SV var det eneste parti i Stortinget, der var kritisk, og som formulerede alternativer til norsk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Da SV gik ind i regeringen forsvandt denne stemme.
af Harald Ø. Reppesgaard, formand for Norge for Fred
Siden Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet overtog regeringsmagten i Norge i efteråret 2005, har Norge brugt over otte en halv milliarder kroner på militære operationer i udlandet. Hovedparten er gået til krigsførelse i Afghanistan, men de rød-grønne har også bombet i Libyen, jaget pirater ud for Afrikas Horn og sendt et militærhospital til Tchad.
Det har ikke været penge, der er givet godt ud, mener kritikerne.
– Absolut ikke, siger Stein Ørnhøi, der er mangeårigt medlem af SV – Socialistisk Venstreparti – og som sidder i regeringens udvalg for sikkerhedspolitik og internationale udfordringer.
– Størstedelen af beløbet er gået til indsatsen i Afghanistan, og operationen dér har ikke bidraget til at styrke sikkerheden, hverken i Afghanistan, i Norge eller i resten af verden, siger han.
Bliver narret
Professor Ola Tunander ved PRIO – Fredforksningsinstituttet i Oslo – mener, at historien med al tydelighed har vist, at det er vanskeligt at fremme fred og demokrati med militær magt.
– Sådanne militære operationer bliver tit og ofte kapret af forskellige interesser. I mange tilfælde allierer man sig med en minoritetsgruppe, og det går sjældent godt, siger han.
Men for Norge drejer det sig selvsagt først og fremmest om, at man er allieret med USA, understreger Tunander.
Flere af de operationer, Norge har deltaget i, er begyndt under uklare omstændigheder og med skjulte aktører og dagsordener. Libyen er et godt eksempel på dette, mener han.
– Der mener jeg, at forholdene er blevet meget værre, og at konsekvenserne af det, man har gjort, har været katastrofale. FN og Norge rent ud sagt blevet narret, siger professor Tunander.
– Norge var med til at vedtage FN-beslutningen, og det syntes jeg var forfærdeligt trist, supplerer Ørnhøi.
Meningsløst
Seniorforsker Sverre Lodgaard ved Norsk Udenrigspolitisk Institut, NUPI, der har en fortid som direktør for FN’s organ for nedrustning UNIDIR i Geneve og som leder af internationalt udvalg i Arbeiderpartiet, er også skeptisk overfor militære interventioner.
– Jeg mener, at Norge generelt set må være forsigtig overfor at deltage i sådanne operationer, og at den slags spørgsmål skal underkasten en langt grundigere behandling, end det har været tilfældet, siger Sverre Lodgaard.
Blandt de operationer han mener, der er grund til at stille spørgsmålstegn ved, er Afghanistan.
– Jeg mener som Tysklands tidligere kansler Helmut Schmidt, der hævder, at det er meningsløst at påstå at krigen i Afghanistan bidrager til et tryggere Europa, siger Lodgaard.
Forstummet
SV’s deltagelse i regeringen har medført, at kritikken mod de norske militære operationer er forstummet, mener forskeren Lodgaard. Og politikeren Ørnhøi fra SV er enig.
– Vi var det eneste parti i Stortinget, der var kritiske, og som formulerede alternativer til norsk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Da SV gik ind i regeringen forsvandt denne stemme. Det har Norge som nation tabt på, siger han. Bondevik-regeringens beslutning om at sende norske soldater ti Afghanistan var hårrejsende, tilføjer han.
– Der blev ikke foretaget nogen selvstændig vurdering af, om dette var til gavn for norsk sikkerhedspolitik, afghansk sikkerhedspolitik eller for verdensfreden. Det var en rystende form for uansvarlighed, siger Ørnhøi, der mener, at regeringen for længst burde have trukket tropperne hjem.
Sidste Udvej
Statssekretær Roger Ingebrigtsen fra Forsvarsdepartementet mener, at det er for tidligt at drage nogle konklusioner, her ti år efter invasionen i Afghanistan.
