Finanspagten er ikke noget, vi behøver snakke om, ikke noget vi behøver læse, og slet ikke noget der skal stemmes om. Men finanspagten binder os tæt til den euro, vi har sagt nej til.

Den Røde Tråd

af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti

»Jeg har nu spurgt rundt i afdelingen og konsulteret mine kollegaer.

 Der er ikke noget, der tyder på, at der vil komme en officiel dansk oversættelse af den nye finanspagt førend den endelige undertegnelse af traktaten under topmødet den 1.-2. marts.

Vi kan altså ikke forvente, at der vil foreligge en officiel dansk oversættelse før efter denne dato.«

Sådan lød den høflige besked fra EU-oplysningen, på spørgsmålet om en oversættelse af Finanspagten. Svaret er: Det sker måske, men slet ikke, før det er for sent! Der er ingen planer om at oversætte teksten på et af de mest vidtrækkende indgreb i selvbestemmelsesretten til dansk, i hvert fald ikke før det reelt er for sent for en debat og stillingtagen.

Svaret er meget godt i tråd med den officielle holdning – finanspagten er ikke noget, vi behøver snakke om, ikke noget vi behøver læse, og slet ikke noget der skal stemmes om. Der er ingen grund til at reagere, trods det at finanspagten i realiteten binder os uhyggelig tæt til den euro, vi har sagt nej til.

Åbenmundet bureaukrat

Mr. Euro, Jean Claude Juncker, sagde i 1999, da han blev interviewet om eurosamarbejdet i Der Spiegel dette om EU’s måde at agere på: »Først beslutter vi noget, så stiller vi det ind i et rum og venter og ser, hvad der sker. Hvis der ikke kommer skrig og opstandelse, fordi de fleste slet ikke forstår, hvad det var, vi besluttede, så fortsætter vi skridt for skridt, indtil der ikke længere er nogen vej tilbage.«

Denne vej er meget godt i tråd med den danske regerings holdning. Vi får at vide, at vi ikke skal være bange for at gå med i finanspagten, for finanspagten er sund fornuft og udtryk for den politik regeringen alligevel ville have ført. For det er jo den politik finansmarkederne dikterer. Vi skal ikke være bange for bøder, for bøder rammer jo kun lande, der er i problemer, og regeringen har ikke tænkt sig, at Danmark skal komme i problemer. De siger ikke, hvad Finanspagten handler om, og vil vi vide det, må vi nøjes med den engelske version, eller de uautoriserede oversættelser vi kan støve op.

Det de ikke siger er, at finanspagten – sammen med europluspagten, six-packen, og stabilitets- og vækstpakken – gør det både umuligt og ulovligt at gøre noget som helst andet end følge den EU-dikterede liberale økonomiske politik.

En evig og asocial politik

De siger ikke, at med tilslutningen til finanspagten binder regeringen os til en asocial nedskæringspolitik – der efter planen skal gælde i al evighed.

De siger ikke, at med finanspagtens øjne er lønstigninger noget negativt, at offentlige udgifter til velfærd skal begrænses, og at hensynet til at følge EU’s linje altid skal stå over hensynet til befolkningens ve og vel.

De siger det ikke – for de synes ikke, vi skal involvere os.

Men trods bortforklaringer, trods vildledninger, trods forsøg på at gøre finanspagten så utilgængelig som muligt, vokser og spirer der alligevel en modstand. En modstand mod den EU-dikterede politik, mod at snige eurotilknytningen ind af bagdøren. En modstand mod at Danmark kan tilslutte sig Finanspagten.

Lige nu er vi ved at samle underskrifter ind, underskrifter der kræver, at vi vil høres. Underskriftindsamlingen bakkes op af en række kendisser, og endnu flere helt almindelige mennesker, der siger stop for at afgive mere beslutningskraft til EU.

Du kan hjælpe med at gøre modstanden levende, ved at engagerer dig, ved selv at samle underskrifter ind – eller bare ved selv at underskrive kravet der lyder:

Den danske befolkning har aldrig sagt ja til euroen. Alligevel er EU ved at få magt over, hvilken økonomisk politik vi må føre i Danmark. Det er ikke rimeligt. Derfor opfordrer jeg til en folkeafstemning om euro-traktaten.