Mange år for sent vælter skeletterne ud af Fogh og Løkke regeringernes 10-årige regimer.

De ti år med den politiske magt ligner et regime, der havde en lemfældig omgang med det meste.

Sagen i skatteministeriet under Troels Lund Poulsen er en politisk brug af personlige oplysninger. En undersøgelseskommission er på vej.

Forsvarsministeriet har levet en stribe af skandale der mere tegner et mønster en ligner tilfældigheder som følge af dårlig ledelse.

Krigene i Irak og Afghanistan lå Fogh Rasmussen meget på sinde. Så meget, at han valgte posten som generalsekretær frem for at være statsminister.

Den aktive udenrigspolitik var et stort sporskifte. I forhold til, hvor stort et brud det egentlig var, var det bemærkelsesværdigt, hvor lidt debat der var om det.

MEDIEKRIGEN

I de fleste andre lande, der sendte tropper afsted, har der været ret voldsomme debatter og store protester.

Det var der også her, men ikke i samme omfang. Og det var mærkeligt. En af grunden har været den ukritiske mediedækning, hvor regeringens holdning blev formidlet. Hist og her blev der boret i sagerne. Men overvejende var det stilfærdigt.

Krige-neog den danske indsat gik fint, var en succes og var alle liv og kroner værd. Kritikere fik ofte at vide, at de var illoyale over for soldaterne, der risikerede deres liv.

Politiken fik ørene i maskinen for at offentliggøre Thomas Rathsacks omstridte bog »Jæger – i krig med eliten«. Daværende chefredaktør Thøger Seidenfaden i særdeles blev klapset noget så grundigt for at gå terroristernes ærinder.

Man kunne jo bare se, at nu var den oversat til arabisk og lagt ud på nettet. Alt var angiveligt røbet for fjenden. Forsvaret søgte et fogedforbud mod udgivelsen.

Det viste sig forunderligt nok, at oversættelsen var fore­taget i forsvaret selv. Forsvarsminister Søren Gade måtte gå og Gitte Lillelund Bech trådte til.

Forsvaret pynter på virkeligheden. De ønsker ikke det sande billede af krigen skal komme ud. Noget slipper alligevel ud.

I juli i 2010 blev det afdækket, at forsvarsministeren og Forsvarskommandoen havde sløret antallet af sårede danske soldater over for Folketingets forsvarsudvalg. Ved at sortere de soldater fra, der var blevet skudt i benene, nåede man fra 190 sårede soldater ned på 119.

PAPHOVEDER

Metoden gentog sig i forhold til, hvor mange fanger danske enheder tog. 195 eller 198 var det officielle svar fra forsvaret, som ministeren gave videre til folketinget.

Så dukkede Papkassenotatet op – et anonymt dokument, hvor en af de ansatte i Hærens Operative Kommando med samvittighed havde skrevet, at der blev givet forkerte oplysninger videre til Folketinget. Hidtil – det var i 2007 – var det officielle tal 195-198 fanger. Reelt var tallet 500 – eller højere, måske det dobbelte.

Det var ikke bare sådan et stykke ligegyldigt A4-ark med fire huller og lidt krøller i margenen. Det handlede om mulig udlevering af fanger til sandsynlig tortur af fangerne i irakisk fangenskab.

Nu er det en sag for Lillelund Bech, som kom med nogle bemærkelsesværdige udtalelser til Politiken.

»Jeg bliver orienteret af departementschefen om, at man har fundet et notat, der indikerer, at der er givet forkerte oplysninger til Folketinget, og man har prøvet at skjule, hvor mange fanger der reelt set blev taget. Derfor er sagen overgivet til auditørerne. Og det noterer jeg mig, for det er det rigtige sted at få det efterforsket«.

Hun blev spurgt, hvad hun gjorde med den information, hun fik:

»Jeg gemmer den inde i mit hoved.«

Hun forklarer, at hun ikke har orienteret partierne i Folketinget, fordi sagen var overgivet til auditørerne:

»Derfor syntes jeg, det var naturligt at vente, til vi fik en melding tilbage.«

Det her bliver ikke den sidste sag. Fogh holder sig på afstand, og giver den som den fromme. Men spørgsmålene står i kø. Han startede det, og bør derfor også være en del af en afslutning.