Markedsgjort: Den gamle grundtanke »Er det her rigtigt eller forkert?« – »Er det retfærdigt eller uretfærdigt« er blevet erstattet af »Kan det sælges?«

Vi bor i det land, hvor politiet hjælper ænder over gaden, hvor landposten stiller sin cykel op ad hækken og går ind og får sig en kop kaffe, hvor Poul Reichardt engang er blevet dus med himlens fugle, og hvor Ove Sprogøe er landets største forbryder... eller var det engang?

Sigaardsfoto.dk

Tale

af Flemming Jensen holdt ved høring på Christiansborg den 31. januar om »hvilken vej Europa skal gå« – afholdt af Netværk for Velfærd og Demokrati.

Lige fra starten har jeg været imod det, der dengang hed EF. Så kom EU – og det medførte, at jeg for første gang var for EF.

Men det gi’r i dag ingen mening at være for eller imod EU. Nej eller ja til EU/EF – den tid er forbi. Toget er kørt, kamelen er slugt – en spændende kombination. En bobslædebane kan være en god oplevelse eller en dårlig oplevelse. Men når man sidder om bord på bobslæden gi’r det ingen mening halvvejs nede ad bakken at spørge: Ønsker De at fortsætte, eller vil De hellere stå af her?

Vi er om bord – men sammenligningen med bobslædebanen gør jo, at det er svært at tro på, at man har nogen synderlig indflydelse på, hvor man skal hen.

Vi er en del af Europa – det eneste vi skal diskutere i den sammenhæng er: hvilket Europa.

Én ting kan vi blive enige om: Det skal være et demokratisk Europa. Og dér er vi danskere helt fremme i fronten.

Danmark er jo et demokrati.

Om at stemme »rigtigt«

Vor vej ind i EU – der jo startede med at være »stendød« – er et smukt skoleeksempel på, hvordan det danske demokrati fungerer. Gennem tiderne har vore EU-afstemninger vakt beundring i udlandet. Vi har den smukke, demokratiske tradition, at hvis vi stemmer nej, så stemmer vi om. Og hvis vi stemmer nej igen, så stemmer vi om igen. Og hvis vi stemmer ja – så er den der!

Se, det ku’ andre lande lære meget af! Vælgerne skal ha’ lov til at stemme, og de skal ha’ lov til at blive ved med at stemme, indtil de stemmer rigtigt!

EU er ikke et folkeligt projekt – det har det aldrig været, og hvis det skal blive det, kræver det, at vi ser på, hvad det er, der har skabt den demokratiske apati i befolkningen.

Selvfølgelig skyldes det, at politikerne har brændt nallerne, så man nu ved nye EU-initiativer ikke længere søger at få folkelig opbakning, men koncentrerer kræfterne om at finde en formulering, så befolkningen ikke skal spørges.

Men apatien skyldes vel også følelsen af uoverskuelighed. Kvalitet trives bedst i små enheder. Det gælder også demokratisk kvalitet. Magten ender for langt fra det, magten har magt over.

Er festen forbi

Hvis finanspagten kommer til at stå ved magt, har vi så valgt, hvilken slags Europa, vi ønsker? Har vi besluttet at redde os ud af krisen med de samme midler, der skabte den?

Og så tillader jeg mig følgende forræderiske tanke: Hvad nu, hvis det slet ikke er en krise? Måske er det bare festen, der er forbi?

Mange ude i den store verden har hele tiden været billigere end os – de har også været flittigere. Nu er de også dygtigere.

Hvis man kigger ned gennem verdenshistorien, ville det jo egentlig ikke være så mærkeligt, hvis den vestlige verdens dominans var ved at ebbe ud. Det ville ikke engang være uretfærdigt!

Men det er jo ikke til at se, om vi står midt i et af historiens store tidevandsskift. Og det kan egentlig også være lige meget, for hvad enten vi skal kæmpe os igennem en krise, eller vi skal vænne os til helt nye livsformer, så må vi vælge en anden vej, end den, der har ført os frem til i dag.

Økonomisk er gassen gået af ballonen – det er alle enige om. Men det var jo aldrig sket, hvis man ikke havde valgt at fylde den med gas. Eller bare med varm luft.

