers sandkasse-beregninger. Danske arbejdere har nu i tre år oplevet et reallønsfald, det vil sige at priserne er steget mere end lønnen. Det er altså ikke lønnen, der har fået priserne til at stige.
Sandheden er, at der ikke er en sådan sammenhæng. En vares pris bestemmes ikke af lønnen til de arbejdere, der har produceret den, lige så lidt som prisen på varen bestemmer lønnens størrelse.
En vares værdi bestemmes derimod af den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der skal bruges til at producere den. Den værdi kommer i en markedsøkonomi til udtryk i en pris, der kan svinge lidt over og under værdien, alt efter hvordan balancen er mellem udbud og efterspørgsel.
Større del af større kage
En lønforhøjelse vil betyde, at arbejderne kan efterspørge flere forbrugsvarer.
Denne øgede efterspørgsel vil måske en tid presse priserne op, fordi udbuddet ikke bliver øget lige med det samme. Såvidt har de borgerlige økonomer ret. Men det er altså efterspørgslen, og ikke arbejdsgivernes eller kapitalistens lønudgifter, der fører til prisstigningerne. Som jo kun vil vare, til udbud og efterspørgsel igen balancerer.
Når den balance er genoprettet, er facit af lønforhøjelsen, at kapitalisterne har måtte afgive en del af profitten til den forhøjede løn. Samtidig har den øgede efterspørgsel på forbrugsvarer sat gang i hjulene.
Arbejderne har med opfyldelsen af lønkravet ikke blot fået en større del af kagen, de har også fået den til at vokse!
Den lønnedgang, som alle kapitalistiske landes borgerskab, deres økonomer og regeringen kræver for at »få os ud af krisen«, vil tværtimod gøre kagen mindre og forlænge krisen.
Og tænk lige over dette: Hvis lønstigninger er en katastrofe for konkurrenceevnen og eksportsektoren, hvordan kan det så være, at den største stigning i produktion og eksport i sidste årti fandt sted i 2005-2008, samtidig med de største lønstigninger?
Varen arbejdskraft
Som Karl Marx har slået fast, er arbejdskraften også en vare, som har en værdi, der afhænger af den mængde arbejde, der skal til for at opfostre, uddanne og holde liv i den arbejder, der sælger sin arbejdskraft.
»Holde liv i« skal forstås sådan, at arbejderen har en tilværelse, der gør vedkommende i stand til at møde på arbejde dag efter dag, hele arbejdslivet igennem.
Mens virksomhedsejerne er meget nøjeregnende med så vidt muligt ikke at producere til lager, men sørge for at producere på en måde, så varerne hurtigt omsættes til penge, gyser de samme kapitalister ved tanken om, at det samme også skal gælde for varen arbejdskraft.
Her skal der helst »produceres til lager«: Der skal helst være så meget arbejdskraft »på hylden« – eller rettere sagt foran fabriksporten – at lønningerne holdes i ro. Kort sagt skal arbejdskraftens pris helst holdes konstant under dens værdi.
Til det formål har de borgerlige økonomer opfundet et begreb, der kaldes »strukturel arbejdsløshed«. De har regnet sig frem til, at fem-seks procent af arbejdstyrken skal være arbejdsløse, for så holdes lønkravene nede. Bliver arbejdsløsheden mindre, taler de om »overophedning af økonomien« – økonom-dansk for, at arbejdsgiverne kan føle sig fristet til at betale mere for at skaffe den nødvendige arbejdskraft.
Tilpas produktionen - ikke menneskene
Er det så et argument for, at alle disciplineringsmidler, som kortere dagpengeperiode, højere pensions- og efterlønsalder og førtidspensionsreform, tages i brug for at opretholde den økonom-bestemte balance på fem-seks procent arbejdsløse også i de kommende årtier, hvor der i en periode bliver færre i den arbejdsdygtige alder?
Næ. Man kan jo bare indrette produktionen efter dette, så der stadig er balance mellem udbud af og efterspørgsel på arbejdskraft.
Dem, der forlader arbejdsmarkedet efter et langt liv, efterlader jo ikke en regning i børneværelset, som borgerlige økonomer påstår. Tværtimod har de igennem et langt arbejdsliv medvirket til en enorm produktivitetsstigning, der gør, at en dansk arbejder i dag i gennemsnit producerer fire gange så meget værdi som for 50 år siden.
Den såkaldte ældrebyrde er et problem opfundet til lejligheden som undskyldning for at tvinge ældre til at lade sig nedslide i længere tid på arbejdsmarkedet, så arbejdsløshedskøen kan blive endnu længere og løntrykket endnu større.
Den rygende pistol
De seneste år er produktiviteten nærmest eksploderet, mens reallønnen er faldet. Eksporten er rekordstor. Så stor, at dagbladet Børsens økonomiske redaktør forleden dag skrev i sin avis, at det beviser, at:
»Danmark ikke har et grundlæggende konkurrenceevneproblem, som mange andre lande i Europa, herunder kriseramte Grækenland og Portugal. Dermed mangler der reelt en ‘rygende pistol’ i debatten om konkurrenceevnen.«
Børsen-redaktøren har nu ikke ret i det sidste. Det, at danske arbejderes lønninger aldeles ikke er et konkurrenceevneproblem, er i høj grad en rygende pistol – i hænderne på fagbevægelsens overenskomst-forhandlere.
Spørgsmålet er bare: Tør de bruge den? Vil de bruge den?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