– Vi kan ikke forvente, at et moderne samfund vokser frem i løbet af få år, siger han.
Udenrigsminster Jonas Gahr Støre er heller ikke enig i, at den rød-grønne regering har sløset milliarder af kroner bort på meningsløse krige.
– Vi har hele tiden været meget omhyggelige med at fortælle, at det militære element i de internationale operationer aldrig løser hele problemet, og det gælder både Afghanistan og Libyen, siger han.
Udenrigsminister Støre fastholder, at brug af militær magt somme tider er nødvendigt, såsom i Libyen.
– Der er ingen, der går ind i den slags operationer med et let hjerte, for de er sidste udvej. Men en konsistent udenrigspolitik handler også om at have muligheden for den sidste udvej, og det har vi vist, at vi har vilje og evne til, siger han.
– Norge er ikke i krig. Vi er gået ind i en meget krævende virkelighed i Libyen, hvor der er kampe på jorden mellem libyere. Det er ikke enkelt. Der er mange spørgsmål, som rejser sig. Krævende valg ligger foran os, men alternativet, nemlig ikke at gøre noget er endnu dårligere. Derfor ønsker Norge at være med til at tage sin del af ansvaret, sagde Største i marts til ABC Nyheder.
Kommentar fra Norge for Fred
Vi har her gengivet interviewene i deres helhed for at vise den dybe uenighed, der hersker mellem fagfolk indenfor fredsforskning og de etablerede politikere, som nu står overfor at skulle forsvare deres dispositioner.
Norge har formelt aldrig været i krig, til trods for at norske officerer såvel som menige åbent har ytret deres meninger om det.
Dræber man soldater og civile i fremmede lande, der ikke truer norsk territorium eller vores statsmagt, så er det krig. Sprogblomster og omskrivninger kan ikke skjule, at de rød-grønne slår ihjel, og villigt gør det efter ordre fra NATO og USA.
»Vi har hele tiden været meget omhyggelige med at fortælle, at det militære element i de internationale operationer aldrig løser hele problemet, og det gælder både Afghanistan og Libyen«, siger vores udenrigsminister.
Sandheden er, at hverken regeringen eller vore andre toppolitikere var klar over, hvilke problemer de ville løse. Eftersom NATO og USA pressede på for at fremme deres egne magtinteresser, blev Norge nødt til at hægte sig på. Der var ingen tydelige problemstillinger og ingen troværdige formål for norsk sikkerhed i at sende fly og tropper til Afghanistan eller deltage i Libyen.
Konklusionen fra fredsforskere og norske militærfolk er, at situationen i Afghanistan i dag er værre end nogen sinde. Der er skabt flere problemer end dem, der angiveligt skulle være løst. Man må finde en politisk løsning. Faldt det ikke udenrigsminister Største ind, da vi med SV’s velsignelse i 2010 sendte flere tropper til Afghanistan?
Nytter ikke
Det nytter ikke at dække sig ind bag en famøs resolution fra Sikkerhedsrådet, med én begrænset støtte fra et minimum af den Arabiske Liga, om at etablere en flyveforbudszone over Libyen for at beskytte civilbefolkningen.
Det blev ikke, eller er aldrig blevet bevist, at Gadaffi ville massakrere sin egen befolkning.
Vores regering fulgte velvillige med, da man bombede civile mål som skoler, børnehaver, sygehuse, veje og tusindvis af hjem, der blev jævnet med jorden.
Krigen, som NATO og EU-lande samt Norge deltog i, dræbte omkring 25.000 mennesker. Man har lukket øjnene for at fremmede tropper samt al-Qaeda er stormet frem i landet. Man jublede da Gadaffi blev dræbt og protesterede ikke over, at regeringen i Libyen blev fjernet. Alt sammen noget, der lå udenfor FN’s mandat.
Kronikken har været trykt i NKP’s blad Friheten
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