Forstået på den måde, at i den seneste halve snes år har vi valgt at lade samfundet regulere af markedskræfternes frie spil – i stedet for at benytte os af intelligens.

Og af empati! Vi har været igennem en lang periode, hvor det, der ikke kunne stå, måtte falde, hvor vi ikke var hinandens lykkes smede, og hvor idealsamfundet var Dubai.

Hvor frihed, lighed og broderskab blev konverteret til cigaretter, whisky og nøgne pi’r.

Men hvis vi skal igennem de næste svære år i Europa, så må der nye boller på suppen og suppe til alle.

Vi skal igen turde sige ordet solidaritet uden at rødme, vi skal igen turde være politisk korrekte – undskyld, hvad ellers? – og vi skal ikke acceptere en ikke alene stigende, men monstrøs ulighed.

Dét er for mig selve kodeordet til fremtiden.

Det er bemærkelsesværdigt, at der er ofret 100 gange så meget spalte- og skærmplads på, at den gode Øzlem Cekic – i affæren med Karina og Kuglestøderen – kom med et forkert eksempel, end på, at Øzlem faktisk har ret.

I de ti år, hvor det gik … ufatteligt godt, fordobledes fattigdommen i Danmark. Nøden på samfundets bund steg og steg, mens Porcherne holdt i kø på Strandvejen – og siden 2008, hvor der så pludselig var krise, er cheflønningerne steget med 23 procent.

Det var en bevidst politik.

Der skulle skabe det, man kalder samfundets dynamik! Men ulighed gi’r ikke i sig selv samfundet energi – især ikke, når den skriger til himlene.

Når vi taler om vores konkurrencedygtighed over for udlandet, hvorfor er det så hele tiden de laveste lønninger, der er for høje?

Rigdom skal være konsekvensen af succes – ikke motivationen!

Fællesskab og/eller frihed

Der findes tankegange, der mener, at fraværet af fællesskab er det samme som tilstedeværelsen af frihed. Sådan er det ikke.

Der har i årevis været råbt og skreget om samfundets sammenhængskraft, så snart folk, der stammer fra en anden del af verden, går med tørklæde eller med en anden slags hat – samtidig med at flere og flere mennesker, der hutler sig igennem tilværelsen, må høre om flere og flere absurd afsindige lønninger og bonusser i million-, ja, selv i milliardklassen.

Mener man virkelig slet ikke, at det kan være et problem for denne sammenhængskraft?

Hvis vi skal løfte i flok

Det har ikke noget med misundelse at gøre – men følelsen af uretfærdighed er ikke nogen god ballast for at stå skulder ved skulder eller løfte i flok.

Man kan ikke forlange, at folk, der aldrig flyver på business class, skal være lydhøre over for opfordringer om, at nu må vi stå sammen og gøre en indsats for landet og arbejde længere og hårdere, og i øvrigt er du fyret.

Vi må hanke op i hele vor samfundsmæssige tankegang – for den er blevet markedsgjort. Den gamle grundtanke »Er det her rigtigt eller forkert?« – »Er det retfærdigt eller uretfærdigt« er blevet erstattet af »Kan det sælges?«

Fagforeningerne har nu i mindre grad medlemmer og i højere grad kunder.

Medborgere blev til forbrugere.

Nu har vi skiftet regering, og vi står alle sammen lidt tøvende og håber så inderligt, at man for at få magten ikke har måttet sælge ud af alt det, man skulle ha’ brugt magten til.

For jeg gi’r mig ikke!

Vi bor i det land, hvor H.C. Andersen er født – hvor politiet hjælper ænder over gaden – hvor landposten stiller sin cykel op ad hækken og går ind og får sig en kop kaffe og en sludder – hvor Poul Reichardt engang er blevet dus med himlens fugle – hvor Ove Sprogøe er landets største forbryder – og hvor Anker Jørgensen har været statsminister.

Jeg elskede dengang Anker Jørgensen var statsminister – det var en dejlig tid. Jeg tror nok, at vi var ved at gå på røven, men vi var i godt humør.

Det er jo stort set det samme som de sidste par år.

Bortset fra det med humøret.

Teksten er let forkortet af redaktionen